Der tales meget om ytringsfrihed og censur for tiden.Censur er ikke noget nyt. Her er en pressemedarbejders oplevelse ved Kirkedagene i Aalborg for 30 år siden:
Ved ankomsten til Kirkedagene 1980 viste hun sit pressemedarbejderkort og blev budt velkommen af Kirkedagskomitéens leder, Henning Fogde, der gav hende et program over de mange arrangementer, som om eftermiddagen og aftenen var almindeligt tilgængelige for publikum. (Formiddagens studiekredse og gruppearbejde derimod krævede naturligvis en forud tilmelding, da de fik statstilskud under aftenskoleloven).
Sideløbende med kirkedagene i Aalborg uddelte hun i byens gader en bunke optryk af tidligere artikler fra tidsskriften AKTION, nemlig et angreb på kirketjenestens blad ”Groft Salt”, ”Kristne for Socialisme” og de kirkefolk, der accepterede børnepornografi på mødet i Nyborg i Børneåret 1979. Endvidere en artikel om theologerne Hans Nebel, Johannes Aagaard, Frederik Hjerrild m.fl. samt en opfordring til forældre om at vogte sig for blasfemiske og sjofle børnebøger.
Ved at tilbyde alternative informationer i det offentlige rum ville pressemedarbejderen bidrage til en mere åben og alsidig debat i befolkningen. Er det ikke sådan, de plejer at formulere sig på venstrefløjen? Hvorfor gik de så amok?
Hans Nebels gode ven, rektoren på Falkonérgårdens Gymnasium på Frederiksberg, Walter Dalland, som deltog i et kursus om ”sexualitet” på Kirkedagene, kom brusende ud på gaden og overdængede pressemedarbejderen med ophidsede ord og langede hende en knytnæve ud. Han forsvandt, men kom snart igen og udstødte ubeherskede trusler om at ville ramme hende på levebrødet. Lad det være sagt, at han senere undskyldte sin opførsel.
Et andet sted på åben gade gik en anden kirkedagsdeltager til angreb og rev pjecer ud af hånden på pressemedarbejderen, mens Johannes Aagaard nøjedes med at hvæse ”Psykopatisk” og spærre hende indgangen til Kirkedagenes udstillingstelt, som var åben for almenheden.
Og endelig blev pressemedarbejderen hentet op og stå skoleret ”på rektors kontor” for nogle medlemmer fra den høje kirkedagskomité, nemlig formanden Henning Fogde, præsten ved Jægersbog Kirke i Gentofte, Helge Rasmussen, journalist Annie Jensen og en herre, som efter alle solemærker at dømme ikke kan have været nogen anden end distriktstoldchef Henrik Risom fra Frederikshavn.
Man var oprørt over indholdet af de i byen omdelte artikler, og de i AKTION nævnte kirkefolk
havde klaget. Sådan kunne man ikke skrive! De talte om presseetik! De talte nedladende om Dansk Pressemedarbejder Forbund, som de ikke kendte…o.s.v..
Den anklagede pressemedarbejder foreholdt dem, at de omtalte kirkefolk kunne gå rettens vej, hvis de på nogen måde mente at kunne finde injurier, - men uha, nej, det ville man da rigtignok ikke!
Ville kirkedagskomitéen forhindre angreb på så uetiske ting som børnepornografi og så samtidigt tale om ”presseetik”? – Uha, nej, de to ting kom ikke hinanden ved, sagde de.
Præsten Helge Rasmussen havde den nedladende tone på, som kvinder specielt kan finde hos mænd.
Ved ankomsten til Kirkedagene 1980 viste hun sit pressemedarbejderkort og blev budt velkommen af Kirkedagskomitéens leder, Henning Fogde, der gav hende et program over de mange arrangementer, som om eftermiddagen og aftenen var almindeligt tilgængelige for publikum. (Formiddagens studiekredse og gruppearbejde derimod krævede naturligvis en forud tilmelding, da de fik statstilskud under aftenskoleloven).
