VILDSVINET VISTE VEJ TIL STORINDUSTRI
Sagnet vil vide at det var vildsvin som var skyld i at man opdagede den enorme salthorst, som byen Lyneborg hviler på. En jæger undrede sig over, at en stor galt havde hvide børster og sneg sig efter dyret for at se, hvor den havde hjemme. Det viste sig, at den med velbehag gnubbede sig mod en klippe - af salt. Denne salthorst, der går 4 km ned i jorden, blev til umådelig rigdom både for Lyneborg og Lybæk. Saltudvindingen begyndte på 900-tallet.
I gammel tid var røgning, tørring eller saltning de vigtigste metoder til at opbevare madvarerne. Salt var derfor en livsbetingelse, og Lyneborgs saltmine havde til og med en utrolig høj saltprocent! 21 procent mod de normale 2-10 %. De tyske købmandsforbund, Hanseaterne, beherskede i lange tider hele markedet i Norden. Ikke mindst Øresunds store sildemarkeder, der forsynede Europas katolske lande med fastemad, var storaftager. I 1368 importeredes ca. 3000 tons salt til Skånemarkederne.
Arbejdet ved salthorsten var ulideligt både for dem, der arbejdede i minen og for dem der stod for saltsydningen. Man fyrede oprindelig med brænde, så egeskovene forsvandt og gav plads for store hedestrækninger.
Saltet førtes med hestevogne og pramme ad veje og floder til Lybæk. Nordeuropas første kunstige kanal byggedes i 1390´erne, 89 km lang, så man fik direkte vandforbindelse fra Lyneborg til Lybæk. Kanalen er senere ombygget og afkortet med 27 km.
Saltudvindingen fortsatte i beskedent omfang i Lyneborg frem til vor tid, hvor oliepriserne satte endelig punktum for udvindingen. I dag er den gamle Saltvej en turistattraktion.
