I tirsdagens svenske Ring P1 påstod Kjell Albin Abrahamsson, at spektaklerne i Husby var en “enestënde hændelse”. Enten beror denne påstand på uvidenhed eller er en cadeau til den politiske korrekthed, som erstatter saglighed og upartiskhed i public-serviceradioen, så snart det gælder indvandring og multikultur.
Har programlederen virkelig ikke hørt tale om alle tidligere spektakler med bilafbrænding, nedbrændte skole-,dag- og fritidshjem, stenkastning mod politiet og redningstjenesten m.m. m.m. i Malmø/Rosengård(herregården/Seved, Södertälje/Ronna, Gøteborg/Hammarkullen/Bergsjön, Uppsala/Gottsunda, Stockhom/Tensta/Rinkeby med flere andre områder med såkaldt “sammensatbefolkningsstruktur”?
Som udenrigskorrespondent burde Abrahamsson desuden kende til spektaklerne i Paris’s forstæder - bl.a. Clichy-sous-Bois - som 2005 hurtigt spredte sig til flere andre franske byer som Cannes, Le Havre, Rouen m.fl.
Gentagne spektakler har også fundet sted i Storbritannien - i bl.a. Birmingham, Manchester, Liverpool og Bradford. Ligesom i Holland og Belgien. I Tyskland er bl.a. og i særdeleshed den indvandrertætte Neukölln i Berlin blevet ramt - en bydel, hvor “mange unge hverken kan tale rigtig tysk eller behersker sit modersmål” som SvD’s reporter Tomas Lundin konstaterede i SvD den 9. november 2005.
I samme artikel frygtede den tidligere talsmand for EU-kommissionen, Romano Prodi, at “det bare var et tidsspørgsmål inden spektakler og gadevold bryder ud i italienske byer.”
For nogle år siden forudsagde Frankrigs daværende Brysselambassadør Christian Lambert “Europas sikre selvmord.” “Udviklingen” har desværre givet ham ret. Nogen “enestående hændelse” er spektaklerne i Husby altså ikke!
Videre til programlederens oplysning
Præsident Chirac krævede, at Frankrigs ledere skulde møde ligisterne med at være “faste og trofaste mod Frankrigs værdier” og indførte straks undtagelsestilstand, som forlængedes tre måneder: Han opfordrede oprørernes familier til at “udøve sin forældreauktoritet og tage ansvar for de unge” samt truede med sanktioner mod oprørernes familier.
Borgmesteren i en af de værst ramte forstæder - Georges Tron - meddelte, at den sociale understøttelse vilde blive inddraget for familierne til dem, der blev dømt for opløb i hans kommune.
Nicolas Sarkozy - daværende indenrigsminister - gav ordre til, at de, der dømtes for delagtighed i opløbene og ikke havde fransk statsborgerskab (- mange af dem befandt sig nemlig illegalt i landet -) skulde udvises. Også de, som var født i Frankrig, men havde forældrenes nationalitet, skulde udvises. “Når man har æren at have en opholdstilladelse, skal man ikke fremprovokere uroligheder i byerne”, fastslog Sarkozy.
Senere slog han fast, at “hæderlige folk må kunne fejre nytår uden at forgiftes af en minoritet, som vil sprede terror ved gangstermetoder, den stærkeres ret og brug af vold.”
I Sverige var daværende statsminister Göran Persson givetvis kritisk mod de franske tiltag. “Jeg er overrakset over ordvalget, både i indledningen og i fortsættelsen. Der er en sådan uforsonlighed i holdningen, at jeg ikke tror, at det fører frem til en dialog. Der findes en berettiget kritik af det franske samfund, og den møder man ikke med den slags udtryk som Sarkozy anvendte,”
Sverige vælger som bekendt altid “en anden vej” end det øvrige Europa!
Inger-Siv Mattson, f d internationell sekreterare vid ett statligt forskningsråd
Alphyddevägen 55, 131 35 Nacka (tel 716 87 03) (oversat af Spydpigen)
