En stor tak til Louise!

Illustrationen t.v.: Kalkmaleri om ulven eller ræven, der prædiker for de gæs. To falske prædikanter på hver sin prædikestol, beundret af de enfoldige gæs.









I Moseloven står der: Du må ikke tage Herrens, din Guds navn forfængeligt.
Ifølge den store danske ordbog betyder ”forfængelig”: tom, unyttig, overfladisk.
At tage noget forfængeligt betyder altså at bruge det på en tom måde, at misbruge det.
Det er oversat fra det latinske: "assumere in vanum" = optage det i tomhed, intetsigenhed.

Det er hvad Abdul Wahid Pedersen gør, og det har han lov til, for han er ikke kristen, og Vorherre er ikke hans Gud, men for ham blot et kættersk gudebillede for de vantro, der kalder sig kristne.
Han har ikke bare lov til det. Han skal selvfølgelig foragte de kristnes Gud, for han har omvendt sig til islams Allah og ingen kan tjene to herrer. Gør han det, er han frafalden fra islam og bør således henrettes ifølge koranen. Han bruger Guds navn forfængeligt for at narre de enfoldige og missionere = drive propaganda for verdens mest barbariske og brutale gud, Allah, der gennem 1400 – fjortenhundrede år – har forfulgt, pint og dræbt millionvis af sagesløse mennesker, der bekendte sig til kristendommen. Abdul nævnte i sin fredssnak overfladisk de skrækkelige myrderier rundt om i verden, men kom af gode grunde ikke nærmere ind på, hvad årsagen kunde være.

(Samme historie fra et andet kalkmaleri. Nederst t.v. løber Mikkel Råv med en gås. Og de her gæs er
ikke så dumme endda: belært af erfaringen fanger de rævene og klynger dem op i galgen!)



Man må have Abdul undskyldt, for sagen er jo den, at han ikke har nogen fri mening. En muslim skal
tro på alt, man bilder ham ind uden mindste selvstændig tanke. Islam betyder underkastelse - af Allah, det vil i praxis sige af præsteskabet, som alene og enevældigt står for tolkning af de så kaldte "hellige skrifter". Skulde nogle muslimer tænke selvstændigt, skjuler de det i reglen af angst for den straf, som er foreskrevet i koranen: døden.

Det er synd for Abdul, men han er slave af en lovreligion, hvis regler er ubrydelige.
Derfor tilslutter han sig også shariaens grusomme brutalitet, bl.a. stening af kvinder, der er utro mod deres mænd. Beviser kan let skaffes. Det rækker, at kvinden har været ALENE i samme rum som en fremmed mand. Sex spiller en fantastisk rolle i islam, og pedofili - misbrug af børn, ja tilmed af småbørn, helt ned til babystadiet - er accepteret og ikke en forbrydelse i islam!

Abdul må ifølge sin Allah ikke engang være ven med ”bogens folk” - d.v.s.
kristne og jøder. De skal for altid anses for hans fjender.
Men "vi er rigtigt glade for, at du har sagt JA til at komme",
kvidrede sognepræsten, og Abdul svarede  "en stor TAK til Louise!"

Det sande islam skal hemmeligholdes for at vinde proselytter. Det er det Abdul gør. Han taler udenom sandheden og er åleglat i sin spirituelt udviklede løgnagtighed, som han har behersket lige fra sin ungdoms anbefaling og salg af narkotika til uvidende unge. "Dødens Købmand". Han hykler og vil
med løgn ("taquia") indbilde sine medmennesker, at Allah og Vorherre er een og samme Gud. Og der er kun een, betoner han, ikke to eller flere` (han sagde ikke "tre", men bemærkningen sigtede mod det teologiske begreb i den kristne kirke: Treenigheden, Trinitas, som netop fejres med pinsen.


Abdul hævdede, at vi var fælles i at have en tro, en længsel i hjertet efter at tjene Gud og "vende os til ham" - en smart sætning, som måske i skrift skulde skrives "og vænne os til ham".

Hvilken "ham"?

For Abdul er "ham" naturligvis Allah.