Svenskerne har i stigende grad næret bekymring for deres lands så godt som afskaffede forsvar.
Nedenstående var en leder i den svenske avis ”Världen idag” i går 11.8.08 (– her oversat til dansk):
At gardere sig mod tænkelige trusler er ikke moderne i vor tid. Kalkylen siger, at de fleste trusler ikke bliver til noget, og dermed ses enhver sikkerhedsforanstaltning som et muligt tab, en indsats, som skulle kunne anvendes bedre, til brug her og nu i stedet for til beskyttelse i en usikker fremtid.
Den som ikke føler sig truet føler heller ikke noget behov for beskyttelse. For Sveriges del ligger trusler mod frihed, sikkerhed, demokrati generationer bagud i tiden. Der findes ikke nogen kollektiv erindring om ulykker, krig, besættelse. En tidligere generation kunne huske krigen i Europa og i nabolandene, de fleste af os mindes stadig diktatur og undertrykkelse i en nær omverden.
Nogen kollektiv følelse af, at dette kan genopstå, findes imidlertid ikke. Den normale adfærd er spøgefuglens, man tager altfor let på manglen på gardering og gør grin med det svenske forsvar, som nu faktisk er blevet borte. Men i andre lande noterer man med undren, at Sverige ikke længere værner om sit territorium. En tidligere amerikansk forsvarsattaché konstaterer, at det ikke længere er indlysende, at Gotland er svensk. Hvis nogen anden nation vil tage den strategisk vigtige ø, er det i princippet frit frem. Ingenting vil hindre en overraskende okkupation. Det er naturligvis yderst alvorligt.
At situationen i vor omverden hurtigt kan forandres burde ikke være ukendt, i hvert fald ikke for dem, som har fået tillidmandatet at lede og værne Sverige. De kan ikke være uvidende om, at Rusland, som betragtedes som forbi som militærmagt, har genvundet sin styrke, styrket sin centralmagt og helt tydeligt også har genoptaget sine stormagtsambitioner.
En påmindelse om, hvor hurtigt fred kan gå over til krig, får vi i disse dage, hvor stridighederne er blusset op i den tidligere Sovjetrepublik Georgien. Rusland har
Ganske vist selv efter kommunismens fald været i stridssituationer, nemlig i Tjetjenien, men det er et område, som trods en voldsom selvstændighedsbevægelse, aldrig har været selvstændigt. Rusland har kunnet påberåbe sig retten til at forsvare sit territorium. Men Georgien er et selvstændigt land, og når Rusland nu engagerer sig i en intern konflikt er situationen anderledes. Der er risiko for en optrappet krig, som stadig flere vil kunne blive inddraget i.
Centralasien betegnes i reglen som en krudttønde, og her mødes vitale stormagtsinteresser. Rusland mener rimeligvis, at man stadig har en ”ret” til disse områder
, men både Kina og USA
Nedenstående var en leder i den svenske avis ”Världen idag” i går 11.8.08 (– her oversat til dansk):
At gardere sig mod tænkelige trusler er ikke moderne i vor tid. Kalkylen siger, at de fleste trusler ikke bliver til noget, og dermed ses enhver sikkerhedsforanstaltning som et muligt tab, en indsats, som skulle kunne anvendes bedre, til brug her og nu i stedet for til beskyttelse i en usikker fremtid.
Den som ikke føler sig truet føler heller ikke noget behov for beskyttelse. For Sveriges del ligger trusler mod frihed, sikkerhed, demokrati generationer bagud i tiden. Der findes ikke nogen kollektiv erindring om ulykker, krig, besættelse. En tidligere generation kunne huske krigen i Europa og i nabolandene, de fleste af os mindes stadig diktatur og undertrykkelse i en nær omverden.
Nogen kollektiv følelse af, at dette kan genopstå, findes imidlertid ikke. Den normale adfærd er spøgefuglens, man tager altfor let på manglen på gardering og gør grin med det svenske forsvar, som nu faktisk er blevet borte. Men i andre lande noterer man med undren, at Sverige ikke længere værner om sit territorium. En tidligere amerikansk forsvarsattaché konstaterer, at det ikke længere er indlysende, at Gotland er svensk. Hvis nogen anden nation vil tage den strategisk vigtige ø, er det i princippet frit frem. Ingenting vil hindre en overraskende okkupation. Det er naturligvis yderst alvorligt.
At situationen i vor omverden hurtigt kan forandres burde ikke være ukendt, i hvert fald ikke for dem, som har fået tillidmandatet at lede og værne Sverige. De kan ikke være uvidende om, at Rusland, som betragtedes som forbi som militærmagt, har genvundet sin styrke, styrket sin centralmagt og helt tydeligt også har genoptaget sine stormagtsambitioner.
En påmindelse om, hvor hurtigt fred kan gå over til krig, får vi i disse dage, hvor stridighederne er blusset op i den tidligere Sovjetrepublik Georgien. Rusland har
Ganske vist selv efter kommunismens fald været i stridssituationer, nemlig i Tjetjenien, men det er et område, som trods en voldsom selvstændighedsbevægelse, aldrig har været selvstændigt. Rusland har kunnet påberåbe sig retten til at forsvare sit territorium. Men Georgien er et selvstændigt land, og når Rusland nu engagerer sig i en intern konflikt er situationen anderledes. Der er risiko for en optrappet krig, som stadig flere vil kunne blive inddraget i.
Centralasien betegnes i reglen som en krudttønde, og her mødes vitale stormagtsinteresser. Rusland mener rimeligvis, at man stadig har en ”ret” til disse områder
, men både Kina og USA satser hårdt på denne region og vil ikke stiltiende kunne se på tiltagende russiske krav, end mindre russiske militære aktioner. At Rusland nu er engageret i militære indsatser i et selvstændigt land sender en besked til omverden, som er uvelkomment, men knapt uventet: landet har kommet sig
militært og er besluttet på at hævde og forstærke sine positioner. Abitionerne kan gælde mere end Centralasien.
Det må få konsekvenser også i Sverige. Unge moderater har i mange år talt om ”nattevagtsstaten”, hvormed man mente, at statens opgave skal begrænses til det absolut nødvendigste: et retsvæsen, et retssystem, et nationalt forsvar. Derfor er det uforståeligt, at netop de nye moderater satser hårdt på en nedmontering af forsvaret. Nattevagten findes ikke længere på Gotland og heller ikke andre steder i Sverige. Den tilstand bør være en kort parentes. Sveriges forsvar må genopbygges.
militært og er besluttet på at hævde og forstærke sine positioner. Abitionerne kan gælde mere end Centralasien.
Det må få konsekvenser også i Sverige. Unge moderater har i mange år talt om ”nattevagtsstaten”, hvormed man mente, at statens opgave skal begrænses til det absolut nødvendigste: et retsvæsen, et retssystem, et nationalt forsvar. Derfor er det uforståeligt, at netop de nye moderater satser hårdt på en nedmontering af forsvaret. Nattevagten findes ikke længere på Gotland og heller ikke andre steder i Sverige. Den tilstand bør være en kort parentes. Sveriges forsvar må genopbygges.
