Svinet blev tidligt tæmmet til husdyr, men beholdt længe sit vildsvineagtige udseende. I det klassiske Grækenland og Rom var svineavlen højt udviklet. Svineopdræt foregik hovedsagelig i de egne i Europa, hvor der var store ege- og bøgeskove.
Den første trykte bog i Sverige – og dermed også det første trykte træsnit af et svin – så dagens lys på Munkholmen i Stockholm 1483. En omvandrende tysk bogtrykker, Johan Snell stod for værket, den latinske ”Dyalogus creaturarum optime moralizatus” (Skabelsens morallærende samtale), en række samtaler mellem skabelsens begreber, dyr og mennesker, ting etc.
De afbildede vildsvin (latin. aper/apri) synes ifølge teksten at være skovgående svin, altså oldensvin. I den svenske oversættelse kaldet ”skovsvin”.
I moderne dansk sprog betyder ”skovsvin” som bekendt noget helt andet.
Ligesom muligheden for høbjergning bestemte antallet af kvæg, så afgjorde oldentræerne hvormange svin man kunne holde. Himmerlands skove kunne på 1600-tallet føde op til 24.000 svin i gode oldenår, men i de dårlige kun halvdelen. Svinenes roden i jorden skabte en yderst gunstig jordbund for spredning af bøgen. Bøgen kaster sin bog ved den første nattefrost. Træets nordgrænse ligger i Småland (dog findes der en bøgeskov i det sydligste Norge ved Larvik), mens egen klarer sig længere nordpå. Om efteråret gennede man svinene til skovs, hvor de supplerede oldenfoderet med bær, svampe, insekter, forskellige saftige ukrudstsplanter, mus og muldvarpe. I sin skånske rejse beskriver den svenske botaniker, Linné, hvordan svinene ligesom slingrer berusede rundt og bliver meget varme, når de begynder at æde de nedfaldne bogen. Så vil de gerne ligge og dvaske, - hvis det da ikke bliver koldt. Jo koldere det er, jo mere æder de, og jo federe bliver de.
De bliver ude i skovene indtil hen mod jul, hvor man slagter. Flæsket bliver meget løst af bøgeolden i forhold til det flæsk, der dannes på agern eller korn, skriver Linné. Som kogt kød har det derfor i sig selv ringere smag, men gør kålsuppen og ærtesuppen mere kraftig og giver den en behagelig krydret smag.
Det fremgår af retsbøger, at oldensvin var årsag til megen kiv og spektakel, særligt hvis de ikke havde ring i trynen eller var uden hilde (klove (tvege), åg, sule = et træapparat om halsen, som forhindrede dem i at gå igennem hegn og buskads). I Norge var et gærde ikke lovgyldigt, hvis et svin med ”sule” om halsen kunne komme igennem. Svinene kunne lave slem skade, hvis det lykkedes dem at finde ind på de dyrkede marker og gennemrode jorden, så det på kort tid så ud som et nypløjet land, totalt ryddet for både rødder og orme. Men det var ikke bare sådanne ulykker, man kivedes om. Når bønderne slap grisene ud i almindingen var de mærkede, men mærkerne voksede undertiden bort, og når ejerne kom for at hente julegrisene, endte det tit med druk og slagsmål.
Apropos druk, så gav man gerne resterne efter ølbrygningen og brændevinsbrændingen, masken og bærmen, til svinene. ”Han har ikke mask til en so”, sagde ordsproget om den fattige.
I øvrigt var brændevinsflasken ofte af form som en gris, særlig i Danmark, mens den i Sverige foretrukne var en hund – en fyldehund.
Helt ufarlige var oldengrise ikke. De kunne blive halvvilde af dette frie liv og svære at fange ind.
”Han duer ikke til at fange grise –”, sagde man drillende om den, der var hjulbenet.
Det skete, at bønderne ligefrem måtte gå på jagt efter sine svin for at få stegen i hus. Der findes også beretninger om, hvordan mennesker er blevet angrebet og alvorligt tilredt af oldensvin, og gamle svenske landsksabslove fastsætter bøder for ejermændene.
