Diskussionerne om revselsesretten og omskærelse af drengebørn er blusset op igen, og dermed er forældremyndigheden også kommet i fokus igen.
”- hvis ikke børn er forældrenes ejendom, hvis er de så? Statens? Deres egne? Man mener vel ikke, at børn ejer sig selv? Fra hvilken alder dog? Er de Guds børn? Hvis de er Allahs eller Jahves, så skal de vel også omskæres?” skriver bloggem ”37 grader”.
Ser vi tilbage på socialdemokratiets trivselsprogram fra 1969, så foreslog de en så alvorlig indskrænkning i forældremyndigheden, at man kunne tale om dens afskaffelse! Der var ingen tvivl om, at de i overensstemmelse med den da herskende mentalhygiejniske ideologi anså børnene for at være statens til at begynde med for så at blive ”deres egne” i puberteten!
Staten bestemte opdragelsen. Resultatet ser vi nu.
Undervisningsminister Ritt Bjerregaard lod sit ministerium udgive et blad for de mindste skoleklasser. Det hed ”Klub 1000”! Og lavedes af DR.
Bladet bragte nogle sider om, hvad vi (d.v.s.børnene) havde ret til. Hvorfor ikke fortælle dem, at et liv i et fælles samfund må bygge på regler, der sikrer en hensyntagen til hinanden? Næh, her gjaldt det kun ”krav” og ”ret til”.
Eleverne i skolen havde ret til at være med til at bestemme, hvad man skulle lave og hvordan, og ret til at have et elevråd. Den såkaldte ”Klassens time” var den time, hvor eleverne havde størst medbestemmelse: man kunne sige til læreren, hvad man ville snakke om. Alligevel ville DR og ministeriet styre klassesnakken: under overskriften ”Må I det her?” vistes 7 billeder. ”Snak om billlederne i klassen” stod der med rødt: der var en dreng på indkøb, én, der lavede mad stående på en taburet ved komfuret, én, der tændte for TV, én, der kørte bil, én, der smækkede læreren en ordentlig en på skrinet, én, der vredt beordrede sin far ned med skraldeposerne og én, der slog et vindu ud.”
Længere nede stod der: ”De voksne har ret til mange ting. Her er nogle af de ting, de har ret til: at gå i seng. Når de har lyst, at lade deres børn blive passet af andre, at ryge cigaretter, at få et barn mere, at flytte, at være med til at vælge dem, der styrer landet, at blive skilt, at købe nye møbler, at finde en ny mand eller kone, at slå deres egne børn, at drikke øl (og med rødt:) Skal børn være med til at bestemme noget af dette?”
Det er nogle mærkelige oplys ninger om ”ret til”. Retten er relativ, som så meget her i tilværelsen.
Hvad var meningen med oplysningerne? Skulle det være til glæde og opbyggelse for barnet? For det skulle vel ikke skabe utilfredshed?
Havde voksne ret til at gå i seng eller drikke øller midt i arbejdstiden? Hvad med alkohol og bilkørsel? Eller havde de ret til at ryge, hvis rygning var forbudt på det sted? Burde der ikke snarere have stået noget om, at rygere burde tage hensyn til forureningen og til deres medmennesker? Kunne man uhæmmet slå sine børn? Burde man slå? Kunne der være situationer, hvor det var på sin plads og måske den bedste løsning?
Det var helt rart at se, at der andetsteds i samme blad stod, at børnene skulle passe på, at isen var tyk nok til at gå på, og rette sig efter advarselsskiltene. Den artikel havde en hel anden ånd: et forbud kan altså også være lavet for at b e s k y t t e !
I dag ser vi med al tydelighed, hvad Ritt Bjerregaards børneopdragelse har ført til.
