Morten Messerschmidt (DF) Foto: Pressefoto
Valgkampen er gået ind i sin sidste måned og dermed bliver ikke bare valgløfterne mere vidtløftige; men også angrebene på især mig og Dansk Folkeparti mere kreative. Jeg har allerede fået en forsmag på, hvad de øvrige partier spreder af rygter og usandheder om mig og min politik. Derfor giver det mening allerede her og nu at imødegå i hvert fald syv af dem.
1) Et velfærdsforbehold er uforeneligt med indre marked og vil tvinge Danmark ud af EU.
Som en reaktion på, at EU nu har underkendt vore optjeningsprincipper og i stigende omfang lader andre eu-landes borgere få adgang til danske velfærdsydelser, har jeg formuleret, at Danmark bør gå efter et velfærdsforbehold. Et velfærdsforbehold vil én gang for alle slå fast, at det alene er Folketinget – og ikke EU – der afgør, hvem der kan få danske socialydelser og hvornår. Dette er ikke et brud med EU eller indre marked, men en begrænsning, så samarbejdet vender tilbage til, hvad der oprindeligt var hensigten. Inddragelsen af sociale ydelser er et relativt nyt fænomen, drevet frem af først og fremmest EU-domstolen, og det er forkert at antage, at et indre marked ikke kan fungere uden.
Det gjorde det i 80erne og naturligvis kan man rulle en udvikling tilbage uden at skulle vende det hele ryggen. Jeg er grundlæggende tilhænger af idéen om, at arbejdskraft skal kunne bevæge sig over grænser; men ikke at det er EU, som fastlægger, hvornår man kan få SU, børnepenge, kontanthjælp eller dagpenge. Hvis unionspartier ønsker, at det skal være en del af EU, burde de have sagt det, da vi stemte om traktaterne. Det er aldrig sket. Tværtimod er vi gang på gang blevet fortalt, at socialydelser netop ikke ville være en del af eu-samarbejdet. Se eksempelvis denne film vedr. valgkampen i 1972.
2) Dansk Folkeparti vil i virkeligheden have Danmark ud af EU.
Det er meget ved EU, som er skidt og som ikke fungerer. Landbrugsstøtten er skadelig. Strukturstøtten er lige til at grine af (hvis ikke det var vore penge, der blev spildt). Overreguleringen er omfattende. Og EUs indblanding i sager, der aldrig skulle have været et fællesanliggende, er enorm. Men når det er sagt, så er der bestemt også områder, hvor EU giver mening.
Handel uden tekniske handelshindringer mellem landene er en fremragende idé. Muligheden for at indgå frihandelsaftaler med andre dele af verden er godt, ligesom fælles miljø- og forbrugerbeskyttelsesregler og en fælles indsats for at blive energipolitisk uafhængige er gode tiltag. Men hvorfor skal det være enten eller? Hvorfor skal man enten ”være så tæt på kernen som muligt” eller helt melde sig ud? I min optik bør EU være et samarbejde, der tilstræber at passe så godt til hvert medlemsland som muligt. Eurozonen bliver utvivlsomt nødt til at føderalisere sin finanspolitik, hvis euroen skal overleve. Dem om det. Men hvorfor skulle vi opgive at være med i dele af EU, fordi vi afviser den (i øvrigt fallerede) fælles valuta? Nej, EU bør netop give fleksibilitet til, at lande som Danmark, UK og andre kan tage forbehold og stå uden for dele af det integrerede samarbejde, som andre lande måtte indgå i.
3) Dansk Folkeparti vil ud af Europol.
Jeg kan godt se mening i, at landenes politimyndigheder samarbejder. Jeg kan også se fordele i, at Danmark er medlem af Europol, selvom vi må konstatere, at Europol ikke har forhindret den grænseoverskridende kriminalitet i at blomstre op siden østudvidelsen. Jeg ser derfor gerne, at Danmark forbliver i Europol. Men når unions-partierne påstår, at det er Dansk Folkeparti og retsforbeholdet, der tvinger os ud af Europol, taler de mod bedre vidende. Det er nemlig Lissabontraktaten, som flytter Europol ind i det danske forbehold (traktatens søjle 1). Det vidste unionspartierne udmærket, da de stemte for. Men de gjorde intet for at sikre, at Danmark kunne forblive i Europol.
