Jeg læser på Budstikkens hjemmeside http://www.modersmaalet.dk/budstikken/?p=114 at det nordiske sprogfællesskab misrøgtes ligesom de enkelte sprog. Det er især galt fat i Danmark”, står der.
Kan det være værre end i Sverige?
Sveriges Rigsdag vedtog i 1997, at Sverige var et multikulturelt land. Sverige er ikke længere homogent. Det er mangesproget. Fem minoritetssprog er lovsikrede: finsk, tornedalsfinsk, samisk, zigøjnersproget romani og jiddisch.
Modersmålundervisningen fra 1-9 klasse kom til at omfatte 123 - ethundredetreogtyve forskellige sprog!
I 2002 foreslog en svensk statslig rapport ”Mål i Mund”, at svensk burde lovsikres som nationens majoritetspråk. Man ville bl.a. værne mod det tiltagende brug af engelsk.
Professor i svensk ved Uppsala Universitet, Bjørn Melander, mente, at man i dette sprogkaos burde styrke det svenske sprog ved at erklære svensk for officielt sprog. Svensk er erkendt som officielt sprog i Finland og i EU, men ikke på hjemmeplan.
Melander stod bag et lovforslag med støtte fra Svenska Akademin (svarer til Dansk Sprognævn) og lovforslaget kom til afstemning i Rigsdagen 7.12.2005. Det blev nedstemt med 147 stemmer mod 145. Socialdemokratier mente, at en bestæmmelse om, at den offentlige forvaltning skulle anvende et klart og forståeligt svensk, ”kunde opfattes som diskriminerende” mod dem, der ikke havde svensk som modersmål (sic!).
Regeringen nøjedes med en løs formulering om målsætninger: alle har ret til et sprog, ret til at udvikle og tilegne sig svensk og anvænde sit eget modersmål foruden de nationale minoritetssprog
Sprogforskeren, professor emeritus Sture Allén, medlem af Svenska Akademin, tog sig til hovedet.
Nedbrydningen af svensk sprog og kultur kunde fortsætte uforstyrret.
Nogle indvandrere har påtaget sig den interessante opgave målbevidst at forfladige og nedgøre svensk sprog:
Børn og unge i ghettokvarterer (2. eller 3. generation efter analfabetiske indvandrere - i forskønnende omtale kaldet ”tosprogede”) kan ikke ordentlig svensk. De snakker et selvgjort lokalslang med blandede levn fra forældrenes sprog – fra urdu, tyrkisk, arabisk etc. For at fremskynde nedbrydningen af svensk og gennemtrumfe brugen af indvandrerslang startede den 22-årige Zanyar Adami bladet ”Gringo” med sigte på Stockholms forstadsghettoer. Han bakkedes op af gratisavisen Metro, hvor han skrev artikler. Metros chefredaktør, Sakari Pirkænen, var med på idéen, og Gringo kom på gaden som et gratis tillæg til Metro – og dermed i stort oplag.
Skønt Svenska Akademins vigtigste opgave - ifølge statutterne fra Gustav 3. - er at arbejde for sprogets ”tydelighed, udtryksfuldhed og anseelse”, vil de nu optage hundredvis af uforståelige
Gringo-slangord i deres ordliste som korrekt svensk. (Vistnok fordi Svenska Akademin i vore dage skal optage ord, som bruges af folket og massemedierne).
