Det var herligt forfriskende at læse i ugebladet Der Spiegel og andre aviser om Tysklands store litterære navn Marcel Reich-Ranicki og hans nylige oprør mod TV-præstationerne. Han er født i Polen, men studerede i Tyskland, indtil han – som jøde – blev udvist til Polen. Han overlevede likvideringerne af jøderne i 1943 og gjorde snart karriere som forfatter og litteraturkritiker i Tyskland.I 13 år var han TV-studievært på det populære bogprogram ”Litterær kvartet” og han har modtaget et hav af priser. Han har rundet de 88, men er stadig fuldt åndsfrisk og det viste han på bedste måde fornylig.
Han var af det tyske TV inviteret til et stor gallashow i Køln, hvor man ville fejre ham og overrække ham det tyske fjernsyns pris. Den store sal vrimlede af kendte navne og tiljublede stjerner, og på scenen afvikledes det ene indslag efter det andet under behørig jubel og klappen og prisuddelinger for alle gode indsatser og præstationer, og med professionelle forklaringer og replikker fra TV-værten Thomas Gottschalck.
Så kom turen til Reich-Rasicki. Med bruset fra publikums klappen i ryggen kom han op på talerstolen. Ingen fra TV havde åbenbart gjort sig tanker om, hvad indtryk denne gallaforestilling gjorde på den højlærde gamle forfatter, eller at han under forestillingen havde kikket på sit ur gang på gang.
Han undskyldte, og publikum lyttede desorienteret. Så kom det: »Jeg hører ikke til i denne konkurrence. Jeg finder det slemt, at jeg har måttet opleve det her i aften. Efter alle de tåbeligheder, som jeg har set denne aften, tror jeg ikke, at jeg hører til her. Jeg tager ikke imod denne pris. Måske skulle jeg have sagt det før. Men jeg vidste ikke, hvad der ventede mig«
Forfatterinden Elke Heidenreich, som havde overtaget Reich-Ranickis TV-litterære program, skyndte sig hjem og skrev et læserbrev, som blev en uforbeholden hyldest til Reich-Ranicki. Hun beskriver det uforglemmelige øjeblik således: »Jeg kunne være hoppet op i luften af glæde, af glæde over denne modige, vrede, forulempede, kloge mand og af raseri og græmmelse over denne skamskudte foranstaltning, denne grænseløse plathed«.»Hvor jammerlige var ikke flertallet af de præmierede produkter, hvor jammerligt er ikke vores fjernsyn, hvor fattigt, hvor dumt, hvor kulturløst, hvor latterligt«, skriver hun.»Man byder ikke en så intelligent mand den slags timelange idioti i hæslige kulisser og under ledelse af Thomas Gottschalk.”.... ”Reich-Ranicki var et glimt af lys«»Det hedder allerede i radioerne, at Reich-Ranicki har vakt skandale. Åh nej, det har han ikke. Skandalen var denne ganske grusomme forestilling. Reich-Ranicki var et glimt af lys" mener hun og slutter med denne finale: »Man skammer sig over overhovedet at arbejde for sådan en kanal. For min skyld kan I smide mig ud nu, jeg er træt af kampen. Jeg skammer mig. På alles vegne beder jeg alle dem, der har måttet tåle disse tilstande, om undskyld«.
Elke Heidenreich blev fyret på gråt papir.
Reich-Ranicki afviste at modtage TV-prisen, en glasobelisk, så Gottschalk måtte give den til den TV-producent som var i gang med en biografisk dokumentarfilm om Reich-Ranicki. Reich-Ranicki listede ud af bagdøren og hjem.
Den altid spidse kommentator Henryk M. Broder (som i øvrigt nylig optrådte i Danmark i Trykkefrihedsselskabet) gav igen på de fornærmede TV-chefers surhed med ordene: »Hvor åbne kanalcheferne virkelig er for kritik, viste sig på gallaaftenen. Cheferne for TV-stationerne ZDF, WDR og ministerpræsidenten i Nordrhein-Westfalen, alle jublede de over det rebelske barn på scenen, som var de ikke en del af det maskineri, der avler det nonsens, de siden præmierer«.
