Bloggen ”Uriasposten”s redaktør, Kim Møller, modtog i lørdags 13.3.2010 en hæderspris fra Trykkefrihedsselskabet. Til Lykke med den, Kim! Og her er hans Tak til Selskabet:
Tak for prisen og de pæne ord,
Jeg har blogget dagligt i syv år, men det er først de sidste par år, at truslerne er blevet regelmæssige. En del kommer fra muslimer, enkelte kommer fra højrefløjen, men de fleste er fra venstreradikale. Der er mange eksotiske eksempler. En voldsdømt Fidel Castro-fan citerede sidste år et Bob Dylan-vers: “Jeg håber du dør og at din død kommer snart” og det er om ikke andet, godt tænkt.
For et par måneder siden kommenterede en somalier, der kaldte sig “Bacacas”. Han satte Uriasposten og Trykkefrihedsselskabet i bås med det danske nazistparti og forklarede, at vi er nogle “man holder øje med.” Han ville aldrig acceptere en gentagelse af “Die Endlösung.” Jeg er vant til den slags trusler, og det var ikke noget der ødelagde min nattesøvn. Lørdagen efter blev jeg overfaldet i forbindelse med en venstreradikal demonstration.
Somalierens første kommentar kommer et par uger senere, den 21 februar:
“..jeg håber episoden får dig til at tænke over, hvad det er du vil med din blog. Måske skulle du skrue ned for alle de negative artikler om nydanskere, venstrefløjen og de officielle medier her i landet, “dem imod os indlæggene, etc. og skrive mere om alle de gode ting, der sker her i landet…”
Det kan sagtens være, jeg bliver venligere i årene der kommer, men hvis det sker, så bliver det ikke på grund af konkrete trusler eller høflige opfordringer ledsaget af flasker i nakken. Sådan fungerer det bare ikke.
Endnu en gang tak for prisen.
Kim Møller