I Mexiko har man bevaret en lille, omend helt ændret rest af de indianske toltekeres og aztekernes dødekult, som i oldtiden havde ført til menneske-ofringer i tusindvis.I de arabiske lande derimod har de åbenbart endnu i dag en dødekult, hvor man i TV´s børnetimer forsøger at indbilde børnene at det er dejligt at dø for Allah, så man kommer op i Paradiset.
………………….
Da undervisningsminister Ritt Bjerregaard arrangerede kursus på Zahles Seminarium for at overbevise forældre om skolereformens fortræffelighed, fik eleverne som opgave at undersøge pressens omtale af Døden. ”Dette emne lå i tiden” sagde man. Sludder! Døden lå ikke mere i tiden dengang end før, men man ville manipulere folks holdninger. Det stod på gennem en årrække. Den amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross lavede studiekredse med læger, præster og socialrådgivere. Bag én-vejs spejle kunne de belure døende uden selv at blive set. Det blev til en bog i 1969. Den danske Mentalhygiejne kørte løs med Døden i et blad, redigeret af psykiater Bengt Claësson, der især var kendt for en snusket skole-sex-bog.
I 1974 gik radioens ”kultur”afdeling i gang med en større udsendelse om døden og opfordrede uhelbredeligt syge og selvmordskandidater til at skrive indläg, så vi kunne få et ”afslappet forhold” til døden. Flemming Chr. Nielsen skrev et bidende ironisk angreb på denne emsig-syge social-psykolog-terapeut-pædagog-verden, der havde fundet en sidste lille tabu-plet i vort kontrollerede samfund. Hvad med at få ”dødspædagoger”? spurgte han
Politiken bragte artikler om døden i 1973 for at ”gøre den uanstændige død anstændig”, så den ikke længere skulle være ”en slags porno. Eller et tabu.”
Biblioteksvæsenet lavede børnepjecen ”Snak om døden” og tog også emnet op i folderen ”Ung nu” samt holdt debataftener om døden og viste filmen om gamlinger ”Den åbne mund”.
Med kravet om fri abort, kom der nye aspekter i sagen: hvor begyndte livet og hvor var grænsen for liv og død? Og der kom diskussion om eutanasi, hjertedød og hjernedød og brug af fremmede organer,
I 1976 oprettedes Landsforeningen ”Mit Livstestamente”, som ønskede en lov om, at folk selv kunne bestemme, at de ville dø i stedet for at blive holdt kunstigt i live.
I 1978 udkom en tegneserie ”For egen hånd” med anvisninger på, hvordan man kan begå selvmord, mens skoler viste film fra Statens Filmcentral om ”ligbrænding”, hvor børnene lærte, at det tog længere tid at brænde en stor stærk mand end en fed, og endelig viste TV en pjanket happening ved en begravelse.
Hvad var formålet med denne sygelige manipuleren med folks holdninger til døden i 1970´erne?
Forudså man et eller andet vi skulle vænne os til og acceptere? En almen forråelse og nedbrydning af menneskeværdighed? En forråelse, der godtager alle råheder, når den psykologiske krigs sidste fase glider over i terror?
