Men det er vel bare en slags fortsættelse af det arbejde, som 68´erne gik i gang med.
Arne Skovhus og hans politiske medløbere kæmpede for det politiske teater - imod ”finkulturen”. Formålet lagde man ikke skjul på. Det politiske teater skulle være med til at ændre samfundssystemet i marxistisk retning. Dette mål måtte aldrig tabes af syne, sagde Skovhus.
Tidsskriftet ”Teaterarbejde” fra forlaget Medusa skrev: man skal informere om og støtte den socialistiske teaterbevægelses arbejde, og deltage i den ”politiske, økonomiske og sociale kamp mellem klasser og lag i samfundet”. Personerne bag tidsskriftet var Elin Andersen, Olav Harsløf, Tage Hind, Jørn Langsted og Janne Risum.
De havde alle forbindelser til diverse andre marxistiske foretagender eller organisationer.
Jørn Langsted var med til at lave bogen ”Børneoffentlighed. Teater i børne- og ungdomsarbejde” (Forlaget Tiderne skifter), som giver anvisning på politisk opdragelse og skoling.
Tage Hinds bog ”Dramaturgi” (Akademisk Forlag 1975) skriver under overskriften
”Politisk Børneteater” i Danmark: Flere af de Børneteatergrupper, der arbejder på et anti-autoritært grundlag, har også et bredere politisk sigte. Det vil sige, at deres stykker behandler samfundsmæssige problemer, der enten handler om børnenes konkrete situation, d.v.s. problemer i familien og i skolen, eller større politiske sammenhænge, f.eks. den europæiske imperialisme...etc.
I samme ”Dramaturgi” citeres Gunila Ambjørnssons skrift ”Barnteater – en klassfråga”, 1970:
Sjælva vill vi se en målmedveten, målinriktad teater, som aktiverer sin publik och får den att stælla de rætta frågorna. En kritisk informerande teater, som vill bryta ner bestæmda mønster och auktoritæra modeller, och som gør det med fantasifullhet och pedagogisk tydlighet.”
Politiske Børneteatre skød op i massevis med økonomisk støtte fra samfundet til deres revolutionære arbejde. Fuldt bevidst manipulerede de gamle titler på eventyr og teaterstykker, så forældre narredes til at lade deres børn se stykker, som handlede om noget helt andet end, hvad de troede. Masser af exempler på manipulation findes i datidens Børneteateravisen, Vibeke Gaardmands bog om ”Børneteater”, Biba Schwoons ”Børneteater og forskning” etc. Manipulering kunne også arrangeres ved at udgive to forskellige plakater om samme forestilling som i tilfældet med ”Baggårdsteatret”s stykke ”Ska´ vi komme sammen”, et eneste langtrukket samleje, importeret fra DDR.
Der kan fremdrages mange, mange exempler på børneteatrenes politiske indoktrinering af børnene op igennem 70´erne og 80´erne, men politikerne sov.
Kun Erhard Jacobsens Centrumdemokrati efterlyste mere reel forbrugervejledning for børneteatrene. De fandt det uanstændigt at bruge børn i et politisk spil uden forældrenes viden samt urimeligt at skatteborgerne skulle betale til noget, hvis indhold blev fortiet for dem.
Politiske voksenteater er en hel anden sag. De voksne har modsat børnene mulighed for at tænke tingene igennem og ræsonnere. Børnene er forsvarsløse.
