Efter mordet på Knud Lavard i Haraldsted Skov rasede der borgerkrig mellem kongsemnerne, Svend, Knud og Valdemar, som endte med Blodgildet i Roskilde, Knuds død og Svends nederlag på Grate Hede. Valdemartiden begynder med Knud Lavards søn, Valdemar den Store, som i samarbejde med bisp Absalon bekæmpede Vendernes hærgen langs vore kyster og til sidst indtog deres borg, Arkona på Rygen i 1169, og befæstede Kjøbmændenes Havn.
Knud den 6. fulgte efter sin far, Valdemar den Store 1182. Den tyske kejser krævede hans hyldest som sin lensherre over Holsten, men blev pure afvist, hvorfor Knud blev angrebet af kejseren gennem dennes lensmand, hertug Bugislav i Venden, hvis flåde lå ved Rygen, men han tabte stort, og Knud kunde kalde sig "de Venders konge." Knud efterfulgtes af sin bror, Valdemar (Sejr), 1202.
Nu er vi så fremme ved datoen, 15. juni 1219, Valdemarsdagen.
Den dag stod det berømmelige slag ved Lyndanisse. Det så meget ilde ud. Danskerne blev overrrumplede, men så..... Ned fra himlen hvirvlede Dannebrog og under det kors sejrede danskerne.
- Det er Valdemar Sejr, der samlede alle de gamle jyske retsregler til "Jyske Lov" 1241: "Med Lov skal Land bygges".
Med Valdemar Sejr`s sønner begynder en hundredårig nedgangsperiode med landets opsplittelse og pantsætning. Det hele ender med, at Niels Ebbesøns dræber Grev Gert 1. april 1340.
Valdemar (Atterdag) bliver konge 1340 og begynder at samle landet igen. Under Valdemar Sejr hærger Den sort Død hærger og Visby plyndres.
