Det er stadig svært at finde bolig i København - i hvert fald til overkommelig pris. Hvad blev det til med Ritts løfter for at vinde borgmesterstolen? Har hun fået slikket valgflæsket af fingrene?
Det var en katastrofe, at der ikke blev bygget tilstrækkeligt med boliger efter krigen. I hvert fald to generationer kom til at døje for dette. Mange familier havarerede og søgte skilsmisse.
Situationen blev ikke bedre af, at socialdemokratiets såkaldte trivselsprogram fra 1969 ville begrænse forældremyndigheden og mente, at børn selv skulle bestemme, hvor de ville bo m.m. Myndighedsalderen skulle nedsættes til 15 år, fra hvilket alderstrin de da kunne etablere deres egen tilværelse. Økonomien skulle klares ved, at man fra 15-årsalderen fra staten skulle modtage et minimumsbeløb, der til enhver tid svarede til den gængse folkepension, uafhængigt af om man arbejdede, uddannede sig eller drev den af, altså en slags teen-age-pension.
Med sådanne ønskedrømme og reel understøttelse hjalp socialdemokratiet indirekte BZ-bevægelsen og de dermed sammenhængende ballader.