Dansk Folkepartis ugebrev ved/ næstformand Peter Skaarup- mandag den 28. juni 2010
Hvad gør vi, når euroen bryder sammen?Jeg ved godt, at spørgsmålet i overskriften er provokerende. Men nogle gange er det nødvendigt at stille tingene på spidsen. Euroen eksisterer stadig, og tilhængerne forsøger krampagtigt at overbevise os om, at den har det godt igen, efter at EU-landene stablede en hjælpepakke til svimlende 750 milliarder euro på benene.
Men for nyligt bebudede EU-præsident Herman Van Rompuy, at der måske ville blive brug for en yderligere milliardgaranti til de trængte spanske banker, og flere eksperter slår alarm. Og eksperterne er ikke hvem som helst. I det anerkendte tyske nyhedsmagasin ”Der Spiegel” udtalte den tidligere direktør for den tyske forbundsbank, Karl Otto Pöhl, for nyligt, at den eneste rigtige løsning havde været at smide Grækenland ud af eurozonen, og at euroen har udsigt til at blive en ”svag valuta”, og herhjemme har tidligere direktør for Nationalbanken, Erik Hoffmeyer, advaret mod euroens sammenbrud, fordi befolkningerne i EU ikke vil acceptere de alvorlige nedskæringer, som er prisen for at forblive i eurozonen.
Foruden Grækenland kæmper særligt eurolandene Spanien, Portugal, Irland, Belgien ligeledes med store budgetunderskud og står over for gennemgribende økonomiske reformer, som i værste fald truer med at udløse alvorlig social uro. Vil EU og de ramte lande kunne leve med dette, og i givet fald, hvor længe? Og hvor længe vil den mere velstående del af EU, herunder Danmark, finde sig i at hjælpe svage lande, hvis økonomiske morads er selvforskyldt, fordi de ikke har sat tæring efter næring? Især Tyskland kræver forståeligt nok øget EU-kontrol med medlemslandenes budgetter, og den danske regering har mærkværdigvis erklæret sig særdeles indforstået med at underkaste sig denne form kontrol – også selv om der efter Dansk Folkepartis opfattelse er tale om afgivelse af suverænitet, hvis EU skal se med over skulderen, når den danske finanslov præsenteres. Og i forbindelse med suverænitetsafgivelse skal befolkningens accept altid indhentes gennem en folkeafstemning.
Jeg forstår godt Tyskland – det er de hårdtprøvede tyske skatteydere, der nu betaler en stor del af gildet for de sydeuropæiske landes overforbrug, samtidig med at de har betalt regningen for genrejsningen af det tidligere DDR. Og for den sags skyld forstår jeg også den menige græker, som nu må betale prisen for inkompetente politikeres manglende evne til at forvalte den græske økonomi. Men jeg forstår ikke de mennesker, der nogensinde troede på - eller stadig tror på - en fremtid for euroen. Som den hollandske forfatter Leon de Winter peger på i et interview i Morgenavisen Jyllands Posten den 27. juni, så burde Europas politikere have holdt sig til EF.
Forskellene mellem landene i EU er alt for store – forskelle, som den politiske elite valgte at ignorere ved at indføre en fælles valuta. Det er for eksempel den helt indlysende – men tabubelagte – forskel, at de nordeuropæiske lande i reglen arbejder og producerer mere end de sydeuropæiske, og at europæernes holdning og tillid til staten er vidt forskellig fra nord til syd. Men hvis man gør opmærksom på virkeligheden, bliver man, som de Winter peger på, udskreget som populist. Euroens fald udstiller mere end noget andet enhedstankens fallit.
Europas lande er alt for forskellige – og heldigvis for det. Bemærk i øvrigt, at Leon de Winter ikke afviser et europæisk samarbejde – faktisk synes han, at det gamle EF var fremragende. Men unionstanken er en hån mod forskelligheden i Europa og en hån mod Europas ældgamle nationalstater. Det ærgerlige er, at man med euroen nu er i fuld gang med at grave grøfter og genoplive fortidens konflikter. Vi oplever en ny modsætning mellem nord og syd, ligesom vi oplever, at det historisk gode forhold mellem Tyskland og Frankrig har fået dybe ridser. Uden euroen var det aldrig sket.
Men i længden nytter det ikke at sidde og ruge over, hvad der gik galt. Vi må videre. I Danmark må vi forberede os på den situation, at euroen måske ikke eksisterer i sin nuværende form om 5-10 år. Hvilket svar har den danske regering på denne udfordring? Skal Danmark eksempelvis fastholde fastkurspolitikken over for euroen og i fremtiden være tilknyttet en ”nord-euro”, eller skal den danske valuta være flydende som den svenske? Hvad er regeringens bud på en plan B, hvis euroen krakker?
