»Vi = De islamiske stater i OIC ønsker ikke at forbyde kritik af religioner, og vi har ingen problemer med kritik, så længe den er fair og fremført på ansvarlig vis. Problemet er, når religioner og deres profeter - om det så er Mohammed, Jesus eller Moses - bliver latterliggjorte og sværtet til med det formål at opildne til had mod de, der følger religionen." Sådan siger generalsekretæren for OIC i et interview i Jyllands-Posten.
Generalsekretæren tager aldeles fejl. Meningen er naturligvis ikke at opildne til had mod dem, der følger religionen islam. Det kan de selv, og det gør de selv.
Nej, formålet er at advare de danskere, der i naivitet eller usigelige uforstand ikke har forstået hvad religionen indebærer f.ex. i strafferetslig henseende eller med hensyn til personlig frihed. Eller som ikke indser hensigten med islams religionsindpakkede politik. Med andre ord de danskere, som tror, at en trojansk hest er en ufarlig hesterace.
OIC nævner Muhammed-tegningerne og Geert Wilders' film ”Fitna” som eksempler på, at domstolene ikke beskytter mod krænkelse af religioner.
Hvad er det for en almægtig Gud som jamrer sig og har behov for hjælp? Så er han jo ikke almægtig! Og i øvrigt kan det aldrig være en krænkelse af nogen ordentlig religion at fortælle sandheden (- som f.ex. i Geert Wilders film).
Endnu mere forvrøvlet bliver generalsekretærens udtalelser, når han siger »Vi mener, at tilskyndelse til religiøst had er en ny form for racisme." Ordet ”racisme” drejer sig om racer. Racisme er den arrogance som nogen fra én race kan finde på at vise over for mennesker af anden race, sådan som vi kender det fra Den Store Bastian eller som mange personer af arabisk eller osmannisk herkomst har vist exempler på, men det har naturligvis ingenting med religion at gøre, snarere med god eller dårlige opdragelse.