april 19, 2014

Hvorfor nej til alt fra EU?

     
Dato: 18. april, 2014

 
 
Det kan lyde næsten for kompromisløst, men er det ikke. EU har vist sig at være alt det, som modstanderne i 1972 frygtede. Og en hel del til. EU er vor tids svøbe, idet ophøret af Danmarks og de europæiske nationalstaters suverænitet er ensbetydende med at sige farvel til Europa og dermed til den så langt vigtigste del af den vestlige verden. USA, Canada, Australien og New Zealand forandres også voldsomt i disse år, og deres fremtid er usikker. Europa som kernen i den vestlige kultur er derfor afgørende at få bevaret. Kun ved opretholdelsen af en samlet europæisk kultur med rod i de europæiske folks afstamning og i kristendommen kan Danmark gøre sig håb om en fremtid for vore efterkommere.

Om Danmark må det altid handle først og fremmest, men dette kan kun ske ved at medtænke hele Europa. Det danske folks kamp mod EU kæmper vi således ligefuldt med svenskerne, tyskerne, englænderne, hollænderne, franskmændene og så videre.

EU´s utilgivelige synd er organisationens erklærede krig mod de europæiske nationalstater. Så sent som for få dage siden udtalte EU-kommissionens formand Manuel Barroso, at “De gamle dæmoner er ved at vågne igen”, og Barroso advarede imod “nationalister og EU-modstandere, som ikke bidrager til at komme væk fra Europas gamle, aggressive natur og stærke nationalisme, som satte skub i Første Verdenskrig.” Lederen af den liberale gruppe i EU-parlamentet, Guy Verhofstadt, stemte i ved at påstå, at det skyldes det “europæiske projekt”, at der ikke er krig i Europa.

Historieløsheden er chokerende hos de to herrer. Begge overser de det faktum, at Europa før den første verdenskrigs udbrud i 1914 ikke bestod primært af nationalstater, men af imperier. Samtlige fem stormagter, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn, var imperiedannelser, om nogen var. Storbritannien og Frankrig var det i kraft af deres kolonier, Storbritannien også som følge af besiddelsen af Irland, hvor ønsket om selvstændighed var næsten universelt fraset Nordirland. Rusland var en imperiemagt i udtalt grad med kun ca. 45 procent etniske russere i kæmperiget i år 1900. Tyskland var det på grund af landets annektering af Sønderjylland, af Alsace-Lorraine og af den mere end hundrede år lange besættelse af polske områder mod øst. Og Østrig-Ungarn var det mere end alle andre med dobbeltmonarkiets kontrol over tjekker, slovakker, serbere, slovenere, ukrainere, polakker, rumænere med mange flere mindre folkeslag.

Det var dette imperiernes Europa, der gik i krig med hinanden i de skæbnesvangre dage i juli og august 1914. Det var ikke nationalstaternes Europa med Danmark, Norge, Sverige og Holland i spidsen. Danmark havde et uforløst grænseproblem med Tyskland, men var ellers en endog meget ensartet nationalstat, hvor især de fordelingspolitiske spørgsmål delte vandene. Hvad angik forsvaret af Danmark slog det også gnister, men det skyldtes netop kun, at imperiet Tyskland havde ranet hele Sønderjylland efter krigen i 1864. Danmark var i modsætning til stormagterne i Europa ikke besat af stridigheder mellem nationaliteter. Danmark ønskede ikke at være et imperium, blot en nationalstat.

Europas nationalstater anno 1914 ønskede fred, mens Europas imperiemagter kastede Europa ud i en ødelæggende krig. Krigens afslutning bragte den nordlige del af Sønderjylland hjem til Danmark efter en afstemning, der foregik på retfærdig vis. Det ses også af, at ikke engang forbryderen og den ultimative imperiebygger Adolf Hitler krævede en revideret grænse mellem Danmark og Tyskland efter besættelsen den 9. april 1940.

Fredsslutningerne efter den første verdenskrig var på en række områder lidet gennemtænkte. Særligt hævdelsen af Tysklands eneskyld for krigen var et psykologisk fejlgrab af dimensioner. Krigsskadeerstatningerne, som Tyskland blev pålagt, var den næste kæmpefejl. Og adskillelsen af Østpreussen fra det øvrige Tyskland var en tredje. Det skal indrømmes, at det var særdeles vanskeligt at løse alle nationalitetsproblemer blot nogenlunde tilfredsstillende. Sudetertyskerne i den nye statsdannelse Tjekkoslovakiet springer særligt i øjnene.

Ved en kombination af begivenheder udefra, den store depression fra 1929, og en tysk generation af borgerlige politikere, der intet begreb af nazisternes nihilisme og megalomani, måtte Europa sande, at det mest umenneskelige styre i Tyskland var en realitet. Resten er historie, den mest modbydelige af slagsen, med folkedrab på knap seks millioner europæiske jøder og mange millioner andre europæere, især slaviske folk i Østeuropa.

Det tyske vanvidsimperium brød sammen i 1945, og hvad blev læren hos Europas toneangivende eliter, der nu måtte sande, at verden havde fået to magter, supermagter, USA og Sovjetunionen, der var stærkere end alle andre, inklusive Europas gamle stormagter? Svaret var Gud hjælpe mig, at en ny imperiedannelse var vejen frem. Jean Monnet og Robert Schuman står som EU´s fædre, idet de begge afsvor deres nationale loyalitet for i stedet at skabe en fælles europæisk identitet. Der var blot ét problem, som Monnet og Schuman aldrig begreb: Europæerne havde allerede en europæisk identitet. Det fulgte logisk af det forhold, at Europa og også den samlede vestlige verden for længst var netop én samlet kultur, alle forskelligheder til trods. En kunstig skabelse af et nyt Europa ville med andre ord betyde en underminering af nationerne, der udgjorde det sande Europa.

Resultatet kender vi. Et Europa, der gennem forsøget på at ophæve selvbestemmelsesretten hos Europas folk kombineret med en afsindig udlændingepolitik, der giver adgang for alverden, er ved at forandre Europa til noget, det aldrig har været.

Europas egentlige mening er at give stemme og suverænitet til Europas mange forskellige folk: Baskere, flamlændere, skotter, montenegrinere, danskere, svenskere, og hvad de alle sammen hedder. Europas mening er det partikulære, er det specielle, på bekostning af det generelle, på bekostning af det imperiale.

Det giver altid og uden undtagelse kun mening at stemme nej til det forheksede Europa, i skikkelse af EU, som vore eliter guddommeliggør. Om det er i dag, den 25. maj eller næste gang EU´s kværnende maskineri går i gang, spiller ingen rolle.

Nej tak, må det hedde.

Morten Uhrskov