I går, da der var generalforsamling i
de sørgelige rester af Dansk Kultur, kom jeg i tanker om en
oplevelse, jeg havde, for mange år siden. Det kan måske have
interesse for andre, der ikke har haft samme erfarenhed.
Svanemølleværket
Dørrene smækkede i. Toget kørte. Hun
vendte sig og gik. Der var ingen mennesker på perronen. Der var
ingen perron, ingen trappe, ingen billetkontrol. Ingen gade....
Der var kun dette fortrukne ansigt, der
stod og dirrede foran hendes indre blik som et spejlbillede....
- - - -
Skulde hun gå ind i kupèen eller
blive udenfor med rygsæk og pakkenelliker? Nogen sagde noget bag
hende. Det lød som et spørgsmål. Hun vendte sig og stod ansigt til
ansigt med en lille ældre herre. Gråhåret med brune øjne.
"De er køn", bemærkede han
med et tomt tonefald som om han spurgte om toget gik til Holte eller
til Ordrup.
"Nå", svarede hun, hverken
stødt eller smigret, for hvad mente manden? Gjorde han nar, eller
var
det hans måde at sige komplimenter på?
Han begyndte at snakke og spørge om
dit og dat på en underlig fraværende måde, imens de begge gennem
dørruderne så byen glide forbi. Af og til skævede hun gennem
øjenkrogene, hvad mon han var for en? Sikkert en akademiker, måske
arkitekt, eller måske han havde haft en lille fabrik for
farmaceutiske præparater...
Samtalen var ujævn med mange pauser.
Han mumlede ligesom for sig selv engang imellem, og hun vidste ikke,
om hun skulde spidse øren og svare eller bare lade som ingenting
Havnen gled forbi med lagerbygninger og
skibe. Kranernes stålskeletter svingede rundt med store kæber, som
slugte fragtbådenes sorte læs og spyede dem raslende ud igen så
kulbunkerne voksede. Atlas slæbte tålmodigt på jordkloden på
taget af en bygning. Hullerne i samtalen blev bredere og dybere.
Skulde hun sige noget?
"Jeg er ingeniør", sagde den
lille gråhårede mand - ovre ved det store byggeri dèr""
Han nikkede over mod det ny elektricitetsværk, der var ved at skyde
i vejret.
Ny pause.
"Engang imellem falder der nogen ned, lød det i en underlig tone.
Hun gøs indvendigt.
Det var som om den fremmedes klangløse indledning til samtale, hans
mumlen og fraværenhed og de lange ophold pludselig fik dybere
mening, som om der lå noget usagt og uhyggeligt bag....
Hun så det røde
murværk med de høje stilladser omkring. Nogle arbejdsmænd, der
arbejdede ved et simpelt hejseværk og tog imod spande med mørtel og
trillebører fulde af sten, som på de udlagte planker blev rullet
hen til håndværkerne. Alle syntes at færdes hjemmevant deroppe.
Dybt under dem stod baljer og spande og en cementblander mellem dynge
af cement, mursten og jernbjælker, og det flød med henkastet papir
og ølflasker.
"Det forstår
De naturligvis ikke. De er så ung. De har været på ferie, ude og
more Dem. Næh, det forstår De ikke." Hans stemme dirrede.
Toget rullede ind på stationen, hvor hun skulde af. Hun hankede op i
sit habengut.
"I dag var det
min søn!" brast det ud af den lille herre i vild fortvivlelse.
Gråden overmandede ham.
Hun vilde sige
noget, men ikke et ord kunde hun få frem, og hvad skulde hun også
sige? Hun stod allerede på perronen. Folk steg ud uden at ænse ham.
Hun nåede lige at knuge hans hånd, så smækkede dørene sammen.
Det sidste hun så bag vinduet var et smertefuldt fortrukket ansigt.
Den lille gråhårede herre havde trængt til et venligt ord, og hun
havde ikke sagt noget, ikke gjort spor, bare gået sin vej.
"I dag var det
min søn!" - "I dag var det min søn", hamrede det i
hendes hoved
En hestevogn
svingede forbi med klirrende ølflasker. Gå ikke og se så sur ud!"
råbte kusken og vinkede grinende.
Mon ikke det stod på
kioskens løbeseddel? Så kunde hun måske se navnet i avisen og
finde frem til den ulykkelige far og sende ham nogle blomster. Hun
var jo bare gået sin vej... Hun standsede ved kiosken, hvor de
flammende gule løbeblade sad i klemme i en grønmalet træramme og
med store bogstaver udskreg de sidste forfærdelie hændelser. Der
stod ingenting. Måske var det ikke nået at komme på, - eller også
var der vigtigere nyheder.
Avisens
oplysningskontor vidste heller ikke besked. Kunde man være bekendt
at ringe direkte til byggepladsen? Det passede sig måske ikke netop
nu? Men hun fik ikke ro, før hun havde firmaet i den anden ende af
tråden.
"Styrtet ned? -
Næ, det er der da ikke."
Jamen den ældre
herre, i S-toget, samtalen, den fortvivlede hulken, ansigtet bag
ruden?
"Det var
underligt. - - Åh - for resten, hvordan så han ud? Ældre herre,
sagde De . Var han lille, gråhåret og havde brune øjne?"
"Netop",
udbrød hun spændt...
"Nå-åh, så
ved jeg, hvem det er. Han er ikke ansat her mere, og hans søn er
ikke kommen noget til. Det er det rene digt. Han lider af delirium."
