Nedenstående er klip fra Rosendalrapporten* om Multimediehuset. Rapporten sendtes 3.11.1973 til Ernst H. Larsen, direktør for Københavns Børneværn.
”- 1. sal er beboet af en del mennesker uden den store interesse for Børneværnet, idet disse er over 18 år, men alligevel har en særlig indflydelse på det mindreårige klientel, der også befinder sig i huset, og derfor bør følges med opmærksomhed.
2. sal er mere problematisk, dette skal ses for at få den fulde forståelse af problemerne... I et mindre rum på ca. 6 x 4 m boede ca. 10 børn, når jeg skriver ca. betyder det, at der meget let kan være flere, idet man ikke bliver registreret, men på daværende tidspunkt var tallet 10 i alderen fra 12 til 17 år, alle mere eller mindre knyttet til gruppen ”Børnemagt” (navneliste vedlægges).
Om selve beboelsesrummet – kort skitseret – væggene består af gamle brædder, kun nødtørftigt slået op, døren et snavset stump tæppe, sovepladsen adskilt fra spisepladsen med en snor spændt tværs over rummet, og over denne hænger et laset og snavset stykke stof, denne soveplads ca. 2 x 4 m bruges til overnatning af alle (dags dato 10 stykker) i tilfældig orden, den yngste – en pige på 12 år – den ældste en dreng på 17 – hele mellemgruppen en lille overvægt af drenge. – Resten af rummet er spisestue – opholdsrum m.m. Møblering: en bordplade (på gulvet) samt puder eller pøller, alt (mildest sagt) meget snavset.-
Toiletforhold – i et hjørne af et meget stort lokale, EEN (det er rigtigt) een spand (tørkloset) afskærmet af forhåndenværende materiale i ca. 1½ m højde. (kan man tænke sig stanken??)
Det samme gør sig i øvrigt gældende også i et andet større lokale i samme ejendom: her er gulvet simpelthen oversået med hundeekskrementer (der er hundekennel indendørs, jeg talte 4 voksne schæferhunde og fem (5) hvalpe.-
Hvor sundt et sådant miljø er for mindreårige, vil jeg nok sætte et meget stort spørgsmålstegn ved, og jeg står sikkert ikke alene med den opfattelse, at det ikke kan undgå at præge dem på ”sjæl og legeme”. Jeg henviser hermed til ”lov om børne- og ungdomsforsorg” § 21 evt. § 22 atk. 1, det er mit absolutte indtryk, at man helt eller delvis har tilsidesat disse....
Een af de ting, der også må påpeges i denne forbindelse er den åbenlyse brug af euforiserende stoffer, der finder sted i Multimediehuset...”
Ovenstående rapport, der klarlagde under hvilke snuskede forhold børn levede i Christiania, gemte direktøren for Københavns Børneværn, Ernst H. Larsen, da det jo v
ar hans ansvar! Det lykkedes dog til sidst folketinget at få rapporten frem, idet MF advokat Lindholt insisterede. Folketinget måtte nødvendigvis vide besked med Christiania.
Cand.jur. Ernst H. Larsen, f. 1913, blev 1968 direktør for Københavns Børne- og Ungdomsværn. Som tilsynsførende ved Landsforeningen for Mentalhygiejnens Dag- og Døgncenter for narkomaner, bar han desuden et tungt ansvar for den narkohandel og hælerivirksomhed, der foregik dér, og dermed for unge menneskers narko-ødelæggelse. Han burde heller ikke have været uvidende om det økonomiske uføre og den politiske virksomhed på centret.
Sager under Københavns Børneværn kunne fremvise urigtige, fordrejede og forvanskede oplysninger m.m.
Ernst H. Larsen udviste grov pligtforsømmelse i sit embede og bar skylden for megen elendighed. Han arbejdede nært sammen med mentalhygiejnikere og ansatte BRIS-folk i Børneværnet, ligesom hans forældrefjendske synspunkter benyttedes af BRIS.
Hans uduelighed til trods blev hans jubileum naturligvis fejret af diverse embedsmænd og politikere, røde som grønne, hele bundtet med alverdens spiritus, blomster, chocolade...
Ingen spurgte om moral! Alle hyldede. Hip, hip, hurra! Psykolog Karen Berntsen kom naturligvis også, for Ernst H. Larsen var jo tilsynsførende på hendes ungdomsklinik, hvor behandlerne røg hash og narkohajer solgte morfinbase i køkkenet.
