maj 08, 2013

Den hellige Treenighed, sancta trinitas

Symboler er naturligvis ældre end skrifttegn og udvikler sig bl.a. til hieroglyffer og mange forskellige skrifttegn i menneskeheden. Urmennesket må have sat tegn for at fortælle venner og frænder et og andet, måske hvor der var vand eller mad eller varme. Og efterhånden har man fået en række symboler også for åndelige ting, for tro og livsopfattelse.


Fra det klassiske Græskenland kender vi ordet ichthys (=der betyder ”fisk”), hvis bogstaver tolkedes som Iesus Christos theu hyios soter = på dansk: Jesus Kristus,
Guds søn, frelseren, og sikkert har de troende også tænkt på Peters fiskedræt. Under kristenforfølgelserne i de første århundreder af vor tidsregning tegnede man grafittitegninger af fisk rundt omkring, bl. a. i de romerske katakomber, som et hemmeligt tegn for at bekræfte sin tro og vise sin modvilje mod det barske regimes religionsforfølgelser. Og fiskesymbolet existerer stadig. I Italien hænger man undertiden små fiskefigurer på juletræet. Her er Skt. Peter med fiskedrættet over porten på bispegården i København.

I vor nutidige kulturkonflikt er de ældgamle kristne symboler, korset (i mange forskellige former) , krucifixet, glorien, fisken, duen, lammet, hjorten, Vorherres hånd strakt ned fra himlen, evangelistsymbolerne etc. fået nyt liv, og intet kan vel få en
simpel yderliggående islamist til at vræle og brøle ved et sådant symbol - et uskyldigt konfirmationskors om en hals.



Jellingestenens pragtfuldt udførte billede af Jesus, tegnet som et kors, kender vi alle, og det kaldes populært Danmarks dåbsattest. I moderne tid har man brugt billedet i vore danske pas som ufejlbarligt tegn på den kuturarv, vi fik overladt, og som fremmede magter i samspil med interne vandaler forsøger at flænge itu.
Dette kendte Jesusbillede, som ikke henfalder til ubehagelige tanker om frygelige lidelser, men snarere indgyder lys og håb, er vævet ind i vikingetidens kendte slyngornamentik. Og midt i disse slyng er der gamle symboler, som sikkert var ukendte for den brede almenhed, og stadig er det. Det er et tegn dannet af tre sammenslyngede buede linjer og fortolkes som den hellige treenighed, sancta trinitas.
Man kan træffe på det på gamle kirkevægge, på døbefonte og runesten. Det kaldes også triquetra = trekant.


Ludvig den Fromme, søn af Karl den Store og kejser i det frankiske rige 814-40, lod slå mønt med dette besværgende symbol på begge sider, på forsiden ganske lille ved foden af et kors, men stort på bagsiden. Flere mønter fra forskellige europeiske områder bærer dette treenighedstegn gennem middelalderens følgende århundreder, som af senere tiders møntsamlere ind imellem er blevet kaldt 
den gordiske knude – i betydningen: en 
uløselig knude. På dansk også kaldet ”valknude”*.

Nordboerne har sikkert opfattet det som et magisk tegn. Snorra Sturluson den Yngre fortæller i sin Edda om den storpralende jætte Hrungnir, som gav sig i kamp med Thor og tabte stort. ”Hrungnir havde et hjerte af hård sten og spids med tre hjørner, således som siden er gjort det tegn, som hedder Hrungnirs hjerte.”
Er der mon tale om det gamle treenighedssymbol eller om en nordisk hedensk efterligning?


Det var Knud den Store, der grundlagde møntvæsenet i Danmark o. 1020, og symbolet blev især knyttet til Harald Blåtands kirke i Roskilde, viet til den hellige Treenighed. Historikeren Kr. Erslev påviste, at mønttypen med de ”tre sammenlagte skjolde” var dominerende 1020-1060 (fra Knud den Store til Svend Estridsen). Knud den Store havde gennem sit navn (Knutr ligesom Hardaknutr (=Hårdknude)) en særlig tilknytning til Treenighedssymbolet. Her er en mønt fra Knud den Store, slået i Roskilde.

I den store redegørelse for den Kgl. Mønt- og Medaillesamling 1791 kendtes kun eet exemplar af Roskildetypen, som man dog ikke ejede, men gengav efter en tegning af
Jacob Langebek, hvor symbolet beskrives som ”tre spidse skjolde i hinanden”. Med Selsøfundet i 1822 og flere andre blev disse mønter ret almindelige. Uden for Roskilde forekom treenighedssymbolet kun på nogle mønter fra Slagelse.

Harald Harderåde, søn af kongen over det norske Ringerike, tjente en tid hos fyrst Jaroslav i Holmgård (=Novgorod) i Gardarike og siden som leder for en hær på 500 mand som væringer i Miklegård (=Byzans, Konstantinopel) hos den byzantinske kejser og deltog i flere krige. I 1046 vendte han hjem til Norge, belæsset med rige gaver, erobringer og erfaringer og blev medkonge med danske Magnus den Gode. Harald  har sikkert set de danske mønter med treenighedssymbolet, som han måske kendte fra Byzans. Han valgte det som hovedtype, da han genindførte møntprægning i Nidaros (=Trondhjem) og Hamar.


Da Norges union med Sverige ophørte i 1905, bestræbte Norge sig på alle måder for at knytte forbindelser tilbage til middelalderens Norge. Først og fremmest gjaldt det Hellig Olav, der tramper på hedenskabens drage, så rigsvåbenets norske løve og endelig det formodede treenighedssymbol. Professor Bredo Morgenstierne skrev i 1908 i tidsskriftet ”Samtiden” om løsningen af denne nationale opgave: ”De tre sammenstillede skjolde er hentet fra en række af vore middelalderlige mynter.”



*) valknude = en uløselig knude, f.eks. om knude på piskesnor eller hestehale eller optrevlet tovende. Første del af ordet af usikker herkomst, måske en sammenhæng med at valke.

Kilde: Georg Galster i Nationalmuseets Arbejdsmark 1977.