Det kunne have været sikret ved at insistere på en parallelaftale som forudsætning for dansk tilslutning til Lissabontraktaten. Men af dumhed, naivitet eller kynisk spekulation gjorde man det ikke. Spekulation, fordi det medfører, at retsforbehold, der egentlig skulle værne os imod EUs udlændinge- og straffelove, kan undermineres af andre argumenter. Unionspartierne går således bevidst efter at få så meget ind i retsforbeholdet, at de kan overbevise danskerne om, at det skal afskaffes. Det er en underlig blanding af selvpineri og uhæderlighed. Værst er det imidlertid, at de konstant (dog mest i opposition) kræver, at retsforbeholdet afskaffes. Det har de gjort i 22 år uden at udskrive en folkeafstemning – rent hykleri. Men desværre hykleri med den konsekvens, at EU ikke tilbyder os en parallelaftale om Europol. Hvorfor skulle de det, når danske regeringer på skift meddeler, at retsforbeholdet vil blive afskaffet? Alt i alt en uklædelig optræden.
4) Dansk Folkeparti tror, at grænsekontrol kan fjerne al kriminalitet.
Jeg tror bestemt, at grænsekontrol kan have en effekt mod kriminalitet. Når eksempelvis de svenske toldere, som langt mere permanent end her i Danmark kontrollerer den svenske side af Øresundsbroen, finder narko i hvert femte bil, der standses, er det et godt tegn. Og hvis national grænsekontrol ikke virker, er det da i øvrigt underligt, at unionspartierne holder fast i, hvor vigtigt det er med ekstern grænsekontrol. Hvis grænsekontrol mellem Polen og Ukraine virker, hvorfor så ikke mellem Polen og Tyskland, eller Tyskland og Danmark? Det hænger ikke sammen. Når det er sagt, er jeg da udmærket klar over, at grænsekontrol ikke løser alle problemer. Derfor er det også kun godt, hvis vore politimyndigheder forstår at samarbejde og udveksle oplysninger. Dermed er jeg også tilhænger af de programmer som SIS, SIRENE, mv. Men hvorfor skal det være et valg mellem samarbejde og grænsekontrol? Hvorfor kan vi ikke få begge dele – ligesom briterne! Jeg forestiller mig det som en villavej, hvor beboerne bliver enige om et naboværn, hvor man varsler hinanden, når man ser noget mistænkeligt. Her ville ingen vel så forbyde naboerne at låse døren om natten under påskud af, at det var enten samarbejde eller låste døre? Naturligvis kan vi gøre begge dele.
5) Hvorfor stiller du op til EU-parlamentet, når du vil lukke det?
Jeg synes, magten mellem EUs institutioner i dag er helt skæv. Der er alt for meget magt i de føderale organer som Kommissionen, Domstolen og EU-parlamentet. Og som et led i en reform af EU så jeg helst EU-parlamentet nedlagt og erstattet af de nationale parlamenter. Grundlæggende er det en farce at tale om EU-parlamentet som et parlament. Det kan højst betegnes som en forsamling af 28 stænder, der hverken har sprog, offentlighed, medier eller meget andet tilfælles. Derfor er der intet europæisk demos og følgelig intet europæisk demokrati. I det lys synes jeg, det burde være de nationale parlamenter – og ikke et EU-parlamentet – der udgjorde andetkammeret til Rådet. Det har desværre nok lange udsigter. Og derfor: ligeså længe EU-parlamentet findes og har så stor magt, vil jeg kæmpe for, at Dansk Folkeparti har så stærk indflydelse som muligt. Hovedparten af lovene i Danmark kommer fra EU. Og hovedparten af disse er blevet til gennem EU-parlamentet. Det er jeg imod. Men ligeså længe det forholder sig sådan, skal Dansk Folkeparti naturligvis være til stede; ligesom vi i øvrigt stiller op og er tilstede i landets regionsråd, selvom vi synes, at de bør nedlægges og sundhedspolitikken lægges ind under sundhedsministeriet.
