marts 23, 2010

Horribel forsømmelse ang. sexmisbrug af børn

Undervisningsministeren skal minde lærere om indberetningspligten. Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, er rystet over, at lærere overhører børns råb om hjælp i forbindelse med seksuelt misbrug. Det er Politiken, der beretter om, at rådgivningscentre i stigende grad oplever, at børn, der bliver misbrugt seksuelt, ikke får noget ud af at henvende sig til deres lærer. - Der er simpelthen ingen undskyldning for ikke at tage affære, hvis man som lærer så meget som har på fornemmelsen, at et barn bliver udsat for seksuelle overgreb. Og hvis et barn direkte henvender sig til læreren, så skal læreren selvfølgelig også leve op til sin pligt og sit ansvar, siger Marlene Harpsøe. Marlene Harpsøe vil derfor rette henvendelse til undervisningsminister Tina Nedergaard (V) for at bede hende om at indskærpe over for lærerne, at de altså har indberetningspligt. - Det er simpelthen at lade et barn i stikken, når man ikke handler på seksuelt misbrug eller mistanke om dette. Jeg forstår, at lærerne gerne vil lære mere om, hvordan man så spotter seksuelt misbrug og seksuelt afvigende adfærd hos børn, og det er jeg villig til at se nærmere på, men i første omgang må og skal vi minde lærerne om, at de altså har indberetningspligt, siger Marlene Harpsøe.


Kilde: pressemeddelelse fra DF Christiansborg, tirsdag den 23. marts 2010. NB Fremhævelserne i teksten skylde Spydpigen