Ægte afpolitiserede menneskerettigheder: JA TAK. Politiske Konventioner: NEJ TAK. - VÆK med dem!
Af Jacob Mchangama, 9.9.2010 Berlingeren. http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2010/09/09/danmark-en-oase-for-racister/
Jyllands-Posten har siden juli kørt en række historier, hvor NGO’er og menneskerettighedskomitteer kritiserer Danmark for ikke efterleve FNs Konvention om Afskaffelse af alle former for Racediskrimination (Konventionen).
Den første historie drejer sig om, at Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC) tilsyneladende kan påvise, at den danske regering har udeladt nogle tal om racistisk motiveret vold og chikane i sin officielle rapport til FN’s Komité for Afskaffelse af alle former for Racediskrimination (Komiteen), der overvåger overholdelsen af Konventionen.
Den seneste historie tager udgangspunkt i at Komiteen i to nye afgørelser har konkluderet, at Danmark har overtrådt Konventionen ved ikke at retsforfølge hhv. Pia Kjærsgaard og Søren Espersen for overtrædelse af racismeparagraffen for nogle udtalelser om somaliere og omskæring. Umiddelbart kunne det lyde, som om Danmark har forsømt at tage kampen mod racisme alvorligt. Men spørgsmålet er, om Konventionen er det rette forum for denne (vigtige) kamp eller om den gør mere skade end gavn. Og derfor om Danmark overhovedet bør være bundet af konventionen?
Bag konventionens noble formål gemmer der sig således nogle bestemmelser, der er særdeles svære at forene med ytrings- og forsamlingsfrihed. Derudover står komiteen for en fortolkning af Konventionen, der søger at iklæde en multikulturalistisk dagsorden menneskerettighedssprog. Af konventionen fremgår det bl.a., at staterne er forpligtet til at kriminalisere både racistiske ytringer og organisationer, selvom bl.a. Danmark oprindeligt var modstander af dette. Konventionen er den direkte årsag til, at den danske racismeparagraf blev voldsomt udvidet i 1971, og at hate-speech-lovgivning blev udbredt som en menneskerettighedsforpligtelse i Vesten i 1970′erne. Komiteen har bl.a. også kritiseret Frankrig for ikke at søge at forbyde Salman Rushdies bog ”De Sataniske Vers” da denne udkom. Dogmet om, at racisme skal bekæmpes med forbud frem for (med) debat, gennemsyrer komiteens arbejde. Både ved Danmarks ”eksamen” i 2006 og 2010, kritiserede komiteen, at Danmark ikke førte flere sager om overtrædelse af racismeparagraffen. I 2006 blev det således kritiseret, at der ikke blev rejst tiltale i forbindelse med Muhammed-tegningerne. I 2010 anbefalede Komiteen Danmark at oprette ”et uafhængigt og multikulturelt” organ, der skal føre tilsyn med anklagemyndighedens behandling af anmeldelser efter racismeparagraffen.
Komiteen udtrykte også bekymring over danske politikeres ønske om at ophæve racismeparagraffen, men modtog tilsyneladende garantier om at en sådan ophævelse ikke vil komme på tale fra den danske delegation. Men komiteen beskæftiger sig også med andre emner, som er svære at forene med kampen mod racisme. Eksempelvis har komiteen kritiseret danske familiesammenføringsregler, og at dansk integrationspolitik afskrækker indvandrere fra at »udtrykke og udvikle deres kultur«. Komiteens multikulturalistiske kritik af dansk indvandringspolitik og ”racisme” er ikke tilfældig. Multikulturalisme som ideal er mainstream tankegods i hele FN’s menneskerettighedssystem. I adskillige af Komiteens publikationer og rapporter anbefales det således, at støtte aktiviteter og organisationer der arbejder for at fremme multikulturalisme. Derudover er det værd at bemærke, at komiteens medlemmer sjældent har noget særlig intimt kendskab til de lande de bedømmer, og de læner sig derfor ofte op ad såkaldte skyggerapporter fra NGO’er. I Danmark er det typisk NGO’er som DRC, SOS Racisme og foreninger, der støtter asylansøgeres rettigheder, som står for disse rapporter. Disse organisationer bruger således komiteen til at få international støtte til deres modstand mod dansk udlændingepolitik med den ekstra bonus, at kritikken kan iklædes menneskerettighedssprog, så den udadtil fremstår som uafhængig og neutral og den kritiserede politik som umenneskelig og uretfærdig. Dermed gøres det politiske spørgsmål om, hvorvidt samfundet bør være multikulturelt eller ej til et spørgsmål om menneskerettigheder, hvor modstand mod multikulturalisme er lig med modstand mod menneskerettigheder, hvilket afsporer debatten.Et andet eksempel på NGO-aktivisme i forhold til komiteen er, at godt 20 af de mere end 45 klagesager, der er indgivet mod de stater, der anerkender komiteens kompetence, omhandler Danmark. I de fleste tilfælde er det DRC, der direkte eller indirekte står bag klagen. I omkring seks af disse sager har komiteen fundet, at Danmark har overtrådt konventionen eksempelvis på grund af manglende effektiv undersøgelse af en klage om diskrimination. Dermed fremstår Danmark officielt som et af verdens mest racistiske lande, selvom det langt fra er tilfældet.De mange problemer med konventionen bør medføre, at Danmark seriøst overvejer, om ikke konventionens kur er værre end omfanget af det problem, som den søger at løse. Konventionen fremstår således først og fremmest som et ideologisk stykke symbolpolitik, der skal bruges til at fasttømre en særlig vision af det gode samfund. At træde tilbage fra konventionen vil på ingen måde betyde, at der pludselig er frit slag for diskrimination. Grundlovens § 70 forbyder således forskelsbehandling på baggrund af religion og afstamning, ligesom Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forbyder forskelsbehandling på baggrund af bl.a. race og (hud)farve. Et opgør med Konventionen ville være et vigtigt skridt på vejen til at afpolitisere menneskerettighederne således, at disse vigtige rettigheder tjener og ikke modvirker deres eneste meningsfulde formål: At sikre frihed og beskytte mod vilkårlige overgreb.--
