Lidt om EU´s hidtidige arbejde
Traktat med de arabiske lande 1978: Fællesmarket sikrer sig olie mod aftale om at tage imod al overskydende arbejdskraft fra de arabiske lande, fremme islamisk kultur i Europa, censurere de europæiske skolebøger etc. De såkaldte ”fire frihedsrettigheder” lokker folk, fortrinsvis fra handel og industri (- og kriminelle miljøer), både i EU og udenfor.
EUMC-netværket oprettes 1995 til kontrol af de europæiske befolkninger. De åbner kontor i Wien år 2000 under østtyskeren Beate Winkler.
1995 udvider man samarbejdet med de islamiske lande, nu med samtlige Nordafri-
kanske stater. De ”fire frihedsrettigheder” skal også gælde mellem dem og EU, og
målet er et EURABIA, hvor Middelhavet bliver et indhav til fordel for handelen og den globale kapital. Aftalerne kaldes Barcelona-processen. 2005 skifter Barce-lona-processen navn til »Anna Lindh-Fonden«, som har kontor i Abdelkareem Nabil, Alexandria, Ægypten. EURABIA-projektet kræver, at de to modsatrettede kulturer, den islamiske og den vestlige, undergår en forbrødring. Da de islamiske folk hverken vil eller kan integreres, kan det kun gøres ved, at EU-befolkningerne gennem propaganda og overtalelser underkaster sig islam som dhimmier. Men det er tilsyneladende ikke helt så let, som vore EU-politikere havde forestillet sig.
EU begynder at vakle. Frankrig og Holland stemte nej til EU-forfatnings-forslaget. Det var et chok for EU-politikerne, og de deklarerede tænkepause i et år. Man skulle finde ud af, hvordan man skulle håndtere situationen og få gennet befolkningerne på plads, så man kunne genfremsætte konstitutions-forslaget mere eller mindre uændret. Arbejdet med at få europæerne til at kaste deres nedarvede værdier og livssyn over bord og godtage den nye verdensorden, EU´s overherredømme og islams overlegenhed, har stået på i mange år gennem massemedierne, fortrinsvis TV´s indoktrinering, men nu tog man ekstra fat.
Det fremgik tydeligt af en konference mellem EU og Den arabiske Liga i
Rabat i Marokko 13. juni 2005. Her fremlagde Olaf Gerlach Hansen sit
indoktrineringsprogram i en tale. Han var leder af det under det danske
udenrigsministerium hørende Center for Kultur og Udvikling (CKU). I det
såkaldte ‑multikulturelle år skulle man få gennemført de visioner, man
allerede havde lovet de islamiske stater gennem diverse aftaler. Man skulle nå fra teori til realiteter: EURABIA.
Europæernes kultur og religion kaldtes stereotype fordomme og skulle væk. Vi skulde genopdrages. Journalistiken skulde ændres fra nyhedsjourna-listik til sympatiskabende kulturjournalistik gennem fokusering på sympa-tiske enkeltpersoner med fremmed etnisk baggrund.
Journalister skulle samarbejde med arabiske kolleger i fælles projekter
og udvekslinger. Kunsten skulde styres gennem ‑fælleslaboratorier for ikke at støde fremmed kultur og for at skabe dialog.
Man satte hårdt ind på alle fronter: pseudodialoger-, propaganda i alle EU´s vasalstater, ungdomsudvekslinger med de islamiske lande, kursus i koranen og i journalistik, studiebesøg, foredrag etc. Da man vidste, at man let kunde få kontakt med Vestens ungdom gennem deres almindelige interesse for musik, sang og teater, lagde man an på en Mellemøstfestival (Middleeast-festival) i ti byer i Danmark samt i Dunkers Kulturhus i Helsingborg. Udover underholdningen viste man også store fotografier fra den arabiske verden på gader og torve. Man havde valgt prins Joakim til protektor for festivalen, og både Dan-marks konservative udenrigsminister, Per Stig Møller, og Venstres udviklings-minister Ulla Tørnæs roste det saudiarabiske initiativ. Festivalens programavis handlede så at sige udelukkende om de optrædende kunstnere, men læste man den helt igennem, kunne man også finde formålet: islamiske lærere skulle ind på skolerne og fortælle eleverne om Mellemøstens kultur, og fremover skulde de få skolebøger om arabisk kultur. (Det havde EU jo allerede lovet i den ‑Europæiske arabiske Dialog , undertegnet i Damaskus i 1978).
Man havde udgivet en antologi, som skulle ”bygge bro” mellem vest og øst. Den
var skrevet af forfattere fra Mellemøsten. Saudi Arabien havde betinget sig, at
bogen ikke bragte indlæg fra jødiske forfattere. Den diskriminering accepterede
Danmark (sic!) - for pengenes skyld! Rummede Mellemøsten ikke Israel,
rummede det til gengæld alle Nordafrikas islamiske stater helt ud til Atlanten.
Det viste et geografisk kort til skolebørnenes belæring (med andre ord hele det
område, som ifølge Barcelonaprocessens traktater sammen med EU skulle
danne et EURABIA).
Selvcensuren, diskriminering af jøder, skoling af lærere, censurering af skole-
bøgerne, indoktrinering af børnene, universitetsstudier om islamisk kultur og
sprog og påvirkning gennem de politiske EU-professorer, kaldet ”Monnet-
professorer” - alt sammen fortsætter uforstyrret! - med EU-vasal-staternes
billigelse og støtte.
