På tale om feminister skrev en læser fra Helsingborg:
”…..den viktigaste verksamheten i samhället är att föda och uppfostra barn, inte att sitta i bolagsstyrelser. Varför gör vi det så komplicerat att föda, att 40.000 foster aborteras, samtidigt som vi tar in tusentals analfabeter ?
Vist er det fuldkommen absurd at udskifte et gennem generationer oplyst og civiliseret folk med en dårligere udrustet erstatning. Men det må man nok ikke sige, så det siger jeg så ikke.
Men en kvægopdrætter, et stutteri, en zoo skulle aldrig gøre noget analogt.
Men sådanne tanker gør kvinder sig næppe, når de kræver abort. I visse lande må det være en lettelse for overbebyrdede kvinde at få stop på avlen, men i Vestens mere udviklede lande hvor vi har adskillige præventive midler til at forhindre graviditet, er omfanget af gennemførte aborter en skandale, der ikke bare viser vor mangel på etik, men også sladrer om kvinders ligegyldighed og sløseri. Abort er ikke godt for kvinden, hverken fysisk eller psykisk. Dertil kommer, at man kan spørge om den ”fri abort” virkelig er ”fri”? ”Kvinden skal selv bestemme over sin krop”, hed det i sin tid. Men skyldes hendes beslutning angst for at miste sin kæreste, hvis hun ikke gør det? Eller har socialrådgiveren rådet hende – eller næsten presset hende - til at vælge abort. Eller forældrene?
Et helt andet spørgsmål: er kvinderne blevet lykkeligere af at gøre sig af med deres fostre og give afkald på at være mødre?
Og hvor mange negative forhold i samfundet skyldes i virkeligheden, at vi mennesker ændrede livsstil efter krigen.
Men ser man på jordkloden som helhed, så er det nok vigtigt at indstille produktionen. Jo flere, jo fattigere.
