Da kopierne af guldhornene nu er stjålet, kommer der her et par ord om de originale guldhorn – som et lille sidespring i min korte serie om Napoleonskrigens andre ulykker.
Guldhornene blev i 1802 stjålet fra Kunstkammeret, som lå ved siden af slottet i den bygning, der i dag rummer Rigsarkivet, lige over for indgangen til Folketinget.
Tyven hed Niels Heidenreich og var i forvejen kendt af politiet.
Havde man nu bare kappet hovedet af ham i 1789, da han første gang blev grebet i falskmøntneri, men næh! – den sindssyge Christian 7. havde fødselsdag også det år, og man lod nådens lys skinne over fængslerne: Heidenreichs dom på ære, liv og gods blev ændret til tugthus på livstid. Herregud, begavet var han jo, havde med iver kastet sig over mathematik og næsten fuldført latinskolen, da han – som også måtte sørge for en gældsat mor – blev så trængt af kreditorer, at han måtte opgive at blive dimitteret til universitetet. Han greb til den fortvivlede udvej at lave falske bancosedler. I fængslet beskæftigedes den fingernemme Niels med at fabrikere ure og nøgler og stod således vel rustet, da han i 1797 blev benådet og fik tilladelse til at drive guldsmedeforretning. Faktisk udlært til at gå på tyvetogt med hjemmelavede redskaber. Også dengang skulle man – revalideres! Nu om stunder kan man lære at bruge en skærebrænder.
Guldsmedebutikken på hjørnet af Larsbjørns Stræde (nr. 18) og Studiestræde gik strygende, efter at han havde skaffet sig råmaterialer på Kunstkammeret. Havde han nu bare kunnet dy sig og holdt sig på det jævne, men han købte hus i Klareboderne og flyttede, - og så blev han knaldet. En skillingsvise om Niels Heidenreichs levnedsløb sang nyheden ud over landet.Heidenreich havde låst sig ind i Kunstkammeret med hjemmelavet nøgle den første lyse nat i maj 1802. Hjemme i køkkenet på 1. sal omsmeltede han guldhornene og lavede halssmykker og ørenringe. Han lavede også ”ostindiske pagoder” og gav gladelig en skriftlig garanti på, at disse mønter var ægte!
Også denne gang slap Heidenreich for halshugning og endte i tugthuset.
Muligvis fordi myndighederne ville undgå omtale af den lemfældige opbevaring af guldhornene på Kunstkammeret. Han blev frigivet 1840.