*) Afdelingsleder Jens Rosendal havde til opgave at kontrollere, at tingene fungerede, bl.a. mellem Børneværn og politiets uropatrulje.
”- 1. sal er beboet af en del mennesker uden den store interesse for Børneværnet, idet disse er over 18 år, men alligevel har en særlig indflydelse på det mindreårige klientel, der også befinder sig i huset, og derfor bør følges med opmærksomhed.
2. sal er mere problematisk, dette skal ses for at få den fulde forståelse af problemerne... I et mindre rum på ca. 6 x 4 m boede ca. 10 børn, når jeg skriver ca. betyder det, at der meget let kan være flere, idet man ikke bliver registreret, men på daværende tidspunkt var tallet 10 i alderen fra 12 til 17 år, alle mere eller mindre knyttet til gruppen ”Børnemagt” (navneliste vedlægges).
Om selve beboelsesrummet – kort skitseret – væggene består af gamle brædder, kun nødtørftigt slået op, døren et snavset stump tæppe, sovepladsen adskilt fra spisepladsen med en snor spændt tværs over rummet, og over denne hænger et laset og snavset stykke stof, denne soveplads ca. 2 x 4 m bruges til overnatning af alle (dags dato 10 stykker) i tilfældig orden, den yngste – en pige på 12 år – den ældste en dreng på 17 – hele mellemgruppen en lille overvægt af drenge. – Resten af rummet er spisestue – opholdsrum m.m. Møblering: en bordplade (på gulvet) samt puder eller pøller, alt (mildest sagt) meget snavset.-
Toiletforhold – i et hjørne af et meget stort lokale, EEN (det er rigtigt) een spand (tørkloset) afskærmet af forhåndenværende materiale i ca. 1½ m højde. (kan man tænke sig stanken??)
Det samme gør sig i øvrigt gældende også i et andet større lokale i samme ejendom: her er gulvet simpelthen oversået med hundeekskrementer (der er hundekennel indendørs, jeg talte 4 voksne schæferhunde og fem (5) hvalpe.-
Hvor sundt et sådant miljø er for mindreårige, vil jeg nok sætte et meget stort spørgsmålstegn ved, og jeg står sikkert ikke alene med den opfattelse, at det ikke kan undgå at præge dem på ”sjæl og legeme”. Jeg henviser hermed til ”lov om børne- og ungdomsforsorg” § 21 evt. § 22 atk. 1, det er mit absolutte indtryk, at man helt eller delvis har tilsidesat disse....
Een af de ting, der også må påpeges i denne forbindelse er den åbenlyse brug af euforiserende stoffer, der finder sted i Multimediehuset...”
Ovenstående rapport, der klarlagde under hvilke snuskede forhold børn levede i Christiania, gemte direktøren for Københavns Børneværn, Ernst H. Larsen, da det jo v
ar hans ansvar! Det lykkedes dog til sidst folketinget at få rapporten frem, idet MF advokat Lindholt insisterede. Folketinget måtte nødvendigvis vide besked med Christiania.Cand.jur. Ernst H. Larsen, f. 1913, blev 1968 direktør for Københavns Børne- og Ungdomsværn. Som tilsynsførende ved Landsforeningen for Mentalhygiejnens Dag- og Døgncenter for narkomaner, bar han desuden et tungt ansvar for den narkohandel og hælerivirksomhed, der foregik dér, og dermed for unge menneskers narko-ødelæggelse. Han burde heller ikke have været uvidende om det økonomiske uføre og den politiske virksomhed på centret.
Sager under Københavns Børneværn kunne fremvise urigtige, fordrejede og forvanskede oplysninger m.m.
Ernst H. Larsen udviste grov pligtforsømmelse i sit embede og bar skylden for megen elendighed. Han arbejdede nært sammen med mentalhygiejnikere og ansatte BRIS-folk i Børneværnet, ligesom hans forældrefjendske synspunkter benyttedes af BRIS.
Hans uduelighed til trods blev hans jubileum naturligvis fejret af diverse embedsmænd og politikere, røde som grønne, hele bundtet med alverdens spiritus, blomster, chocolade...
Ingen spurgte om moral! Alle hyldede. Hip, hip, hurra! Psykolog Karen Berntsen kom naturligvis også, for Ernst H. Larsen var jo tilsynsførende på hendes ungdomsklinik, hvor behandlerne røg hash og narkohajer solgte morfinbase i køkkenet.
*) Afdelingsleder Jens Rosendal havde til opgave at kontrollere, at tingene fungerede, bl.a. mellem Børneværn og politiets uropatrulje.
