Det er let at grine af Politikens og chefredaktør Tøger Seidenfadens ynkelige undskyldning for at have trykt tegningen af profeten med bomben i turbanen. At et kulturradikalt dagblad tager et saudiarabisk krav, fremsat på vegne af 93.923 ”efterkommere af profeten Muhammed” alvorligt, ville utvivlsomt have fået gamle Poul Henningsen til at vride sig af grin – hvis han da ellers havde kunnet overvinde sin dybe forargelse.
Man kan også grine af Politikens grænseløse storhedsvanvid. Skal faldende oplagstal berettige til at føre dansk udenrigspolitik på egen hånd, at oprette et ”Irak Center” til støtte for afviste asylansøgere eller udstede værdiløse undskyldninger? Den foreløbige kulmination på latterlighederne er, at Tøger Seidenfaden ikke en gang aner, hvem han har sagt undskyld til, idet han angiveligt kun kender én af de otte organisationer, som repræsenterer ”profetens efterkommere”, hvortil kommer, at organisationer knap nok har bemærket undskyldningen.
Når vi alligevel ikke også ligger flade af grin, men i stedet bøjer hovedet og skammer os dybt, skyldes det én ting: At undskyldningen blandt muslimske fanatikere bliver fortolket som et knæfald for islam. Formanden for Somalisk Ungdoms- og Kulturforening, Abdullahi Hassan Hirsi, omtalte det i Ekstra Bladet søndag som ”vand på ekstremisters mølle”, og mange journalister på Politiken må have det rigtigt skidt med deres avis.
Nej, ingen bør more sig, for det er sagen alt for alvorlig til. Tøger Seidenfaden har ikke tænkt sagen ordentligt igennem, men har som Margrethe Vestager måske tænkt, at det var ”en begavet måde at komme videre på”, ligesom han naturligvis har været yderst opmærksom på omtale af Politiken.
Men har han også tænkt på, at han med sin undskyldning har blåstemplet den bølge af vold og terror, som fulgte i kølvandet på offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne, at han med sit knæfald har accepteret, at danske imamer fra Islamisk Trossamfund spredte løgne om Danmark i den muslimske verden – eller at han med undskyldningen indirekte har sagt god for attentatforsøgene på Kurt Westergaard?
Tøger Seidenfadens undskyldning er en åbenlys opfordring til alle muslimske fanatikerer om at udøve vold. Den er et signal om, at vold skam betaler sig, at vold er vejen frem. Politiken har i årevis talt op og ned ad stolper om, at alle skal ”inkluderes”, og at opdelingen mellem ”dem og os” er uhyggelig. Skal undskyldningen ses i dette lys? Skal islamistiske voldsfanatikere i Mellemøsten også ”inkluderes” i det kulturradikale univers?
Politikens chefredaktør udtalte i forbindelse med sidste uges omfattende medieomtale, at jeg ingen forståelse har for Danmarks interesser. Aha, tænkte jeg: Eftersom regeringen heller aldrig bøjede sig for kravene om en undskyldning, har den vel heller ingen forståelse for Danmarks interesser, som åbenbart er et anliggende for helt andre og højere luftlag. Danmarks interesser er altså med andre ord bedre repræsenterede i et hjørnekontor på Rådhuspladsen og af en i den grad forhenværende udenrigsminister.
Hvor er det dog uendeligt fejt at tro, at det er til fordel for Danmark at bøje sig for trusler. Ja, det er ikke alene fejt, det er også dybt provinsielt og indskrænket. Det er et signal til alle frihedselskende kræfter om, at de skal holde sig langt væk fra Danmark – også de flygtninge, som er på flugt fra islamistisk vold og forfølgelse.
Politiken meddeler verden, at frafaldne muslimer, genstridige forfattere og kunstnere, eller andre, som har fået profetens efterkommer på nakken, skal gå i en stor bue uden om Danmark. For her har de ingen sikkerhed. Her har et dagblads chefredaktør bøjet sig for deres forfølgere og vil meget hellere se moskeer bygget og islamiske kulturcentre med økonomisk hjælp fra Saudi Arabien og Iran.
Tøger Seidenfaden har valgt side. Et mere end hundrede år gammelt kulturradikalt projekt for frihed og demokrati er blevet ofret i ”kulturforståelsens” og ”tolerancens” tegn. Nu er der ikke meget mere tilbage end at sige, at Politikens næste chefredaktør afgjort bør hentes i Mellemøsten – det vil nok gøre avisen noget mindre kulørt, men meningerne vil stadig være de rigtige. Og samtidig er der garanti for, at kun danskerne bliver fornærmede – men hvem på Politiken gider i grunden bekymre sig om dem?
Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard
Pia Kjærsgaards ugebrev - mandag den 1. marts 2010
