Danmark fik to dronninger fra Flandern

Der har lige været valg i Belgien, og det flamske parti vandt. Det arbejder på at den flamske del af Belgien skal få mere magt, eller landet skal deles i en flamsk og en vallonsk del.

Basis for en deling har rødder langt tilbage i historien, skal man tro Cæsars krigsberetning.
Måske er nogle i vildrede med, hvor Flandern ligger. Det var en af de mange små grevskaber, hertugdømmer, kongeriger, kurfyrstendømmer og bispedømmer, som fik Europa til at ligne et kludetæppe på historiske atlas. Flandern varierer i størrelse gennem historien, men strækker sig langs Den Engelske Kanals kyst mellem Frankrig og Holland, altså i dag den vestligste del af Belgien.

Danmark har tidligere fået et par dronninger fra Flandern. Da Svend Estridsen ville forsøge at generobre det tabte Danelagen i England i 1075, lagde hans flåde ind i det venligsindede Flandern. Den unge prins Knud (senere: ”den Hellige”) var øverstbefalende og ved flådebesøget tabte han sit hjerte til prinsesse Edele, datter til grev Robert den Første af Flandern og hjemførte hende snart efter som brud og dronning af Danmark. Hun fik tre børn, sønnen Carl, og to døtre. Under Knuds regering rejste der sig et folkeligt oprør imod kongens udskrivning af skatter og støtte til kirkemagten, og han pålagde Edele at flygte med sønnen til sin far i Brügge, hvis han skulle blive dræbt. Det blev han som bekendt i Skt. Albani Kirke i Odense i 1086.

Knuds to døtre, Ingrid og Cæcilie, blev bragt til Sverige, hvor de blev gift med henholdsvis Jarlen af Østergøtland, Folke den Tykke, og Hertugen af Vestergøtland. Dronning Edele selv blev gift igen, nu med hertug Roger af Apulien.
Sønnen Carl blev ved sin morfar, Roberts død, konge af Flandern og fik tilnavnet ”den Gode”.
Men langs Flanderns kyster hærgede på den tid endnu mange efterkommere af kampglade vikinger, og de skal have stået bag drabet på kong Carl 1127 i Donatianskirken i Brügge, - oppe ved kirkens alter, ligesom sin far.


Christian den Anden, i Sverige kaldet ”Christian Tyran” (på grund af hans hidsige fremfærd mod adelen, værst ”blodbadet i Stockholm”) lagde an på et politisk ægteskab med den mægtige Habsburgerslægt, nøjere sagt med den tysk-romerske kejser, Maximilian den Førstes sønnedatter Isabella, søster til den senere kejser Carl den Femte. Hun var da kun 13 år og opfostredes hos sin faster ærkehertuginde Margaretha i Nederlandene (som da bestod af Holland, Flandern, Braband og Ardennerne).
Brylluppet stod i kirkesalen på slottet i Bryssel 11. juni 1514. Christian var ikke personligt til stede, eftersom han selv samme dag blev kronet i Vor Frue Kirke i København. I hans sted mødte Mogens Gøje (Gjø) som brudgom i Bryssel.

På grund af prinsesse Elisabeths unge alder blev hun først året efter hentet af en dansk flåde. Forventningsfuld, men elendig og søsyg nåede hun efter en skrækkelig stormfuld tur Helsingør, hvor hun hørte om Christians frille, Dyveke og mor Sigbrit

Hun blev modtaget af kongen på Hvidørepynten (hvor der nu står en statue af Knud Rasmussen) og i fornemt optog ført ind til Københavns slot.

Det har nok ikke været sjovt for den 14-årige prinsesse Elisabeth at komme til Danmark og finde sin tyve år ældre ægtemand i favnen på en mere moden kvinde, som sammen med sin dygtige og magtfulde mor boede i en adelsgård tæt ved slottet. Hendes Habsburger-familie klagede da også til Christian over hans opførsel og – hans store skæg! Men han skulle nok selv bestemme!
Derimod forstod han, at Elisabeth naturligvis savnede Flandern, det flamske sprog og alle de gode køkkenurter, grøntsager og suppeplanter og lækre oste. Mor Sigbrit rådede ham til at indkalde bønder fra Nederlandene, der kunne dyrke grøntsager til hoffet. Således fik vi en portion hollændere, flamlændere og friisere til Amager, hvor de overtog danske gårde, hvis ejere måtte finde sig i at blive jaget fra hus og hjem og begynde landbrug et andet sted.

Så døde Dyveke pludselig, og kongen beskyldte Torben Oxe for at have givet hende forgiftede kirsebær. Giftmord var ikke ualmindeligt, og bevis dengang umuligt. Torben havde nok haft lidt kik på den lille due. Han blev beskyldt for at have ”besmitet kongens seng”. Da kongen ikke kunne få ham dømt ved Rigsrådet, hittede han på lidt juridisk fix-faxeri for ”er hans hals end så tyk som en tyr, skal han dog miste den”! Eftersom Torben Oxe var befalingsmand på slottet, stillede kongen ham for en husret, bestående af 12 bønder fra Solbjerg landsby, som var i kongens eje.
De dømte ham fra livet, og han blev halshugget på Skt. Gjertrud Kirkegård (hvor nu Skt. Gjertruds Stræde ligger).
Da først Dyveke var væk, udviklede det kongelige ægteskab sig positivt, og Elisabeth blev tilmed gode venner med mor Sigbrit, der jo som hun selv kom fra Nederlandene. Men Elisabeth var ikke fysisk stärk. Hun födte seks børn, hvoraf kun to, Dorothea og Christine voksede op. Hun fulgte sin mand i tykt og tyndt i de religionsomskiftelige tider og blev ligesom ham grebet af Luthers forkyndelse. Til sidst ledsagede hun ham i hans landflygtighed 1523.

Hun vakte opsigt på rigsdagen i Nürnberg 1524 ved modigt og fyndigt at tale sin ægtefælles sag i denne katolske fyrsteforsamling. Hun til og med provokerede ved i byen at indtage nadveren på luthersk vis til ærgrelse og vrede blandt hendes slægtninge. I denne religiøse brydningstid var det ikke politisk-korrekt for fyrstehuse at tilslutte sig Luthers oprør mod den katolske kirke, og da hun – kun 25 år gammel – lå for døden på slottet Zwijnaerde ved Gent forsøgte både den katolske kirke og Chr. den Andens lutheranske præst at give hende den sidste nadver. Man ved faktisk ikke med sikkerhed, om hun døde som katolik eller som protestant, noget der på det tidspunkt spillede en meget vigtig rolle.

Hun begravedes i Skt. Petri klosterkirke i Gent, men hendes gravsted blev ødelagt under Napoleonskrigen af franske soldater. De jordiske rester af hende og den som spæd døde søn, Hans, førtes på privat initiativ senere til Odense for at hvile ved siden af Chr. den Anden.

Inde i Christiansborgs Portgang ses to bislagssten fra det gamle Københavns Slot. Den ene viser Christian den Andens far, kong Hans, den anden hans dronning Elisabeth (fot.).