november 28, 2008

Tatovering af mindreårige er forbudt

Dansk Folkepartis medlem af Retsudvalget, Marlene Harpsøe, reagerer skarpt på TV2 Bastas afsløringer af, at flere tatovører bryder dansk lovgivning ved at udstyre mindreårige med tatoveringer, som de ofte vil fortryde senere i tilværelsen.
Marlene Harpsøe vil rette henvendelse til justitsminister Brian Mikkelsen (K) med henblik på at få sat fokus på problematikken og få sat en stopper for lovbruddet.

- Jeg finder det helt og aldeles uacceptabelt, at man som forælder i det danske samfund kan risikere, at ens mindreårige børn bliver tatoverede. Det er strid med dansk lovgivning, fordi det fremgår klart og tydeligt, at tatovørerne ikke må tatovere unge under 18 år, siger Marlene Harpsøe.

- Jeg vil foreslå justitsministeren at skærpe bødestraffen for ulovlig tatovering af unge under 18 år. Hvis det ikke har den fornødne effekt, mener jeg, at der må en lovændring til, således at tatovører skal kunne forbydes at drive praksis, når de anden gang bryder lovgivningen på dette område, siger Marlene Harpsøe.


PRESSEMEDDELELSE fra DF fredag den 28. november 2008/KE



Man kan ikke forlange, at mindreårige skal kunne forudse, hvilke uheldige situationer, de kan komme i, hvis de i ungdommelig begejstring over en eller anden ideologi eller lignende lader sig tatovere med dettes logo.