For en måneds tid siden talte jeg med en svensker, som i flere år var med i kommunestyret i en mindre landkommune i det mørke Småland.
Hun udtrykte sin begejstring over, at en bekendt til hende, en musiker, var blevet inviteret ned til en af landene på den Arabiske Halvø.
”Tænk engang, at han får mulighed for at spille dernede!” kvidrede hun.
”Ja, vent du bare til de arabiske sheiker har opkøbt Sverige!” sagde jeg.
Hun brød fuldkommen sammen i overmåde latter. ”Ha ha ha, tror du sheikerne kommer her?”
Jeg opgav at svare vel vidende, at sheiken Al-Amoudi for længe siden havde etableret sig og var god for 25 milliarder svenske kroner plus alt det andet – meget, meget større i udlandet (total formue vurderet til 65 milliarder sv. kr.). Han ejer (Nordens ?) Sveriges største olieraffinaderi i Lysekil og benzinfirmaet Preem og ejer store aktieandele og interesser i svenske firmaer, bl.a. på boligmarkedet og i havneanlæg etc. etc. Han har modtaget Nordstjerneordenen for sin indsats i Sverige.
Først da jeg efter et par uger havde sundet mig over hendes håbløse uvidenhed, fortalte jeg hende lidt om forholdene i hendes eget land.
Al-Amoudi har jeg tidligere omtalt her på bloggen. Han har altid holdt lav profil, men har dog været omtalt i avisen ”Dagens Industri” (bl.a. Weekendtillægget 20.-21. maj 2005) og i ”Världen idag”.
Siden har en anden sheik, emiren af Dubai, sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum - denne gang fra Dubai – meldt sig som interessent til køb af Stockholm Børs. (Omtalt 10.8.07 her på bloggen).
Torsdag den 23.8.07 kunne den svenske TV 4 i nyhederne fortælle lidt om Al-Amoudi og andre 3 eller 4 sheiker, som opkøber svenske firmaer. Pengemennesker som store industridrivende og handelsfolk dyrker mammon i den grad, at de så godt som aldrig interesserer sig for, hvad deres penge bidrager med af ulykker for land eller folk. Det gælder overalt på jordkloden – ikke mindst i EU.
Jeg tror pengemenneskernes spædbørns første ord for at få puttet mad i munden ikke hedder ”mammam”, men - - ”mammon, mammon!”.
