Islamiske navne i kalenderen?
I oktober 2005 foreslog Miljøpartiet, at rigsdagen sørgede for, at kalenderens navnedage opdateredes. Nogle svenske navne var blevet umoderne, mens mange islamiske navne var kommet til. Sara og Muhammed var de mest almindelige navne til nyfødte i Malmø i 2004.
I Sverige fejres navnedagen.
Hvad må vi sige?
EU fablede i 2006 om at lave ordlister over brugbare eller ikke brugbare ord. Det gjorde Tjänstemännens Central Organisation (TCO) allerede i 2004.
Folderen »Ord, der river« råder svenskerne til at undvige ord som: indvandrere, eksotisk, adoptivbarn, farvet, race, arabisk udseende etc.
(Kilde: Metro 28.2.2004).
”NEGER”
Krænkende kvartérnavn?
I Karlstad findes et kvartér, som hedder ”Negern”. Det forargede Karlstad-boen Torbjørn Wahlström, så han skrev til kommunen. Han troede, at de nærliggende navne som Dragen, Griffen o.l. havde inspireret til Negern.
”I Nordisk Familjebok 1931 beskrives negre jo mere som dyr end mennesker, hvad der vel afspejler tidsånden og forhåbentlig skyldtes uvidenhed,” mente han. (Som Fanden dog kan læse Biblen!) Navnet er krænkende, hævdede Wahlström. Det må væk! - Men det var landmålerkontoret ikke enig i: Navnet Negern er så vidt vides over hundred år gammelt. Og af hensyn til kvartérsnavnet hedder boligerne Negeren 1, Negeren 2 osv. Hvorfor kvartéret hedder sådan, vides ikke.
Det er ikke kun i Karlstad, at ordet neger er et dilemma. Også i hele EU på grund af EUMCs udefinerede jagt på racister. Nogle mener, at neger og araber er racistiske. Vrøvl! De er betegnelse for en race, fuldkommen analogt med eskimoer, indianere, indonesere, mongoler eller hvide. Mener nogen, at ordene er nedsættende, må det skyldes deres egne tanker omkring ordbegreberne.
Kun ved usympatisk stemmeføring eller vrængning kan de tilføres noget racistisk. At fjerne ethvert neger, kan også tolkes som racisme. Hvorfor må negrene ikke være sammen med os andre? Hvorfor bandlyses de? Det er diskriminerende!
Nogle synes, man skal sige afrikaner, men en afrikaner er ikke nødvendigvis neger. Han kan være hvid eller araber eller berber. Angrebet på ordet neger stammer vel fra modstanden mod Sydafrikas apartheid-system, men det tog hurtigt groteske former. Man angreb ikke bare vittighedstegninger med negre, der bærer bastskørt eller koger suppe på missionærer, men også Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, fordi hendes far var negerhøvding i Sydhavet, Jørgen Clevins tegninger af negre (f.eks. i Politikens »Lystige Viser«), Lille sorte Sambo o.l. Som om Josefine Baker ikke lagde hele Europa for sin fod med sit bananskørt, eller Armstrong med »What a wonderfull world«... Og hvad stiller vi op med ordet bladneger? Skal vi sige bladafrikaner?
En politimand i Malmø fortalte pressen, at ungdomsbander røver og mishandler unge svenskere. ”Tre til fem negre i 20-30-årsalderen sparkede en ensom nattevandrer, så han måtte føres til sygehuset.” Og videre: ”Lidt senere mishandlede ti-femten arabere en mand, som måtte af med tegnebog, småpenge og en halskæde,” og endelig hed det: ”Der var ingen spor efter gerningsmændene, da de smelter godt sammen med Malmø Citys natlige befolkning.”
Men sådan noget må ikke komme ud til befolkningen. Politikere kom op at toppes om politiets udtalelser. Racistisk! mente nogen, mens andre holdt på, at facts ikke kan være diskriminerende; var de pågældende kommet i dårligt lys, var det på grund af deres forbrydelser og ikke deres race. Svenska Akademien, som svarer til Dansk Sprognævn, blev spurgt til råds.
De svarede, at der ikke var noget nedsættende i ordet ”neger”. Svenske massemediers selvcensur overskrider langt, hvad man kender i Danmark.
Den giver sig absurde udslag, når pressen bevidst fortier signalementer
af efterlyste forbry-dere. På den måde kan mange for-brydere undslippe. En ung mand i Småland blev knivskåren i ansigtet og på armene af en ungdomsbande af indvan-drere. Han gav signalement til politiet, som søgte eventuelle vidner, men - »Smålandsposten« undlod at bringe signalementet!!!
Et lignende tilfælde drejede sig om en ung neger, som ved indrejse til Sverige var hiv-positiv. Det tog man først op otte år senere, da han viste sig at have påført to kvinder aids - og sikkert mange andre, eftersom han ikke havde holdt sig tilbage.
»Kristianstadsbladet« undlod at beskrive manden og bringe hans billede trods risikoen for, at adskillige kvinder kunde bringe smitten videre. »Kvällsposten« vovede dog pelsen og bragte mandens billede.