6) Et nej til EUs patent vil skade danske arbejdspladser
Debatten om EUs patent må inddeles i to. For det første registreringsdelen, hvor jeg bestemt kan se en fordel i, at danske virksomheder fremover kun skal henvende sig eet sted for at få deres patent registreret i stedet for de 28 forskellige steder som i dag. Og dernæst for det andet tvist-delen, hvor der med eu-patentet oprettes et domstolssystem, så en patent-dom i en hvilken som helst af de deltagende lande har retsvirkning i alle de øvrige. Når det er vigtigt at dele disse to ting op, skyldes det, at vi under alle omstændigheder får fordelen ved registreringen. Allerede nu ved vi, at 25 af EUs lande (alle undtagen Danmark, Spanien og Italien) vil lave en fælles patentansøgning.
Den kan danske virksomheder også benytte sig af og det betyder, at det – uanset om vi stemmer ja eller nej bliver billigere og nemmere for danske virksomheder at få patentbeskyttelse i EU. Hvor de i dag skal søge i 28 lande, skal de fremover kun søge i fire. Det er godt. Men det bliver først rigtigt godt, hvis Danmark holder sig uden for. Og det skyldes tvist-delen. Går Danmark med i eu-patentet, betyder det nemlig, at en dom om et eu-patent, der måske falder i Grækenland, Rumænien eller Frankrig, også gælder umiddelbart i Danmark. Det betyder, at en dansk borger eller virksomhed skal være klar til at tage til ethvert af de deltagende lande for at forsvare sig – og hvis man taber sin retssag i eet af disse lande, gælder dommen også i Danmark. Går Danmark med i eu-patentet, har vi som borgere eller virksomheder altså ingen mulighed for at kræve en retssag om vort danske patent ført ved de danske domstole. Vi vil blive trukket rundt i EU alt efter, hvor sagsøger har den bedste mulighed for at vinde sagen. Står vi derimod uden for EU-patentet, vil en sådan dom ikke have retsvirkning i Danmark. Så vil enhver have krav på, at retssager om danske patenter skal behandles ved de danske domstole. Men uanset om vi går med eller ej, bliver det altså billigere og nemmere at søge patent i EU – også for danskere. Derfor er påstanden om, at et nej koster arbejdspladser, forkert.
7) Dansk Folkepartis gruppe i EU-parlamentet har ingen indflydelse.
Dansk Folkepartis gruppe i EU-parlamentet, Europæisk Frihed og Demokrati (EFD), er grundlæggende en oppositions-gruppe. Vi ønsker nemlig et andet samarbejde i EU end det, der gælder i dag. Også naturligvis er det rigtigt, at man som opposition ikke har ligeså stor indflydelse som flertallet, der i EU-parlamentet udgøres af politikere, som ønsker, at EU skal have mere magt og flere beføjelser. Vi ønsker det modsatte. Og som i ethvert andet politisk system, kæmper vi derfor for at blive så store, at vi kan få vores politik igennem. Ude i EU i er der blandt befolkningerne en massiv skepsis – og det er denne skepsis, som vi gerne vil tage med direkte ind i EU-parlamentet, så vi kan få EU ændret. EU skal have langt mindre indflydelse end i dag på vores velfærdspolitik, udlændingepolitik, budgettet og meget mere. Det håber vi at få større opbakning til ved valget. Men at være i opposition betyder imidlertid ikke, at man er helt uden for indflydelse. Indflydelsen går bare gennem andre kanaler end dem, vi normalt kender.
Eksempelvis er det på grund af mit arbejde, at vi nu har fået åbnet for afstemningerne i EU-parlamentet. Da jeg blev valgt i 2009, var udgangspunktet for alle afstemninger, at de foregik ved håndsoprækning. Det betød, at ingen vælgere eller journalister kunne se, hvordan vi havde stemt. Da jeg rejste dette i forfatningsudvalget, var der først stor skepsis. Men gradvist tilsluttede flere og flere sig mit ønske om, at afstemningerne skulle være elektroniske. Som politiker må man stå til ansvar for sine vælgere. I dag er det derfor lykkedes at ændre reglerne, så endelige afstemninger altid er elektroniske og offentlige. En stor sejr for åbenheden. Og et billede på, at man også som lille gruppe og eu-kritiker kan rykke tingene i den rigtige retning.
Frem mod valget vil anklagerne og skræmmebillederne blive stadig mere intense. Jeg håber dog, at disse syv korte forklaringer kan afmontere bare en del af dem…
Fortsat god valgkamp,
Morten Messerschmidt
