Noget dansk kultur er mere dansk end andet. Ingen ulykkesdag i verden kan som navn komme op på siden af Tycho Brahes dag.
Vi kender ham allesammen, vor berømte stjernekikker som ikke bare gav sig af med astronomi, men også med astrologiens mysterier og kunde udregne de gæve og de skæve dage. Mindre interessant var det for denne videnskabsmand at spilde sin tid med bureaukratiske regnskaber og rapportering om lenet, Hven, så Christian Firtal blev ærgerlig, Tycho rejste og havnede i Prag.
Der ligger et særligt skær over ham, ikke bare at han fandt en ny stjerne, og havde et akademi af studerende omkring sig på Uranienborg og blev berømt, men også ham selv i egen person. Han er født på Knudstrup på Söderåsen som tvilling, men hans bror var død ved fødslen. Efter forhånds aftale gav hans forældre ham væk til Tychos farbror, Jørgen Brahe til Tostrup, som var barnløs.
Tychos næse fik sin særlige del af berømmelsen. Den var blevet hugget af i en duellering med en anden student i hans unge dage og erstattet med en næse af metal. Hvordan fungerede det mon i prais? Men endnu mere mærkværdigt var det at høre, hvordan han kom af dage. Han skal have siddet ved kejserens taffel og haft behov for at træde af på naturens vegne. Men det var imod etiketten, og så døde han efter sigende af en blæresprængning. Kan det lade sig gøre, eller var det bare: "pis i bux gir stakket varme". Historien er ikke rigtig. Den foregik ikke ved kejserens taffel og det var ikke en blæresprængning. Hans relikvier i Teyn-kirken i Prag peger på, at han døde af kviksølvforgiftning ved behandling mod en eller anden sygdom.