Endnu i slutningen af 1600-tallet var kartoflen en sjældenhed, som kun vankede ved taffel hos kongen eller i lignende fornemme omgivelser.
På 1700-tallet spredtes kendskabet til dyrkningen, bl.a. gennem ”kartoffeltyskerne”s beplantninger i Jylland. Linné skriver i sin skånske rejse 1749: jeg forstår ikke, hvorfor tjenestefolk over hele Sverige så nødig spiser kartofler. Nu skulle han vise dem, hvor gode de var. På herregården Tunbyholm i Skåne lod han hele svinebesætningen drive ind på gårdspladsen og lod hente en stor portion kartofler fra kælderen, hvor de havde ligget vel bevaret i sand..., men ”de stygge svin” åd ikke en eneste! fortæller han forarget. De nøjedes med de brødstumper og anden bestikkelse, som man kastede ind mellem kartoflerne, men man kunne ikke lokke dem til at tygge på en eneste rod.
Måske var det først da man opdagede, at man kunne lave brændevin på kartofler i stedet for på det dyre korn, at kartoffelavl blev almindeligt. Da man rigtigt begyndte at dyrke kartofler på 1800-tallet, øgedes antallet af grise på bøndergårdene. Man øjnede snart en mulighed for at komme ind på de store markeder i Tyskland og England.
Omkring 1870 exporterede Danmark årligt i gennemsnit 25.000 slagtede svin. Siden har man udført et intenst arbejde for at forbedre racen. Den danske gris er blevet længere, idet den har fået to ribben, altså to koteletter, mere i kroppen, mens fedtlaget er blevet tyndere. I dag udgør bestanden i Danmark ca. 12-13 millioner svin, altså ca. 2½ gang mere end befolkningsantallet. Den årlige eksport ligger på omkring 17 millioner.
Nogle produkter fra grisen er mindsket voldsomt eller er gået helt tabt i moderne tid. Skindet af svineblærer kunne bruges til at spænde over krukker, der skulle være lufttætte, eller laves til poser. Børsterne, de lange stive hår på svinets ryg, hals og nakke anvendes ikke bare til børster og pensler, men bruges også af skomagere og sadelmagere til syning. Faktisk var børster både af vildsvin og tamsvin før i tiden en ret stor artikel, som indførtes fra bl.a. Rusland, Polen, Østprøjsen og Belgien.
Svineskind følger i reglen med kødet og bliver til flæskesvær, men undertiden garvede man huderne til forarbejdning af sadler, seletøj og trækremme eller til bogindbinding.
”Forgyldning forgår, men Svinelæder består”, sagde H.C.Andersen
