Hodjas blog omtaler Lillejuleaftens dag den planlagte generobring af det spanske Andalusien.
Oriana Fallaci skrev om det i sin sidste bog "La forza della ragione", 2003.
I Cordova stiftedes ”Selskabet for Andalusiens tilbagevenden til islam” for godt 30 år siden - ikke af muhammedanere, men af venstreextremistiske spaniere. Skuffede over proletariatets borgerlighed søgte de nye veje. De gik fra Karl Marx til Muhammed. Og marokanske rigmænd, saudiske fyrster og emirer fra Golfen, som gerne opholder sig i Andalusien, styrtede til for at velsigne dem med penge. Og mere kom til fra trosfæller i Europa og Amerika. Uden at regeringen greb ind! Og uden at den katolske kirke tog notits. Var det inkvisitionens mørke skygge som krævede tolerance?
I økumeniens navn gav biskoppen af Cordova i 1979 muhammedanerne tilladelse til at fejre deres offerfest i domkirken. ”Vi er alle brødre!” hed det. Festen, (hvor lammenes blod flyder i strømme) gav problemer: nedrevne krucifixer, væltede madonnaer, indvolde af lam smidt ned i vievandskarrene. Så året efter sendte biskoppen dem til Sevilla. Her ankom de netop i påskeugen! Du gode! Hvis der overhovedet findes noget, der er mere tungsindigt end den islamiske offerfest, så er det påsken i Sevilla! Døderingning, dystre processioner og makaber korsgang, hvor ”nazaræerne” hudfletter sig, så blodet rinder, mens hætteklædte skikkelser skrider fremad til lyden af dumpe trommer... Med råbet ”Leve det muslimske Andalusien, bort med inkvisitionen. Allah vil sejre” kastede Muhammeds nye brødre sig over sine ex- brødre i Kristus, så der blev slagsmål. Så måtte de også forlade Sevilla.
De flyttede til Granada, hvor de dannede deres eget samfund i det historiske kvartér Albaicin. Her byggede de moské med tilhørende kulturcenter. Det lykkedes takket være milliarder fra Libyen, Malesia, Saudiarabien, Brunei og fra den stenrige sultan af Sharjah, hvis søn åbnede indvielseceremonien i 2003 med ordene:
”Her føler jeg, at jer er vendt tilbage til mit fædreland”. Og de konverterede spaniere (der var 2000 alene i Granada!) svarede: ”Vi vil genfinde vore rødder!”
Albaicin har sine egne love, sine egne institutioner. Eget hospital, egen gravplads. Eget slagteri, egen avis: ”La Hora del Islam”. Egne byggefirmaer, egne biblioteker, egne skoler, hvor man lærer koranen udenad. Egne forretninger, egne markeder. Egne kunsthåndværksbutikker, egne banker. Og til og med egen valuta: i smøgen San Gregorio slås guld- og sølvmønter, kopieret efter den antikke ”dirham” fra Granadas sidste mauriske hersker, Boabdil. Af de sædvanlige grunde, d.v.s.. ”af hensyn til den offentlige sikkerhed” lader det spanske finansministerium som om, de ikke ved det, skønt moskéen både sælger et lille skrift om mønten og selve mønterne.
De muslimske rigmænd finansierer propagandaen og arbejdet med at vinde proselytter. Hver kvinde, der omvender sig til islam og føder et drengebarn belønnes med seks tusinde dollars, og hver lille pige med hijab med tusinde dollars.
Rimeligvis støtter de også terrorismen, direkte eller indirekte. I Spanien finder man nogle af de bedst uddannede terrorister. Og her foregik den hidtil blodigste terrordåd i Europa - sprængningen af morgentogene ved Madrid 11. marts 2003 - med hen imod 200 dræbte.
