I 2002 foreslog en svensk statsrapport ”Mål i Mund”, at svensk burde lovsikres som nationens majoritetsprog. Man ville værne mod den tiltagende brug af engelsk. Flere og flere afhandlinger skrives på engelsk, og i IT- og underholdningsverden er det også engelsk, det gælder.
Sverige er ikke længere homogent. Man besluttede i rigsdagen, at Sverige skulle være multikulturelt, og dermed også mangesproget. Fem minoritetssprog er lovsikrede: finsk, tornedalsfinsk, samisk, zigøjnersproget romani og jiddisch.
(Jeg ved desværre ikke, om modersmålsundervisning stadig existerer i det omfang, det havde for nogle år siden, da det gjaldt 123 forskellige sprog).
Professor i svensk ved Uppsala Universitet, Björn Melander, mente, at man i dette sproglige virvar burde styrke landets fælles sprog ved lovgivning. Svensk var anerkendt som officielt sprog i Finland og i EU, men ikke på hjemmeplan.
Melander stod bag et lovforslag, som støttedes af Svenska Akademin, og som kom til afstemning i Rigsdagen 7.12.2005 under den socialdemokratiske regering. Det blev nedstemt med 147 stemmer mod 145, bl.a. fordi socialdemokratiet mente, at en bestemmelse om, at den offentlige forvaltning skulle bruge et klart og forståeligt svensk ”kunne opfattes som diskriminerende” mod dem, som ikke havde svensk som modersmål (sic!).
Regeringen nøjedes derfor med en løs formulering om målsætningen: alle har ret til et sprog, ret til at udvikle og tilegne sig svensk og anvende sit eget modersmål udover de nationelle minoritetssprog.
Sprogforskeren, professor emeritus Sture Allén, medlem i Svenska Akademin, tog sig til hovedet over dette pk-slapsvanseri. Nedbrydningen af svensk kultur kunne fortsætte uforstyrret.
Men selvom den nye borgerlige regering fra 2006 på næsten alle vigtige punkter regerer videre i samme skure som socialdemokratiet, så har de sat sig for, at svensk skal lovfæstes som hovedsproget i Sverige. Det kommer efter planen til afstemning i rigsdagen i december.
Sverige er ikke længere homogent. Man besluttede i rigsdagen, at Sverige skulle være multikulturelt, og dermed også mangesproget. Fem minoritetssprog er lovsikrede: finsk, tornedalsfinsk, samisk, zigøjnersproget romani og jiddisch.
(Jeg ved desværre ikke, om modersmålsundervisning stadig existerer i det omfang, det havde for nogle år siden, da det gjaldt 123 forskellige sprog).
Professor i svensk ved Uppsala Universitet, Björn Melander, mente, at man i dette sproglige virvar burde styrke landets fælles sprog ved lovgivning. Svensk var anerkendt som officielt sprog i Finland og i EU, men ikke på hjemmeplan.
Melander stod bag et lovforslag, som støttedes af Svenska Akademin, og som kom til afstemning i Rigsdagen 7.12.2005 under den socialdemokratiske regering. Det blev nedstemt med 147 stemmer mod 145, bl.a. fordi socialdemokratiet mente, at en bestemmelse om, at den offentlige forvaltning skulle bruge et klart og forståeligt svensk ”kunne opfattes som diskriminerende” mod dem, som ikke havde svensk som modersmål (sic!).
Regeringen nøjedes derfor med en løs formulering om målsætningen: alle har ret til et sprog, ret til at udvikle og tilegne sig svensk og anvende sit eget modersmål udover de nationelle minoritetssprog.
Sprogforskeren, professor emeritus Sture Allén, medlem i Svenska Akademin, tog sig til hovedet over dette pk-slapsvanseri. Nedbrydningen af svensk kultur kunne fortsætte uforstyrret.
Men selvom den nye borgerlige regering fra 2006 på næsten alle vigtige punkter regerer videre i samme skure som socialdemokratiet, så har de sat sig for, at svensk skal lovfæstes som hovedsproget i Sverige. Det kommer efter planen til afstemning i rigsdagen i december.
Hvad skulle vi gøre uden Albert Engström:
För någon tid sedan tänkte Vimmerby snobba opp sig med en parkanläggning med kanaler och dyligt. En av stadsfullmäktige föreslog, att tio stycken gondoler skulle inköpas till allmänhetens förnöjelse i kanalerna.
Då reser sig illitterate rådmannen Lundström och föreslår i sparsamhetens intresse att inköpa endast två gondoler, en hane och en hona. Resten finge naturen själv arrangera.