Sådan et frisk pust kunne vi givetvis også trænge til i Danmark og i mange andre lande! Eller er meningen måske den, at vi skal underholdes med alt muligt pjank og pjat for at bedøves og dermed ikke være opmærksom på, hvad der foregår omkring os, når politikerne sælger ud af landets suverænitet? Skal vi ligesom romerne - inden Romerrigets sammenbrud - ikke have tid at fatte...
Han var af det tyske TV inviteret til et stor gallashow i Køln, hvor man ville fejre ham og overrække ham det tyske fjernsyns pris. Den store sal vrimlede af kendte navne og tiljublede stjerner, og på scenen afvikledes det ene indslag efter det andet under behørig jubel og klappen og prisuddelinger for alle gode indsatser og præstationer, og med professionelle forklaringer og replikker fra TV-værten Thomas Gottschalck.
Så kom turen til Reich-Rasicki. Med bruset fra publikums klappen i ryggen kom han op på talerstolen. Ingen fra TV havde åbenbart gjort sig tanker om, hvad indtryk denne gallaforestilling gjorde på den højlærde gamle forfatter, eller at han under forestillingen havde kikket på sit ur gang på gang.
Han undskyldte, og publikum lyttede desorienteret. Så kom det: »Jeg hører ikke til i denne konkurrence. Jeg finder det slemt, at jeg har måttet opleve det her i aften. Efter alle de tåbeligheder, som jeg har set denne aften, tror jeg ikke, at jeg hører til her. Jeg tager ikke imod denne pris. Måske skulle jeg have sagt det før. Men jeg vidste ikke, hvad der ventede mig«
Forfatterinden Elke Heidenreich, som havde overtaget Reich-Ranickis TV-litterære program, skyndte sig hjem og skrev et læserbrev, som blev en uforbeholden hyldest til Reich-Ranicki. Hun beskriver det uforglemmelige øjeblik således: »Jeg kunne være hoppet op i luften af glæde, af glæde over denne modige, vrede, forulempede, kloge mand og af raseri og græmmelse over denne skamskudte foranstaltning, denne grænseløse plathed«.»Hvor jammerlige var ikke flertallet af de præmierede produkter, hvor jammerligt er ikke vores fjernsyn, hvor fattigt, hvor dumt, hvor kulturløst, hvor latterligt«, skriver hun.»Man byder ikke en så intelligent mand den slags timelange idioti i hæslige kulisser og under ledelse af Thomas Gottschalk.”.... ”Reich-Ranicki var et glimt af lys«»Det hedder allerede i radioerne, at Reich-Ranicki har vakt skandale. Åh nej, det har han ikke. Skandalen var denne ganske grusomme forestilling. Reich-Ranicki var et glimt af lys" mener hun og slutter med denne finale: »Man skammer sig over overhovedet at arbejde for sådan en kanal. For min skyld kan I smide mig ud nu, jeg er træt af kampen. Jeg skammer mig. På alles vegne beder jeg alle dem, der har måttet tåle disse tilstande, om undskyld«.
Elke Heidenreich blev fyret på gråt papir.
Reich-Ranicki afviste at modtage TV-prisen, en glasobelisk, så Gottschalk måtte give den til den TV-producent som var i gang med en biografisk dokumentarfilm om Reich-Ranicki. Reich-Ranicki listede ud af bagdøren og hjem.
Den altid spidse kommentator Henryk M. Broder (som i øvrigt nylig optrådte i Danmark i Trykkefrihedsselskabet) gav igen på de fornærmede TV-chefers surhed med ordene: »Hvor åbne kanalcheferne virkelig er for kritik, viste sig på gallaaftenen. Cheferne for TV-stationerne ZDF, WDR og ministerpræsidenten i Nordrhein-Westfalen, alle jublede de over det rebelske barn på scenen, som var de ikke en del af det maskineri, der avler det nonsens, de siden præmierer«.
Sådan et frisk pust kunne vi givetvis også trænge til i Danmark og i mange andre lande! Eller er meningen måske den, at vi skal underholdes med alt muligt pjank og pjat for at bedøves og dermed ikke være opmærksom på, hvad der foregår omkring os, når politikerne sælger ud af landets suverænitet? Skal vi ligesom romerne - inden Romerrigets sammenbrud - ikke have tid at fatte...
Foto: Den 88-årige Marcel Reich-Ranicki og den forbløffede TV-vært
