Artikel skrevet af
Man kommer tit til at tænke på, hvor sjoflet og lidt forstået Mogens Glistrup (28/5 1926 – 1/7 2008) blev af sin samtid, og konturerne af hans store tankebygning til fordel for Danmark og danskerne tegner sig med historiens gang stadig klarere.
Glistrups politiske tænkning omfattede hele verden, og i forbindelse med, at jeg netop læser en studie over Immanuel Kants skrift „Til den evige fred” (1795), undres jeg igen over, hvor meget Glistrups idéer går parallelt med de største filosoffers. Kant udtænkte en forfatningsmæssig orden for staterne, så verdens fred og frihed kunne sikres. Det var nødvendigt, at folkene var frie, både i staterne og mellem dem (derimod må der være krigstilstand med fx den totalitære islam). Staten skulle for både Kant og Glistrup værne om individets sikkerhed og ejendom. I øvrigt råder friheden. Også Kant fremhævede ytringsfriheden som det afgørende element, for ”alle handlinger, som berører andre menneskers ret, er uretfærdige, hvis de bygger på maksimer, som ikke tåler offentligheden”. En forudsætning for freden er yderligere, at staterne ikke blander sig i hinandens indre forhold. Stik imod den forfejlede, herskende overnationale ideologi så Kant (og Glistrup) folkeretten som et værktøj til at regulere forholdene mellem frie stater i et stadig mere omfattende fredsforbund, som vort FN kun er blevet en karikatur af. Særlig i nyere tid er Kant blevet kritiseret for ikke at have medtænkt et styrende overnationalt organ i sin skitse til verdensfreden, men det var med velberåd hu.
Kant talte også om „verdensborgerskabsretten”, som er blevet mistolket i plat moderne menneskerettighedsretning, men som han udtrykkeligt skriver „skal være begrænset til, hvad der gælder for det almene gæstevenskab (‘hospitaliteten’)”. Den fremmede har dog kun besøgsret i et andet land, ikke en ret til at være egentlig gæst, hvilket ville fordre særlige aftaler. Via „hospitalitetsretten” kunne folk fra vidt adskilte egne omgås fredeligt, når retten vel at mærke ikke blev misbrugt. Kant mente, at en egentlig sammensmeltning af folkene var unaturlig („widernatürlich”). Den evige fred skulle tværtimod fuldende nationaltanken: Hver nation skal lade sin stemme lyde i verdenssymfonien, så den bliver en harmonisk helhed. På samme måde lå intet fjernere for Glistrup end at udtale sig nedsættende om andre folk; han mente af hele sit hjerte, at han holdt af alle verdens mennesker, og ville også deres lykke, for så vidt den ikke gik imod danskernes.
Som Glistrup søgte også Kant at udforme sine politiske idéer sådan, at selv „et folk af djævle” ved at følge ordningens fornuft kunne indgå i folkenes samfund. Her rammer man jo kernen ved megen politisk korrekt stræben, at den forudsætter en forbedring af menneskene, hvilket fører til samfundshersen og udemokratisk opdragermentalitet. Glistrup indså på linje med Kant det afgørende i, at et politisk system er indrettet til at fungere uafhængigt af medlemmernes „gode vilje”; således har det moderne multikulti-projekt som forudsætning, at alle parter til stadighed viser god vilje og engleagtig tålmodighed, men det sker jo ikke i virkeligheden. En af Kants definitioner på politik lyder: „Hvad der kræves er en praksis, som grunder sig på de principper, erfaringen har givet os om den menneskelige natur, altså en lære, som ved formuleringen af sine grundsætninger ikke holder sig for god til at tage hensyn til, hvordan det faktisk går til her i verden.” Dét ville Glistrup med sikkerhed kunnet have skrive under på. Enhver idiot kan udtænke en utopi befolket udelukkende af „gode” mennesker. Geniet viser sig i udtænkningen af en vej til at opnå et godt samfund på grundlag af virkelighedens alt andet end fuldkomne, ja faktisk slette mennesker.
Så Glistrup var langtfra den platte populist, som vor tids politiske nuller udpegede ham som – han skuede langt videre end disse og bør være en stadig inspirationskilde for fremtidens nationale ideologer, der ikke bør være flove over at kaldes glistrupianere.
Frit efter Thomas Kingos digt til Griffenfeld kunne man med rette skrive:
Du, vor Danmarks ros, vor tids sirat og ære,
høj-ædle Glistrup, hvad du har om at bære
af himlen i dit sind, det aldrig hvile får,
men daglig op på dyds og æres trapper går.
Hvad troskab nogen kan i danske hjerter finde,
hvad visdom nogen kan af bedste hjerner spinde,
hvad flittighed man kan udfordre af nogens hånd,
det alt hos dig er knyt i lænke-knude og bånd…
høj-ædle Glistrup, hvad du har om at bære
af himlen i dit sind, det aldrig hvile får,
men daglig op på dyds og æres trapper går.
Hvad troskab nogen kan i danske hjerter finde,
hvad visdom nogen kan af bedste hjerner spinde,
hvad flittighed man kan udfordre af nogens hånd,
det alt hos dig er knyt i lænke-knude og bånd…
Gud give det dit navn til verdens sidste år
en evig stjerne på vor danske himmel får.
en evig stjerne på vor danske himmel får.
