I en lokalavis i København i denne uge nævnes 200-års-mindedagene for 1807 som om de skal ”fejres”!
Der er sandelig ikke noget at fejre! Det var et af de mest nederdrægtige overfald, Danmark har været udsat for og som ødelagde Danmark for mange årtier fremover.
(Som ulykke for landet kan den måske sammenlignes med nutidens islamiske besættelse).
Jeg tyer igen til Overskous beretning:
”Det begyndte efter en smuk Sommerdag at skumre. Jeg, min Søster og nogle andre Børn sade ude midt i Gaarden og legede Præsten paa Prædikestolen; ved Posten stode en Mand og en Kone, der vrede vasket Tøi; Værtens Pige løb og gjennede en lille Hund ind, og en Soldat var ifærd med at pumpe sit Gevær reent. Alt var den dybeste, hyggeligste Sommeraftensfred. Pludseligt hørtes et Par svære Skud. ”Nu begynder de!" Raabte Alle, men da man ikke saae Følger af Skuddene, bleve de Gamle roligt ved deres Gjerning; kun svi Børn gik efter min Moders Befaling ind i Gangen. Neppe vare vi imidlertid komne vel derind, førend en Bombe styrtede ned i Forhuset, rev et Fag Vinduer ind til Gaarden med sig, faldt ned ikke langt fra Folkene ved Posten og sprang i mange Stykker, som tilligemed Brostenene dandsede om dem. De toge Flugten, og en almindelig Forfærdelse udbredte sig, thi nu blev den skrækkelige Skyden uophørlig; de lysende Bomber fløi i deres stødvise Fart hvislende igjennem Luften; blussende Brandrør krydsede hverandre og susede ned paa alle Sider: Alle vare i den frygteligste Angst og Forvirring.”
Der er sandelig ikke noget at fejre! Det var et af de mest nederdrægtige overfald, Danmark har været udsat for og som ødelagde Danmark for mange årtier fremover.
(Som ulykke for landet kan den måske sammenlignes med nutidens islamiske besættelse).
Jeg tyer igen til Overskous beretning:
”Det begyndte efter en smuk Sommerdag at skumre. Jeg, min Søster og nogle andre Børn sade ude midt i Gaarden og legede Præsten paa Prædikestolen; ved Posten stode en Mand og en Kone, der vrede vasket Tøi; Værtens Pige løb og gjennede en lille Hund ind, og en Soldat var ifærd med at pumpe sit Gevær reent. Alt var den dybeste, hyggeligste Sommeraftensfred. Pludseligt hørtes et Par svære Skud. ”Nu begynder de!" Raabte Alle, men da man ikke saae Følger af Skuddene, bleve de Gamle roligt ved deres Gjerning; kun svi Børn gik efter min Moders Befaling ind i Gangen. Neppe vare vi imidlertid komne vel derind, førend en Bombe styrtede ned i Forhuset, rev et Fag Vinduer ind til Gaarden med sig, faldt ned ikke langt fra Folkene ved Posten og sprang i mange Stykker, som tilligemed Brostenene dandsede om dem. De toge Flugten, og en almindelig Forfærdelse udbredte sig, thi nu blev den skrækkelige Skyden uophørlig; de lysende Bomber fløi i deres stødvise Fart hvislende igjennem Luften; blussende Brandrør krydsede hverandre og susede ned paa alle Sider: Alle vare i den frygteligste Angst og Forvirring.”
Englænderne sigtede efter spirene på Vor Frue Kirke og Skt. Petri tyske kirke.
