december 10, 2006

Vi skal jo alle kunne väre her!

Gentofte Hovedbiblioteks store hal har en vældig akustik. Det opdager små børn utrolig hurtigt. Den første kalden på mor og den er hjemme! Det huskes givetvis til næste besøg på biblioteket.
At det er herligt for ungerne er hævet over enhver tvivl. Men ikke altid lige sjovt for dem, der skal koncentrere sig om læsning eller skal samle tankerne om en skriftlig opgave, og bibliotekspersonale tør jo ikke sige noget i vore moderne tider. Da vi alle skal lære at tage hensyn til hinanden, er det vel ingen skade til for børnene at lære at lege stilleleg. Jeg synes, at kommunen skulle ofre lidt penge på en lille tilbygning, hvor børnehavebørnene og andre kan lege eller spise deres medbragte madpakker.

En dag forsøgte jeg forsigtigt at forklare en ung mor, at det faktisk var hendes ansvar, at barnet morede sig med råben. Men jeg var naturligvis galt afmarcheret: ”Vi skal jo kunne være her alle sammen!”, sagde moderen. At det netop var det, man ikke kunde, forstod hun ikke.

Da spektaklet om Nørrebros Ungdomshus var på TV for en måneds tid siden, så sagde en ung fortørnet Martin Sundbøll det samme: ”Der skal jo være plads til alle, også til os!”

Javel, nabolaget er udsat for hærværk, knuste ruder og ødelagte facader, men --- der skal være plads til dem, der laver hærværk!

­­­­­­­­­­­­­­­­­