Sideløbende med kirkedagene i Aalborg uddelte hun i byens gader en bunke optryk af tidligere artikler fra tidsskriften AKTION, nemlig et angreb på kirketjenestens blad ”Groft Salt”, ”Kristne for Socialisme” og de kirkefolk, der accepterede børnepornografi på mødet i Nyborg i Børneåret 1979. Endvidere en artikel om theologerne Hans Nebel, Johannes Aagaard, Frederik Hjerrild m.fl. samt en opfordring til forældre om at vogte sig for blasfemiske og sjofle børnebøger.
Ved at tilbyde alternative informationer i det offentlige rum ville pressemedarbejderen bidrage til en mere åben og alsidig debat i befolkningen. Er det ikke sådan, de plejer at formulere sig på venstrefløjen? Hvorfor gik de så amok?
Hans Nebels gode ven, rektoren på Falkonérgårdens Gymnasium på Frederiksberg, Walter Dalland, som deltog i et kursus om ”sexualitet” på Kirkedagene, kom brusende ud på gaden og overdængede pressemedarbejderen med ophidsede ord og langede hende en knytnæve ud. Han forsvandt, men kom snart igen og udstødte ubeherskede trusler om at ville ramme hende på levebrødet. Lad det være sagt, at han senere undskyldte sin opførsel.
Et andet sted på åben gade gik en anden kirkedagsdeltager til angreb og rev pjecer ud af hånden på pressemedarbejderen, mens Johannes Aagaard nøjedes med at hvæse ”Psykopatisk” og spærre hende indgangen til Kirkedagenes udstillingstelt, som var åben for almenheden.
Og endelig blev pressemedarbejderen hentet op og stå skoleret ”på rektors kontor” for nogle medlemmer fra den høje kirkedagskomité, nemlig formanden Henning Fogde, præsten ved Jægersbog Kirke i Gentofte, Helge Rasmussen, journalist Annie Jensen og en herre, som efter alle solemærker at dømme ikke kan have været nogen anden end distriktstoldchef Henrik Risom fra Frederikshavn.
Man var oprørt over indholdet af de i byen omdelte artikler, og de i AKTION nævnte kirkefolk
havde klaget. Sådan kunne man ikke skrive! De talte om presseetik! De talte nedladende om Dansk Pressemedarbejder Forbund, som de ikke kendte…o.s.v..
Den anklagede pressemedarbejder foreholdt dem, at de omtalte kirkefolk kunne gå rettens vej, hvis de på nogen måde mente at kunne finde injurier, - men uha, nej, det ville man da rigtignok ikke!
Ville kirkedagskomitéen forhindre angreb på så uetiske ting som børnepornografi og så samtidigt tale om ”presseetik”? – Uha, nej, de to ting kom ikke hinanden ved, sagde de.
Præsten Helge Rasmussen havde den nedladende tone på, som kvinder specielt kan finde hos mænd.
Selvom komitémedlemmerne måtte erkende, at der ikke var så meget som uddelt en lap papir på kirkedagenes område, hverken inde i skolerne eller på de dertil hørende parkeringspladser, - selvom de måtte erkende, at pressemedarbejderen ikke havde foretaget sig noget som helst forkert inde på kirkedagene eller noget lovstridigt udenfor, kundgjorde de at
p r e s s e m e d a r b e j d e r e, der førte pen I stil med tidskriftet AKTIONs artikler eller sympatiserede med disse artikler, var u ø n s k e d e p å k i r k e d a g e n e! Pressemedarbejderkortet kunne derfor ikke fortsat give adgang til de – offentligt tilgængelige!!! – kirkedagsarrangementer.
Kilde: Tidsskriftet AKTION nr. 8/1980
p r e s s e m e d a r b e j d e r e, der førte pen I stil med tidskriftet AKTIONs artikler eller sympatiserede med disse artikler, var u ø n s k e d e p å k i r k e d a g e n e! Pressemedarbejderkortet kunne derfor ikke fortsat give adgang til de – offentligt tilgængelige!!! – kirkedagsarrangementer.
Kilde: Tidsskriftet AKTION nr. 8/1980