Hvad gør vi, når euroen bryder sammen?Jeg ved godt, at spørgsmålet i overskriften er provokerende. Men nogle gange er det nødvendigt at stille tingene på spidsen. Euroen eksisterer stadig, og tilhængerne forsøger krampagtigt at overbevise os om, at den har det godt igen, efter at EU-landene stablede en hjælpepakke til svimlende 750 milliarder euro på benene.
Men for nyligt bebudede EU-præsident Herman Van Rompuy, at der måske ville blive brug for en yderligere milliardgaranti til de trængte spanske banker, og flere eksperter slår alarm. Og eksperterne er ikke hvem som helst. I det anerkendte tyske nyhedsmagasin ”Der Spiegel” udtalte den tidligere direktør for den tyske forbundsbank, Karl Otto Pöhl, for nyligt, at den eneste rigtige løsning havde været at smide Grækenland ud af eurozonen, og at euroen har udsigt til at blive en ”svag valuta”, og herhjemme har tidligere direktør for Nationalbanken, Erik Hoffmeyer, advaret mod euroens sammenbrud, fordi befolkningerne i EU ikke vil acceptere de alvorlige nedskæringer, som er prisen for at forblive i eurozonen.
Foruden Grækenland kæmper særligt eurolandene Spanien, Portugal, Irland, Belgien ligeledes med store budgetunderskud og står over for gennemgribende økonomiske reformer, som i værste fald truer med at udløse alvorlig social uro. Vil EU og de ramte lande kunne leve med dette, og i givet fald, hvor længe? Og hvor længe vil den mere velstående del af EU, herunder Danmark, finde sig i at hjælpe svage lande, hvis økonomiske morads er selvforskyldt, fordi de ikke har sat tæring efter næring? Især Tyskland kræver forståeligt nok øget EU-kontrol med medlemslandenes budgetter, og den danske regering har mærkværdigvis erklæret sig særdeles indforstået med at underkaste sig denne form kontrol – også selv om der efter Dansk Folkepartis opfattelse er tale om afgivelse af suverænitet, hvis EU skal se med over skulderen, når den danske finanslov præsenteres. Og i forbindelse med suverænitetsafgivelse skal befolkningens accept altid indhentes gennem en folkeafstemning.
Jeg forstår godt Tyskland – det er de hårdtprøvede tyske skatteydere, der nu betaler en stor del af gildet for de sydeuropæiske landes overforbrug, samtidig med at de har betalt regningen for genrejsningen af det tidligere DDR. Og for den sags skyld forstår jeg også den menige græker, som nu må betale prisen for inkompetente politikeres manglende evne til at forvalte den græske økonomi. Men jeg forstår ikke de mennesker, der nogensinde troede på - eller stadig tror på - en fremtid for euroen. Som den hollandske forfatter Leon de Winter peger på i et interview i Morgenavisen Jyllands Posten den 27. juni, så burde Europas politikere have holdt sig til EF.
Forskellene mellem landene i EU er alt for store – forskelle, som den politiske elite valgte at ignorere ved at indføre en fælles valuta. Det er for eksempel den helt indlysende – men tabubelagte – forskel, at de nordeuropæiske lande i reglen arbejder og producerer mere end de sydeuropæiske, og at europæernes holdning og tillid til staten er vidt forskellig fra nord til syd. Men hvis man gør opmærksom på virkeligheden, bliver man, som de Winter peger på, udskreget som populist. Euroens fald udstiller mere end noget andet enhedstankens fallit.
Europas lande er alt for forskellige – og heldigvis for det. Bemærk i øvrigt, at Leon de Winter ikke afviser et europæisk samarbejde – faktisk synes han, at det gamle EF var fremragende. Men unionstanken er en hån mod forskelligheden i Europa og en hån mod Europas ældgamle nationalstater. Det ærgerlige er, at man med euroen nu er i fuld gang med at grave grøfter og genoplive fortidens konflikter. Vi oplever en ny modsætning mellem nord og syd, ligesom vi oplever, at det historisk gode forhold mellem Tyskland og Frankrig har fået dybe ridser. Uden euroen var det aldrig sket.
Men i længden nytter det ikke at sidde og ruge over, hvad der gik galt. Vi må videre. I Danmark må vi forberede os på den situation, at euroen måske ikke eksisterer i sin nuværende form om 5-10 år. Hvilket svar har den danske regering på denne udfordring? Skal Danmark eksempelvis fastholde fastkurspolitikken over for euroen og i fremtiden være tilknyttet en ”nord-euro”, eller skal den danske valuta være flydende som den svenske? Hvad er regeringens bud på en plan B, hvis euroen krakker?
Med venlig hilsen Peter Skaarup
