Den danske Folkekirke har vel aldrig været så rummelig som nu, hvor der synes at være plads både til Gud og Fanden.
Hvornår rummeligheden begyndte, ved jeg ikke, men det var vel, da 68´erne kom på banen.
Mange studerende og præster og kristne organisationer som Dialogcentret, Danske Kirkedage, Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær etc. fik en rødlig farvenuance. En gruppe kaldte sig ”Kristne for Socialisme” og truede med knytnæve, og femministiske theologistuderende ville gøre ”Vorherre” til ”Vorfrue”. Politik serveredes ikke bare fra prædikestolen, men også med marxistiske slagord mellem kirkebænkene. Kristendommens kærlighedsbudskab blev til ”solidaritet”.
Alt dette svækkede kirken og gødede jorden for islam.
De slappe forkyndere i kirken sluttede sig snart med begejstring til den
nye politisk-korrekte religion, ”den globale”, der omfatter alle himlens guder. Disse er måske ikke selv klare over det, for indtil videre er den globale religion vist kun kommet frem fra kirkerottehullerne i Europa.
Den ”globale” tro vil indbilde os, at hvis bare vi tager islam til os, så vil alt gå godt!
Det er ikke bare her i Norden, at blåøjede præster holder ”globale gudstjenester, bønnemøder, andagter m.m.”
Med undren så man den forrige pave kysse koranen. Med undren så man den nuværende Benedikt holde fælles gudsandagt med islam og undskylde over for islam, at han citerede en 1300-tals kejser i Byzans...
Og nu hører man fra det stærkt islamiserede England, at Storbritanniens katolske hovedkirke, Westminster Cathedral, fremførte en komposition af Sir John Taverner,
der handler om Allahs ”99 skønne navne” og blev sunget på arabisk. ”Sprogets inspirerende, gutturale toner mestredes omhyggeligt af de engelske sangere”, hedder det slesk og eftergivende over for islam! Værket var bestilt af prins Charles, som er meget interesseret i islam.
I Danmark og Sverige cirkulerede for nogle år siden vandreudstillingen ”Gud har 99 navne”. Man tog Guds navn forfængeligt og satte lighedstegn mellem Vorherre og Allah.
Udstillingen viste glimt af jordens største religioner, men det var islam det drejede sig om! Ofte fulgt op med trykt materiale eller foredrag. I Helsingborg var der et arrangement i Dunkers Kulturhus. Det kaldtes ”debat”, for man kan ikke godt annoncere med ordet ”propaganda”. ”Er der plads til en moské i Helsingborg?” lød spørgsmålet. Alle, der ytrede sig, både de ti i panelet og publikum havde forhånds ordre om, at man skulle respektere hinanden og iøvrigt ikke nå til nogen konklusion.
Tre af de ti i panelet var muhammedanere. Hertil kom 4 politikere, en mand fra lejerforeningen og to præster – alle syntes at have begrænsede kunskaber om islam, men var positive til den i Sverige lovbefalede multikultur. Og endelig var der en, der havde læst på lektien og sad i kirkerådet i Lunds Stift. Han var Sverigedemokrat og den eneste, der var imod moskébyggeri og holdt stand.
En moské er i sig selv en død ting. Sagens kerne er, hvad den skal bruges til, men det måtte man under ingen omstændighed komme ind på. Ikke et ord om koranskoler etc. og den 5. kolonne-funktion, der kan drives dér.
Bag arrangementet stod ”Studieforbundet Sensus” og ”Nätverk Helsingborg för rättvisa och solidaritetdet” alias det socialistiske Attac i Helsingborg
”Sensus” - det er jo dem vi lige har hørt om med ”fredsagenterne” her på bloggen, og Attac - nåh, dem kender vi vist.
Kilde: The Economist 30. juni - 6. juli 2007, s. 80 og materialer fra vandreudstillingen
"Gud har 99 navne".
