Den danske Forenings formands hjemmeside spørger, om indvandrede muslimer mon vil passe os ”vantro”?
Nej, givetvis ikke! Der var en undersøgelse over muslimsk kvindearbejde i 2005, og den viste med al tydelighed, hvordan landet lå. Den blev delvis offentliggjort i Weekendavisen 26.11.05
http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20051125/SAMFUND/511240371/-1/samfund
Her skal den genfortælles i forkortning:
Socialrådgivere og patriarkalske tyrkiske mænd enige om at holde tyrkiske kvinder uden for arbejdsmarkedet. ER det acceptabelt, at indvandrerkvinder siger nej til en arbejdsplads, hvor der hænger Se & Hør-piger på væggen? Eller hvis arbejdet indebærer bleskift på børn, der har spist svinekød? Eller pakning af vinglas? Jamen, det sker. »Tit« forsikrer konsulent Lars Larsen fra LGInsight, et konsulentfirma, som har løst opgaver for Integrationsministeriet og Beskæftigelsesministeriet.
»Kommunale sagsbehandlere bruger megen tid på at drøfte sagen med kvinderne og deres mænd,« siger Lars Larsen. De upassende job omtales i rapporten fra firmaet: ”Interesser og holdninger til arbejde – Fokus på indvandrerkvinder og beskæftigelsesindsatsen” til Integrationsministeriet. Den bygger på interview med 60 tyrkiske kvinder, 15 tyrkiske mænd samt »institutionelle aktører”. Alliancen mellem socialrådgivere og patriarkalske indvandrermænd er forstemmende. Den spærrer for indvandrerkvinders adgang til arbejdsmarkedet.
Uden fast hånd fra myndighedernes side, er det nemmere for socialrådgiverne at give efter med et blødt hobbybetonet kompromis til kvinderne: et sy- eller madlavningskursus så de kan passe hjemmet og alligevel nogenlunde efterleve lovens krav om ”beskæftigelse”. Men det fastholder dem i deres livsmønster uden for arbejdsmarkedet.
I øvrigt dukker 50-70 procent af kvinderne aldrig op, eller man ignorerer, at de kun kommer et par gange om ugen. Et systematisk lovbrud på embedsmands- og politisk niveau i kommunerne!. Mange kommunale politikere og embedsmænd lukker øjnene. Og socialrådgiverne er fuldstændig overladt til sig selv på et ret umuligt område. Uden retningslinier, uden økonomi og uden tilstrækkelig tid. «Konsekvensen er, at kommunerne i stor stil placerer kvinder fra ikke-vestlige lande uden for arbejdsstyrken; over 80 procent er hverken tilmeldt arbejdsformidlinger eller omfattet af kommunal aktivering med sigte på job”.
Integrationsminister Rikke Hvilshøj mener, at kommunerne bærer hovedansvaret. Det gør en kæmpe forskel, om man lader kvinderne passe sig selv, eller myndighederne udsender klare signaler. Der er jo sagsbehandlere - tit er de selv indvandrere - der sagtens kan løse problemerne med, at aktiverede ikke vil røre en gryde, der har været i berøring med svinekød, eller ikke vil skifte ble på et barn. Men vi ser desværre også sagsbehandlere, som siger, at OK, så er kvinderne ikke egnede til de job,« siger Rikke Hvilshøj.
Hun påpeger, at det er en investering i hele indvandrerfamilien, hvis det lykkes at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet.» Børn af mødre i beskæftigelse klarer sig bedre end dem, hvis mødre ikke er i arbejde. Integration af kvinden er integration af hele familien, mens vi ikke ser samme effekt af, om mændene er i beskæftigelse eller ej. «
Århus er blandt de kommuner, der er omfattet af undersøgelsen, og den snart forhenværende Venstre-borgmester Louise Gade anerkender, at man har et problem. 58 procent af de indvandrere i Århus, som er på kontanthjælp, er af kommunen erklæret ikke-arbejdsmarkedsparate. Opgørelsen er ikke kønsbestemt, men vi har særligt problem med kvinderne.
Psykisk og fysisk tvang.
Det tyrkiske samfund i Danmark er det største og det ældste indvandrermiljø - grundlagt under den første fremmedarbejderbølge i slutningen af 1960erne. I dag er gruppen vokset til 55.000, heraf 24.000 efterkommere. De er for hovedpartens vedkommende samlet i mere eller mindre lukkede samfund i hovedstadsområdet (København, Ishøj, Høje Taastrup, Ballerup og Albertslund) eller større provinsbyer som Odense og Århus. Her har de dannet en række tyrkiske parallelsamfund med stærk social og kulturel kontrol, hvor især kvinderne er isoleret. Mange kommer aldrig i kontakt med det omgivende danske samfund. De er under mændenes og svigermødrenes dominans, »under psykisk og fysisk tvang”
Køb handsker
I øvrigt behøver det ikke være det store problem, at kontanthjælpsmodtagerne afviser at skifte ble, røre ved vinglas, eller røre svinekød, påpeger jobkonsulent Ahmed Nihrane fra Jobexpres i Høje Taastrup Kommune. Bare man følger en fast kurs. »Vores udgangspunkt er, at hvis man får kontanthjælp, står man til rådighed, og det har vi stor succes med. Hvis en kvinde vil arbejde i en daginstitution og gerne vil skifte Mohammed, men ikke Anders, så må man jo finde et andet job, rengøring for eksempel. Eller også må man finde en løsning i daginstitutionen, man kan jo bare gå ned i Aldi eller Netto og købe nogle handsker,« siger Nihrane. »Vi havde et eksempel på en virksomhed, der satte kapsler på sodavand og øl. En ung mand ville ikke sætte kapsler på ølflaskerne, men så lod arbejdsgiveren ham stå i et hjørne alene med sodavand. Det blev for ensomt for den unge, og så endte han med også at sætte kapsler på ølflaskerne,«siger Ahmed Nihrane.
Tja, læser man rapporten, ser man at ministeriet, kommunerne og andre myndigheder som sædvanlig er slappe og fulde af eftergivenhed. Det minder i høj grad om situationen fra narkoproblemerne, hvor man hverken tog fat i tide eller reelt. Jeg husker endnu, hvordan man ikke ville forsøge at redde fjortenårs narkobrugere ud af afhængigheden, fordi de ikke var ”motiverede”. Man ventede og ventede på, at de måske blev ”motiverede”.
Nogle venter videre i evigheden.
