Forleden (21.5.13) kunde
Ekstrabladet fortælle, hvordan indvandrerknægte morede sig med at
bombardere dyrene på besøgslandbrugscentret nær Gellerupparken med
sten. De evindelige ”godhedsmennesker”, som altid undskylder
verdens mest barbariske opførsel, forklarer det sikkert med, at det
jo drejede sig om grise, og at det er en krænkende provokation mod
muslimer at vise sådanne dyr frem!
Men det gik også ud over
kaniner,
høns, lam og får.
Den kurdiske forfatter,
Salim Barakat, kan lære os noget. Han har i sin roman
”Jerngræshoppen” beskrevet, hvordan kurdiske børn leger
sadistisk med de dyr, de kan få fat på. De flår pindsvin levende,
drukner muldvarper, hælder benzin over kattte og sætter ild til,
sønderkvaser hunde, river fjerene af vipstjerter og begraver dem
levende.... En dyremishandling, som vi overhovedet ikke kan
forestille os i vor vildeste fantasi, og boganmelderen ved det
svenske Aftonbladet så sig nødsaget til at advare læserne:
””Drengene drives af en rastløs trang til virksomhed og en
uomtvistelig grusomhed mod alle levende væsner, som krydser deres
vej, og som de kan få fat på. Deres sadisme er skildret pinagtigt
klart og nøgternt, og læsere, som væmmes ved dyrplageri, bør nok
undgå denne roman. Hjerteløsheden er sat i system, ikke bare i den
her drengeflok, men i næsten alle de kredse af samfundet, som
knægtene kommer i kontakt med.”
De voksne i bogen er ikke
bedre. De lemlæster hinanden og skænder kvinderne, som overhovedet
kun opfattes som kønsobjekter.
Forfatteren tager ikke
afstand fra sadismen. Han er tilsyneladende med på holdet. I et
interview i Svenska Dagbladet 17. juni år 2000 siger han: ”Der
hvor jeg voksede op, var katte nogen, som stjal maden, og var ligeså
afskyelige som slanger og kakelakker. Her (i Sverige) er det noget
helt andet. I har jo særlige dyrehospitaler, og snart åbner I vel
skoler for jeres hunde og katte”, ler han hånligt.
Desværre
skyldes dyreplageriet nok den islamisk-kulturelle arv,
idet man ikke vurderer dyr særlig højt, trods alt, de giver os.
Mange
Danskere har sikkert følt inderligt med kurderne, når man hørte om
tyrkernes og Saddam Husseins fremfærd imod dem, men denne bog -
skrevet af en kurder - er så modbydelig i sine beskrivelser af
dyrplageri, at man slår korsets tegn for sig og spørger sig selv,
om en sådan kultur kan integreres og berige os Danskere?
