En gammel, men stadig aktuel historie om de af EU inviterede gæsters muslimske takt og tone.
Med stor interesse og forventning modtog jeg en invitation til et interview i "Amagerbladet". Emnet skulle være opførelsen af den muslimske moské på Amager Fælled, og jeg fik stillet i udsigt at træffe en muslim, hr. A, af pakistansk familie. Jeg mødte veloplagt til aftalt tid og umiddelbart efter ankom en ung mand og jeg blev straks klar over, at det var min "modstander", hvorfor jeg vendte mig mod ham for at præsentere mig og med fremstrakt højre hånd, at sige pænt "Goddag".Til min store forbavselse blev min fremstrakte hånd afvist med en bemærkning om, at jeg (vi) ikke giver hånd til en kvinde. Jeg følte det som havde jeg fået en våd klud slynget i ansigtet. I retssalen på dommersædet har jeg lært selvbeherskelsens kunst; og jeg fik straks ansigtet lagt i de glatte og professionelle folder, men indvendig glødede jeg af raseri. Jeg følte mig såret, fornærmet, dybt krænket og ydmyget. Ved sin afvisning havde A. jo givet udtryk for, at han ikke regnede mig, en kvinde, for det skidt, han træder på.For mig en pinlig oplevelse. Det var første gang i mit lange liv (77 år), at være blevet afvist, når jeg for at vise velment venlighed og høflighed har rakt hånden frem. Jeg har modtaget kongelige håndtryk; men også et ligeså kærkomment håndtryk af en sølle tyveknægt, der med et kejtet buk ville sige tak for en betinget dom.Det var mit første møde med en muslim men så sandelig også det sidste.
Min indvendige harme og vrede blev endnu større, da jeg fik at vide, at A. har fået dansk statsborgerskab. A. er altså et godt eksempel på, at en muslim, uanset, at han er blevet "dansker" (papirdansker) ikke har til hensigt at efterleve dansk skik og brug; end ikke simpel dansk høflighed. I et glimt så jeg Islams sande ansigt og natur. En gestus, nok så kortvarig, kan sige mere end mange ord, men kan måske også betragtes som en udfordring in casu (i dette tilfælde) til alle danske danskere overalt i Danmark. Handsken er kastet.
A. oplyste, at han er i færd med en fornem og kostbar dansk uddannelse (civilingeniør). Han får SU. Han har intet arbejde ved siden af studiet. Når han er færdig, vil han rejse til Pakistan for der at bruge den fornemme danske uddannelse, der er betalt med danske skattekroner.
Han kvitterer med hån ved mig mod alle danske kvinder.
Ellen Larsen, Dragør
Ovenstående er hentet fra partibladet Fremskridt nr. 04, April 1990
