juni 28, 2010

Idræt er politik


Hvordan kan vor kultur være blevet så degenereret? sukker ældre ofte.
Selv under verdenskrigens rædsler fortsatte livet tilsyneladende med de nedarvede vurderinger.
Vi glemmer, at vi selv har skylden, hvis vi overså den snigende kommunistiske samfundsundergravning. Med anmassende indoktrinering tonede en politisk radikal-rødagtig farve frem i den unge generation. Skønt ureligiøse tog de i himmelråbende brugbar naivitet imod islam for at vinde magt.

- - - - - - - - - - -

For tiden ”er” mange mennesker på TV´s fodboldsbaner. Sport skaber venskaber og sammenhold, hedder det.
Men i tidsskriftet AKTION nr. 10, 1979 kritiserer en kursusdeltager Gerlev Idrætshøjskole. Deres kortkursus ”Krop og Bevægelse, Sundhed og Samfund” er - hvad foredragene angår - på alt for lavt plan, og har tilmed en politisk holdning, som på mange virker anstødeligt og som ikke var nævnt i forhåndsreklamen.

Var kritikken fra en ”hattedame”, havde jeg næppe hæftet mig ved den, men Karen var ansat i forsorgen og afholdt på sin arbejdsplads.

Jeg meldte mig ind på et pensionistkursus for selv at orientere mig.
Vi gamle skulle tilsyneladende ”bruges” som en letkøbt basis for indtægt og skulle vi påvirkes lidt i den ”rigtige” retning, var det ingen skade til.

Rektoren - Ove - forklarede, at politiske ideologier i fremtiden ville betyde meget mere end menneskelige relationer. Han var ganske vist forundret over, at lande med samme ideologi – f.eks. kommunisme – kunne bekrige hinanden. Han var begejstret for Maos Kina, som han havde besøgt på studietur sammen med andre højskolefolk, delvist betalt af skatteborgerpenge. Og han sværmede for Villy Sørensens ”Oprør på Midten”* Den var oversat til mange sprog, internationalt kendt. Man så H.C.Andersen, Søren Kierkegaard og – Villy Sørensen – for sit indre blik i evighedens stråleglans.

*) ”Oprør på Midten” skulle ifølge venstrefløjen overbevise bedsteborgerne om socialismens herligheder