Med propaganda, møder, dialoger og festivaler bombarderer politikere og myndigheder os i håb om, at deres planer skal lykkes. For at får de europæiske og de islamiske befolkninger til at gå i spænd, er det nødvendigt, at befolkningerne i Europa giver efter og underkaster sig islam. Det kaldes i propagandasproget for at ”bygge bro”. Muhammedanerne slår med iver fast, at vore religioner har fælles udgangspunkt i Abraham (velsignet være profeten) og at det var englen Gabriel, der åbenbarede Allahs vilje for deres store profet Mohammed. Lad os bare repetere historien fra Mosebøgerne.
Kalkmaleri fra Gjøl: Abraham og Isak på vej til skafottet
Vi husker vist allesammen den rædsomme fortælling i Bibelshistorien, hvor Abraham får besked fra Vorherre, at han skal tage sin søn, Isak, og ofre ham som et brændoffer.
Og Abraham gør det – eller rettere gør sig parat til at gøre det!
Han protesterer ikke. Han gør ikke vrøvl! Han går ikke i rette med den brutale Gud, der kræver hans søn!
Han kløver brænde og laster det på sit æsel og drager af sted med Isak og to slavedrenge.
Hvad er det for en far? Hvordan kan han give sig på vej med den tillidsfulde dreng og gå i tre dage som om alt er i orden?
Gud ville prøve ham! Hedder det så. For at prøve hans tro. Ja, naturligvis. Det er jo mennesker, der har skrevet bogen. Og der må ikke sættes spørgsmål ved guden.
En usympatisk Gud, synes jeg. En gud, der som Baal og andre gamle barske guder i hedenold, krævede menneskeofre...
- - -
Hvem er den umenneskelige far? Oprindelig hed han bare Abram (= høje fader).
Hans kone Sarai var tilsyneladende ufrugtbar, og opfordrede Abram til at gå til hendes slavinde, Hagar. Hagar blev gravid, og Herren fortalte hende, at hun skulle føde en søn, Ismael, ”og han skal blive et vildt menneske, hans hånd skal være imod enhver og hvers hånd imod ham, og han skal bo østen for alle sine brødre”.
Gud lovede Abram at slutte en pagt med ham og gøre ham til mange folks fader. Derfor skulle hans navn ændres til Abraham (= manges folks fader). Gud slutter pagt med Abraham og lover, at Sara skal føde ham en søn, Isak. Gud lover at stadfæste pagten med Isak, men også at velsigne Ismael.
- - - -
... på den tredie dag fortsatte Abraham og Isak alene mod det anviste offersted, mens de to slavedrenge blev tilbage og passede æslet. Og Isak spurgte: vi har brænde og ild, men hvor er lammet, der skal ofres? Og Abraham svarer tilsyneladende uberørt, at det ville Gud vise dem.
Han bygger et alter og lægger brændet til rette. Så griber han Isak, binder ham og lægger ham på alteret. Og han griber kniven for at slagte sin søn. Da råbte Herrens Engel fra himlen ”Abraham, Abraham”
Først da...vågner Abraham!
Eller gjorde han?
Og Gud sagde: fordi du gjorde dette, og ikke sparede din søn, den eneste, derfor vil jeg storligen velsigne dig og mangfoldiggøre din sæd som stjernerne på himlen og som sand, der er ved havets bred.
Han protesterer ikke. Han gør ikke vrøvl! Han går ikke i rette med den brutale Gud, der kræver hans søn!
Han kløver brænde og laster det på sit æsel og drager af sted med Isak og to slavedrenge.
Hvad er det for en far? Hvordan kan han give sig på vej med den tillidsfulde dreng og gå i tre dage som om alt er i orden?
Gud ville prøve ham! Hedder det så. For at prøve hans tro. Ja, naturligvis. Det er jo mennesker, der har skrevet bogen. Og der må ikke sættes spørgsmål ved guden.
En usympatisk Gud, synes jeg. En gud, der som Baal og andre gamle barske guder i hedenold, krævede menneskeofre...
- - -
Hvem er den umenneskelige far? Oprindelig hed han bare Abram (= høje fader).
Hans kone Sarai var tilsyneladende ufrugtbar, og opfordrede Abram til at gå til hendes slavinde, Hagar. Hagar blev gravid, og Herren fortalte hende, at hun skulle føde en søn, Ismael, ”og han skal blive et vildt menneske, hans hånd skal være imod enhver og hvers hånd imod ham, og han skal bo østen for alle sine brødre”.
Gud lovede Abram at slutte en pagt med ham og gøre ham til mange folks fader. Derfor skulle hans navn ændres til Abraham (= manges folks fader). Gud slutter pagt med Abraham og lover, at Sara skal føde ham en søn, Isak. Gud lover at stadfæste pagten med Isak, men også at velsigne Ismael.
- - - -
... på den tredie dag fortsatte Abraham og Isak alene mod det anviste offersted, mens de to slavedrenge blev tilbage og passede æslet. Og Isak spurgte: vi har brænde og ild, men hvor er lammet, der skal ofres? Og Abraham svarer tilsyneladende uberørt, at det ville Gud vise dem.
Han bygger et alter og lægger brændet til rette. Så griber han Isak, binder ham og lægger ham på alteret. Og han griber kniven for at slagte sin søn. Da råbte Herrens Engel fra himlen ”Abraham, Abraham”
Først da...vågner Abraham!
Eller gjorde han?
Og Gud sagde: fordi du gjorde dette, og ikke sparede din søn, den eneste, derfor vil jeg storligen velsigne dig og mangfoldiggøre din sæd som stjernerne på himlen og som sand, der er ved havets bred.
