november 10, 2008

Det "sociale experiment"

Som tidligere lovet vil jeg ind imellem se tilbage i tiden.
Og hvorfor så ikke kikke lidt på Christiania, som i øjeblikket fører sag ved Østra Landret mod staten. Det nuværende Christiania er dog ikke helt som det var i 70´erne.

Socialrådgiver og minister Eva Gredal kaldte Christiania et ”socialt experiment”. Det drejede sig bl.a. om narkotika.
Et projekt (omkring 1973 ?) gik ud på, at man med en gruppe stofmisbrugere skulle rejse til Ægypten. Nogle vil sikkert undre sig, for i Ægypten og andre lande på de kanter er hashplanten ganske almindelig.
Målet med rejsen var ifølge projektet, at de 20 rejsedeltagere skulle indskrænke deres hashforbrug til ”personligt brug plus lidt hash til venner og bekendte.”(Hvormange venner?). Bag dette program stod mentalhygiejnikere som psykolog Jacob Vedel-Petersen, narkokonsulent Tine Bryld, hendes fætter, læge Peter Ege, BRIS- og Solvognstilhænger, professor Ole Krarup, Per Løvetand og Svend Haugaard. Hash er ligesom andre narkotika ulovligt og ikke nogen redningsplanke for narkomaner, men det var vel heller ikke så alvorligt ment. Staklerne var jo blot brikker i et politisk spil og kunne bruges til snak om Christianis herligheder.

Idéen med Ægyptensrejsen vakte naturligvis megen diskussion, og det lykkedes åbenbart ikke for projektlederne at få offentlig støtte til rejsen, men det lykkedes andre steder.”Ingen kan være harmfulde over, at en gruppe mennesker på privat initiativ uden nogen som helst støtte fra det offentlige har brugt kræfter på...at give 20 socialt, psykisk og fysisk svage personer en chance” skrev sygeplejerske Wivian Fuglsang. Hun var med i BRIS´ støtteforening, Børns vilkår

Overlæge Svend Heinild lovede, at der ville blive udarbejdet en videnskabelig artikel, som ville blive offentliggjort i Ugeskrift for Læger. Da artiklen ikke kom, forlød det, at der i stedet for ville komme en bog om projektet, men den kom heller ikke. Men der var heller ikke noget at prale af: samtlige stofmisbrugere fra rejsen kom snart efter hjemkomsten igen i forbindelse med narkopolitiet.



Kilde: Tidsskriftet AKTION 1/1977 og Familieværnets telefonavis