april 27, 2014

Det har ikke noget med dansk kultur at gøre!

I går, da der var generalforsamling i de sørgelige rester af Dansk Kultur, kom jeg i tanker om en oplevelse, jeg havde, for mange år siden. Det kan måske have interesse for andre, der ikke har haft samme erfarenhed.


Svanemølleværket

Dørrene smækkede i. Toget kørte. Hun vendte sig og gik. Der var ingen mennesker på perronen. Der var ingen perron, ingen trappe, ingen billetkontrol. Ingen gade....
Der var kun dette fortrukne ansigt, der stod og dirrede foran hendes indre blik som et spejlbillede....

- - - -

Skulde hun gå ind i kupèen eller blive udenfor med rygsæk og pakkenelliker? Nogen sagde noget bag hende. Det lød som et spørgsmål. Hun vendte sig og stod ansigt til ansigt med en lille ældre herre. Gråhåret med brune øjne.
"De er køn", bemærkede han med et tomt tonefald som om han spurgte om toget gik til Holte eller til Ordrup.
"Nå", svarede hun, hverken stødt eller smigret, for hvad mente manden? Gjorde han nar, eller var
det hans måde at sige komplimenter på?
Han begyndte at snakke og spørge om dit og dat på en underlig fraværende måde, imens de begge gennem dørruderne så byen glide forbi. Af og til skævede hun gennem øjenkrogene, hvad mon han var for en? Sikkert en akademiker, måske arkitekt, eller måske han havde haft en lille fabrik for farmaceutiske præparater...
Samtalen var ujævn med mange pauser. Han mumlede ligesom for sig selv engang imellem, og hun vidste ikke, om hun skulde spidse øren og svare eller bare lade som ingenting
Havnen gled forbi med lagerbygninger og skibe. Kranernes stålskeletter svingede rundt med store kæber, som slugte fragtbådenes sorte læs og spyede dem raslende ud igen så kulbunkerne voksede. Atlas slæbte tålmodigt på jordkloden på taget af en bygning. Hullerne i samtalen blev bredere og dybere. Skulde hun sige noget?
"Jeg er ingeniør", sagde den lille gråhårede mand - ovre ved det store byggeri dèr"" Han nikkede over mod det ny elektricitetsværk, der var ved at skyde i vejret.

Ny pause.

"Engang imellem falder der nogen ned, lød det i en underlig tone.

Hun gøs indvendigt. Det var som om den fremmedes klangløse indledning til samtale, hans mumlen og fraværenhed og de lange ophold pludselig fik dybere mening, som om der lå noget usagt og uhyggeligt bag....

Hun så det røde murværk med de høje stilladser omkring. Nogle arbejdsmænd, der arbejdede ved et simpelt hejseværk og tog imod spande med mørtel og trillebører fulde af sten, som på de udlagte planker blev rullet hen til håndværkerne. Alle syntes at færdes hjemmevant deroppe. Dybt under dem stod baljer og spande og en cementblander mellem dynge af cement, mursten og jernbjælker, og det flød med henkastet papir og ølflasker.
"Det forstår De naturligvis ikke. De er så ung. De har været på ferie, ude og more Dem. Næh, det forstår De ikke." Hans stemme dirrede. Toget rullede ind på stationen, hvor hun skulde af. Hun hankede op i sit habengut.
"I dag var det min søn!" brast det ud af den lille herre i vild fortvivlelse. Gråden overmandede ham.
Hun vilde sige noget, men ikke et ord kunde hun få frem, og hvad skulde hun også sige? Hun stod allerede på perronen. Folk steg ud uden at ænse ham. Hun nåede lige at knuge hans hånd, så smækkede dørene sammen. Det sidste hun så bag vinduet var et smertefuldt fortrukket ansigt. Den lille gråhårede herre havde trængt til et venligt ord, og hun havde ikke sagt noget, ikke gjort spor, bare gået sin vej.

"I dag var det min søn!" - "I dag var det min søn", hamrede det i hendes hoved
En hestevogn svingede forbi med klirrende ølflasker. Gå ikke og se så sur ud!" råbte kusken og vinkede grinende.
Mon ikke det stod på kioskens løbeseddel? Så kunde hun måske se navnet i avisen og finde frem til den ulykkelige far og sende ham nogle blomster. Hun var jo bare gået sin vej... Hun standsede ved kiosken, hvor de flammende gule løbeblade sad i klemme i en grønmalet træramme og med store bogstaver udskreg de sidste forfærdelie hændelser. Der stod ingenting. Måske var det ikke nået at komme på, - eller også var der vigtigere nyheder.

Avisens oplysningskontor vidste heller ikke besked. Kunde man være bekendt at ringe direkte til byggepladsen? Det passede sig måske ikke netop nu? Men hun fik ikke ro, før hun havde firmaet i den anden ende af tråden.
"Styrtet ned? - Næ, det er der da ikke."
Jamen den ældre herre, i S-toget, samtalen, den fortvivlede hulken, ansigtet bag ruden?
"Det var underligt. - - Åh - for resten, hvordan så han ud? Ældre herre, sagde De . Var han lille, gråhåret og havde brune øjne?"
"Netop", udbrød hun spændt...


"Nå-åh, så ved jeg, hvem det er. Han er ikke ansat her mere, og hans søn er ikke kommen noget til. Det er det rene digt. Han lider af delirium."