På tale om islams mange mord på deres familiemedlemmer:
Den 17. juni bragte jeg en lille smagsprøve fra bogen ”Levende brændt”, erindringer fra en palæstinensisk bondepiges barndom og første ungdom. Hun fortæller, hvordan landsbyens unge piger i samlet trop køres ud for at høste blomkål på en mark under opsyn af en ældre kvinde. På vejen tilbage giver chaufføren dem lov til hurtigt at hoppe ud og plukke sig en appelsin fra vejtræerne.
Da han bakker tilbage, kører han en af pigerne ned.
”Hun havde fået hovedet kørt over af hjulet. Og da jeg stod lige foran hende, bukkede jeg mig ned, løftede hendes hoved op i hårene i den tro, at hun stadig levede. Men hovedet blev liggende fast på jorden, og jeg besvimede af skræk.”
Bilen kørte pigerne hjem til landsbyen og satte hver især af ved deres hjem, for de måtte ikke gå alene selv i deres egen landsby. Den tilsynsførende kvinde fortalte min mor om ulykken og at jeg var syg. ”Mor lagde mig i seng og gav mig noget at drikke. Hun var sød ved mig den aften.”
”Det var mærkeligt, at det var sket netop for den pige.” Hun syntes ligesom overvåget, og de andre piger måtte hverken tale med eller ”kikke på hende, for hun var ”charmuta”, og hvis vi talte med hende, ville vi også selv blive opfattet som ”charmuta”. Havde chaufføren kørt hende over med vilje? Rygterne gik meget længe i landsbyen.
Politiet holdt syn på åstedet. ”Chaufføren kom i fængsel. For os og alle andre i byen handlede det ikke om en ulykke.
Jeg lå syg meget længe. Jeg så mig selv løfte op i pigens knuste hoved, og jeg var bange for mine forældre på grund af alle de ting, de sagde om hende. Hun måtte have gjort noget dårligt, men jeg véd ikke hvad. I hvert fald sagde de, at hun var ”charmuta”. Jeg kunde ikke sove om natten, men så hele tiden det knuste hoved og hørte lyden af hjulene, da bilen bakkede. Jeg glemmer aldrig den pige…”
