august 01, 2007

Syg idé!

Jydske Vestkysten, Hodjas blog og Konservativ Reaktions blog og sikkert flere endnu har skrevet om ligestillingsminister Eva Kjer Hansens absurde ligestillingsprojekt for opdragelse af børnehavebørn, og nu har Snaphanen taget fat i et krads indlæg 1.8.07 http://dansk-svensk.blogspot.com/

Ligestilling! hvilket forvrøvlet begreb! Ministeren vil undersøge, hvordan børnehavepædagogerne arbejder med ligestilling. Hun kalder det Kønsmainstreaming! De skal lære, hvordan de kan ændre børns adfærd. Og der skal laves en børnebog, der skal udfordre og ændre ”stereotype forestillinger om kønsroller” via læsning, leg og samtale.

Åh Gud! Skal vi nu igen høre om alt det mentalhygiejniske vrøvl om kønsroller og ligestilling. Vi har været det hele igennem tidligere, da Ritt Bjerregaard og hendes udvalgte pigegruppe med Jytte Hilden, Eva Bendix, Kika Mølgaard, Lis Sørensen og Bente Ørum skrev bøger om kønsroller. De havde ligesom andre på den tid travlt med at skulle ændre samfundet, og det gøre man lettest ved at gribe fat i børnene og styre dem den vej, man ønsker.

Men nu er det ikke alene de af Mentalhygiejnen uddannede pædagoger, psykologer og socialrådgivere, som påvirker vore børn, men FN`s kvindekonventions artikel 5a dikterer, at
”De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster mhp at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller.”
I Danmark, hvor kvinder er vant til den gennem århundreder tilkæmpede frihed, har vi næppe tænkt på at ovenstående diktat kan vinkles.
Lad dog børnene være og lad dem vælge det legetøj, som de selv har lyst til uden indblanding. Hvad ville der ikke være blevet af mange fremragende mennesker, som gik deres egne veje, hvis de skulle have indordnet sig ligestillingsminister Eva Kjer Hansens ligestillingsprojekt med pædagoger, der læser højt af børnebøger om ligestilling! Lad dem vælge selv!
Svensk TV viste en dokumentarfilm i går om Ingmar Bergman. Deraf fremgik det, at han var bidt af teater allerede som dreng og optrådte med sit dukketeater for familiens voksne. Også drengen H.C.Andersen var som bekendt vild med teater.

Hvordan ville det være gået, hvis man havde tvunget dem til andet legetøj? Jamen, hvor var det dog forfæ-æ-ærdeligt, at de legede med dukker!
Der skal hverken ændres det ene eller det andet, ligegyldigt, hvad ungerne vælger. De skal vælge frit, ud fra deres eget JEG. Og det har Eva Kjer Hansen og andre profeter ikke noget med at blande sig i. Og hun er fra et ”liberalistisk” parti!!!

Ud med de syge idéer! Eller ud med Eva Kjer Hansen ved førstkommende valg!