Ved politiske møder er det ganske almindeligt, at publikum kan stille spørgsmål til politikere i et panel. Disse politikere anses altså for ”experter” på det ene eller det andet område, små guder, som kan give svar på folks samfundsbekymringer. Og så er sandheden jo faktisk den, at politikere verdenshistorien igennem er kommet til magten gennem retorikken, langt mere end gennem talens indhold og deres egne kundskaber.
Blandt publikum og spørgere er der ofte folk, som er langt mere kyndige på det omhandlede område, men som må finde sig i ligegyldige eller endog forkerte svar fra ”guderne”.
Til retorikkens kunst hører også politiske slagord, som befolkningerne – ofte uden dybere tankevirksomhed – tilslutter sig. Sådanne slagord, som publikken i et øjebliks tankeløs begejstring suger til sig og som siden - fremført på højeste plan - kan blive et lands ulykke.
Se nu på Sverige!
Rigsdagen vedtog - uden foregående offentlig debat – ved almindelig afstemning, at Sverige skulle være ”multikulturelt”. Det er altså lov i Sverig på alle nivauer.
Man har også vedtaget – eller rettere godtaget – påstanden, at alle mennesker har lige værd (samme værdi) ligegyldigt, hvem de er og hvordan de er.
Derefter har alle sig at rette.
Her er et lille exempel fra Ängelholm Kommune i Skåne, hvor talsmanden for pensionistpartiet SPI satte spørgsmålstegn ved, om det egentlig var den rigtige vej Sverige havde valgt med hensyn til asylansøgninger?
Han citerede Birgitta Elfstrøm, som indtil 25. juli 2007 var ansat i Sveriges Indvandringsvæsen (Migrationsverket) som beslutningsfattende jurist, Mellemøstexpert och medlem i Den Internationale juristkommission.
Kun få har så gedigen kundskab indenfor asyl- och indvandringsområdet som hun.
Dagen efter sin afgang fra indvandringsvæsenet skrev hun bl.a. følgende:
”Asylprocessen er havareret.
Med en s.k. Schengenvisering kan man frit rejse rundt i EU.
Mange har allerede søgt asyl i et andet EU-land, men fået afslag og er rejst videre til Sverige.
De betaler tusind USA-dollars til smuglere, har smidt deres identitetsdokumenter væk, och mange har en indstuderet historie med sig.”
- og videre: ”Asylretten misbruges i højeste grad og det må vi turde tale højt om uden at blive stemplede som fremmedfjendske.
Den som søger asyl får adgang til bolig, dagpenge, skole, aktiviteter og i de fleste tilfælde ret til arbejde.
Loven har fra 1. juli 2004 forhindret Indvandringsvæsenet i at sende dem hjem, hvis de ikke har identitetspapirer.
Undertiden møder de asylsøgende ikke op i Indvandringsvæsenet for nærmere sagsundersøgelse, men flytter rundt i landet. Det koster penge for staten. En del forsvinder bare.”
Bystyret i Ängelholm vedtog, at man kunne tage imod 10 unge, der var ”kommet alene” til Sverige og enten havde opnået opholdstilladelse eller søgte asyl.
Hertil ønskede det protesterende pensionistparti en tilføjelse i protokollen, nemlig følgende:
Flygtningevirksomheden skal holde øje med og søge at forhindre at asylansøgere misbruger den svenske asylret.
Til selve denne sag vil jeg sige: For kort tid siden kom nogle såkaldte ”børn” til Sverige. Man ser dem straks for sit indre blik: børn i alderen 12-16, som måske er flygtet fra slavelignende tilstande i Arabien eller lignende? Eller hvis forældre er døde?
Nej, de var nok ”mindreårige”, men i den sidste ende af teenageårene, ja nogen endog fyldt 18. Flere havde skæg og hår på brystet og kæreste hjemme i Mellemøsten, som de ringede til på mobilen. (se billede t.v.)
Hvad nu med de 10 i Ängelholm, som officielt ”kom alene til landet”. Vil deres familier ikke snart følge efter ved familiesammenføring? Forældrene, søskende, bedsteforældre og derpå videre onkler, tanter og kusiner – og så deres familier!
Og når de, der kom alene, så gifter sig med kæresten derhjemme...
