SVIN I BYERNE
Mon ikke mange, når de læser her om svin og grise, forestiller sig bøndergårde ude på landet? Men går vi noget tilbage i tiden, havde man også mange husdyr i byerne: grise, køer, får og geder. Byerne voksede op som landsbyer. Gødning og skrald af alle slags smed man ud på gaden eller på en tom grund i husrækken, ligesom man stadig kan se det i småbyer i Sydeuropa og andetsteds. Her gik svinene og grisene, hundene og kattene og rodede for at finde noget ædeligt. Middelalderens helligåndshuse, datidens sygehuse, som blev drevet af munke, holdt også svin. De adskilte sig fra de almindelige borgeres ved at have en klokke om halsen, så alle kunne vide, at man gjorde en god gerning ved at give dem noget at æde. På den måde hjalp grisene faktisk med til at en del af skraldet forsvandt. Hestepærer var der endnu så meget føde i, at svinene kunne have glæde af dem. Senere blev det – spurvene, og i dag er de nærmest en saga blot.
I november 1600 skrev Chr. 4 til magistraten i håb om bedring af forholdene i København: ”Her findes stor Uskikkelighed med skidne og urene Gader og Stræder af den Aarsag, at Borgerne udføre allehaande ”Uhømsk” og Skarn af deres Gaarde og lade det lægge paa Gader og Stræder eller i nogle Skarnkister under deres Huse og Vinduer paa nogle Dages Tid, førend de lader det udage, hvoraf snart stor Sygdom kan foraarsages; desforuden saa ligger det mange godt Folk i Veien til Afsky, hvor deres Gang og Vei fremfalder.”
Selvom gadernes renlighed efterhånden bedredes lidt, så kan de ikke sammenlignes med nutidens. Gang på gang måtte myndighederne slå i bordet og formane borgere til at holde bedre rent. Ved kongelig forordning blev det under Frederik 2. 1576 forbudt at holde svin i København, men forbudet måtte gentages om og om igen de næste par hundrede år.
Thomas Overskou boede som barn i gården ”Noæ Ark” i Studiestræde tæt ved Vor Frue Kirke. Da englænderne ved deres bombardement af byen skød efter kirkens høje spir, faldt bomberne tæt ned over kvarteret. Overskou fortæller om den rædsomme oplevelse, men glemmer ikke de små morsomme episoder ind imellem. En bombe sprængtes i luften og knuste ved nedfaldet et skur i gården, hvor værten havde et svin stående. Det blev så forskrækket, at det sprang over ruinerne og ud gennem mellemdøren til gaden og rendte ad kirken til. Værten og hans pige trodsede den frygtelige bomberegn og satte efter svinet, fangede det, tog fat i hver sit øre på det og førte det tilbage i triumf og slæbte det op på 1. sal og arresterede det der i køkkenet til en åbenstående lejlighed, som beboerne var løbet fra.
Et ganske specielt svin er gravsoen eller glumsoen (glum=skummel, skrækkelig). Den er ligesom helhesten og kirkelammet en ”kirkevare” eller en ”kirkegrim”, et levende begravet dyr, som vogter kirken.eller varsler dødsfald. En sådan gravso nævnes i præsten Hans Lauritsens sjælebog i 1587. Den kaldtes ”Sankt Clemens grå so” og var på det tidspunkt blevet hjemløs. Bondebyen Havns ældste kirke var viet til de søfarendes helgen, pave Klemens, som led martyrdøden ved drukning i 102 bundet til et anker. Kirken lå, hvor senere Frederiksberggade blev brudt igennem. Ved reformationen i 1536 var kirken allerede ”ynkelig forfalden” og ”bygfældig”, og snart blev den plyndret for alt byggemateriale og jævnet med jorden, så det var ikke så sært, at gravsoen spøgede hvileløs rundt. Dens revir var taget fra den.
