Det ligger i sagens natur, at vi mennesker lige fra Arilds tid, da vi levede af jagt og samlede urter, har interesseret os for vore medskabninger. Man afbildede dem på heller og hulevægge, fortalte om dem og tillagde dem egenskaber og guddomskraft.
Dyrefabler blev til litteratur i oldtidens Grækenland og Indien og dyrkedes ikke mindst i Europa middelalderen igennem. De var tit moralisernede, skæmtende eller satiriske.
En særlig art dyrefortællinger er det skrift som forfattedes i Alexandria i den ældste kristne tid – ja, måske allerede 200 år efter Kristi fødsel. Det går under navnet ”Fysiologus” og beretter om fantasifulde egenskaber både hos rigtige dyr og hos fabeldyr. Her finder vi historien om pelikanen, der hugger hul på sit eget bryst for at give ungerne liv gennem sit blod, om fugl Fønix, der genopstår af flammerne, om salamanderen, der slukker ild ved at gå igennem den o.s.v. Bogen oversatte tidligt til alle den gamle verdens sprog, bl.a. arabisk. Indholdet af ”Fysiologus” blev gentaget ved munkenes mange afskrifter og voksede ved tilføjelser. Disse håndskrifter om dyr kaldes ”bestiarier” (bestia = dyr).
Mon ikke den håbløst forvrøvlede snak om ”rene” og ”urene” dyr oprindelig hører hjemme her?
